Kære dagbog,
I dag var endnu en af de uendelige diskussioner med min svigermor, Vibeke, som insisterer på, at min ældste datter, Signe, skal flytte fra vores lille by i Region Midtjylland for at studere på København Universitet. Vibeke kan næsten ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare giver efter for hendes drømme om en prestigefuld eksamen.
Jeg smilede bare stille til hende, for jeg ved, at Signe er stædig og ikke vil lade sig overbevise. Det er egentlig også ligeglad, om jeg kæmper med hende eller ej.
Pia, kan du i hvert fald overbevise hende! bønfaldt Vibeke, desperat efter at få sit vilje igennem.
Hvad skulle jeg så sige? At Signe skal flytte til en storby mod sin vilje, blot fordi jeg som bedstemor ønsker en flot eksamensbevis? Det er hendes liv, ikke vores. Det er hverken mig eller dig, der bestemmer, hvor hun vil studere, eller om hun overhovedet vil fortsætte.
Men hvad betyder om hun overhovedet vil? udbrød jeg, mens jeg forsøgte at finde de rette ord. Hver enkelt af os har sin egen idé om, hvad der betyder at klare sig i livet. Nogle måler succes i antallet af børn, andre i penge, og så er der dem, der ser lykke som at have fået børn helst flere.
Det er helt i orden, at folk har forskellige forestillinger om lykke, så længe de ikke pålægger deres syn på andre og kræver, at alle tilpasser sig deres idealer. Når det sker, bliver situationen virkelig ubehagelig.
Vibeke er besat af højere uddannelse hun vil have, at Signe skal på et anerkendt universitet og ikke på en billig handelsskole. Med mig har der aldrig været konflikt, fordi jeg selv, som ung, gik på Københavns Universitet på en offentligt betalt plads. Så hun har ingen grund til at kritisere mig, og jeg har altid betragtet hendes egle som en rar, men mærkelig, egenhed.
Nogle syr bamser, andre bruger al deres tid på at vande agurker, mens Vibeke elsker at tale om vigtigheden af en universitetsgrad. Alt var roligt, indtil vores døtre blev ældre. Den ældste, Signe, rullede bare med øjnene, når hun hørte svigermors snak det er bare teenageånden. Men da hun efter niende klasse gik på det regionale medicinske college, og samtidig klarte flere korte kurser, før hun efter eksamen kastede sig ind i skønhedsbranchen, brød stormen ud.
Det var første gang, at jeg og Vibeke kom i en rigtig skænderi.
Er du virkelig imod uddannelse? Et eksamensbevis er et dokument, der viser ens kvalifikationer og intellekt, sagde Vibeke vredt.
Ja? Så hvad har du egentlig fået ud af din eksklusive eksamensbevis? Er du en butikschef eller en varemægler? svarede jeg, mens jeg mærkede en klump i halsen.
Jeg spurgte mig selv, om jeg overhovedet skulle råbe, men så gik min mand, Poul, ind mellem os og forsøgte at rede ud på sin egen måde. Signe havde svært ved medicinstudiet. Hun måtte tage to fag tre gange. Det er ikke en universitetsgrad, hun kan klare, især ikke på en offentlig plads, for budgettet er ikke ubegrænset. Han nævnte også, at vores anden datter, Lene, snart skulle sendes i skole, mens vi ikke havde råd til at betale for Signes universitet.
Det hele lød som en skæbnesvanger beslutning. Lene sagde så roligt: Hvorfor skulle jeg flytte til København? Jeg har allerede været der et par gange, og det er ikke noget for mig. Vi har alt, hvad vi behøver her i byen, og jeg ønsker at arbejde hjemmefra eller måske flytte til en lille kystby en dag. Hendes ord slog Vibe
ke som en bølge.
Vibe
ke blev rasende: Pia, du må stoppe hende! Hvis du lader dem fortsætte sådan her, vil der ikke være nogen kloge mennesker i familien længere. Hun pegede på Signe, som hun kaldte en korkprop, og på Lene, som hun sagde sidder fast som en flaske i en snor.
Før Lene nåede at formulere sit svar, brød Signe ind: Er det sådan, du ser på mig, bedstemoder? Som en korkprop? Hvorfor kalder du mig altid en korkprop, når du skal have mig til at gøre rent eller købe ind? Hun gik videre med, Hvorfor må jeg altid betale for de ting, du giver mig? Hvad er det for en slags godbid du taler om?
Jeg var forbløffet. Jeg havde aldrig blandet mig i Signes økonomi, men hun nævnte, at hun havde købt en kedel og en mikrobølgeovn til mig, og at hun nu så, at hun hjalp mig med småting, men at hun var træt af at blive kaldt korkprop.
Signe svarede skarpt: Uden en universitetsgrad er du ingenting, bedstemoder. Jeg kunne mærke, hvordan min tålmodighed brød sammen. Jeg sagde til Vibeke, at hun skulle forlade huset med det samme og aldrig vende tilbage.
Poul stod fuldstændig bag mig. Han sagde, at det er én ting at have en idé, men en anden helt at såre sine børnebørn. Han afbrød al kontakt med sin mor.
Signe og Lene svarer ikke længere på telefonen eller taler med Vibeke, og jeg gør det heller ikke. Poul og jeg mødes kun med hende på neutrale steder, men vi har endnu ikke talet om, hvad der skal ske med de kommende børnebørn.
Måske lærer hun af sine fejl, mister to børnebørn, men måske kan hun bevare relationen til den tredje.
Kun tiden vil vise.
Pia.
