Sendt på plejehjem — Nu stopper du, Alis, du skal slet ikke begynde på det der! — Klara Steffensen skubbede beslutsomt havregrødstallerkenen fra sig. — Vil du virkelig sætte mig på “anstalt”? Så de kan dope mig med hvad som helst og smide en pude over hovedet, hvis jeg larmer? Det får du ikke lov til! Alisa tog en dyb indånding og forsøgte at undgå at se på mormorens rystende hænder. — Mormor, det er da ikke en anstalt. Det er et privat plejehjem lige uden for byen, lige ved skoven, med sygeplejersker døgnet rundt. Du får selskab, og der er stort fjernsyn. Her er du alene hver dag, mens far er på arbejde. — Hah, vi kender godt det “selskab”, — knurrede den gamle dame og gjorde sig det mere behageligt med puderne. — De ribber mig for alt, snupper min lejlighed, og så smider de mig i grøften. Sig til Palle: hans mor bliver ikke tvunget ud herfra. Så kan han selv tage sig af mig. Han er vel min søn, er han ikke? Jeg stod op hver nat og passede ham, da han havde mæslinger. Nu er det hans tur. — Far slider med to jobs bare for at købe medicin til dig! Han er 53, blodtrykket fiser op og ned, og han har ikke været i biografen én eneste gang på tre år, slet ikke på ferie! — Det går nok, — afviste Klara Steffensen og kneb læberne sammen. — Han er ung endnu, han klarer det. Og du skal bare blande dig udenom, kyllinger lærer ikke hønen at lægge æg. Gå nu ind og fjern den grød. Jeg vil ikke have mere rod! Alisa trådte ud i entreen og sukkede højlydt. Hvordan skal man overhovedet tale med hende?! Faren kom hjem klokken syv. Han tog ikke skoene af, men satte sig tungt på taburetten i gangen og stirrede ud i luften. — Far, hvordan går det? — spurgte Alisa og samlede den tunge indkøbspose op. — Det går, Alis. Der er kaos på lageret, snart årsskifte. Hvordan har mormor det? — Som altid. Nyt drama på grund af plejehjem. Hun tror oprigtigt, vi vil hende til livs. Far, sådan kan vi ikke blive ved. Jeg har kigget på budgettet — der er kun 3.000 tilbage til mad for resten af måneden. Og jeg skal betale kollegiet, og mangler bøger. — Vi finder ud af det, — Palle rejste sig tungt og trak skoene af. — Jeg har taget ekstra nattevagter som vagtmand. — Er du vanvittig? Hvornår skal du sove? Du falder jo om et sted! Palle svarede ikke, men gik ud i køkkenet, fandt en gryde og satte vand over. — Har hun spist? — Hun hældte halvdelen ud i sengen. Jeg har skiftet sengetøjet. — Okay. Sæt dig med lektierne, du skal jo til eksamen snart. Jeg skal nok give hende mad og vaske hende. Alisa så på farens gang over mod farmors værelse — haltende, træt. Hun syntes uendelig synd for ham. Den stærke, muntre mand forsvandt langsomt bag skygger. Han jokede ikke længere, havde mistet lysten til livet. *** En uge senere var det blevet endnu værre — han kom hjem langt senere end normalt. Han vaklede. — Far? Er du okay? — Bare lidt svimmel i metroen. Der var klamt. — Sæt dig. Jeg måler lige dit blodtryk. 180 over 110 stod der. Alisa fandt ordløst pillerne frem. — I morgen bliver du hjemme. Jeg ringer efter lægen. — Jeg kan ikke, — han vred sig. — Der er kontrol i morgen. Hvis jeg ikke møder, ryger min bonus. Og vi har modtaget forhøjet ejendomsskat for mormors lejlighed. — Sælg lejligheden, far! — hviskede Alisa desperat, så mormor ikke kunne høre det. — Sælg den etværelses i Høje Taastrup. 600.000 kroner er mange penge for os nu. Vi afdrager lånene, hyrer en ordentlig hjemmehjælper. Faren sukkede: — Mor nægter at give tilladelse… — Far, hun har ikke været der i fem år! Hvad skal hun med den, når hun er sengeliggende? Han nåede ikke svare, før der lød et højlydt slag fra værelset. Klara Steffensen bankede med koppen i bordet — hun ville have opmærksomhed. — Palle! Palle, kom herind! Hvem hvisker du derude med? Sidder I og bagtaler mig igen? — skrattede hendes stemme. Palle tog pillerne, og gik ind. *** For seks år siden havde faren haft en kæreste. Jette, sød og rolig, kom forbi med hjemmebag, de planlagde ture til et sommerhus. Det stoppede straks, da mormor blev syg. Selv da Jette ville hjælpe, fik hun sådan en modtagelse, at hun flygtede grædende ud ad døren. — Tror du bare, du kan komme til det hele? Vil du udnytte min søn! — skreg mormor så hele blokken kunne høre det, og lavede “hjerteanfald” hver gang Palle skulle på date. — Ud med hende! Væk! Så gik Jette, og far forsøgte aldrig at få hende tilbage. Telefonen ringede, da Alisa læste til eksamen. Far var stadig ikke hjemme. — Hallo? — Er det Palle Steffensen? — lød en mandestemme. — Nej, det er hans datter. Hvad er der sket? — Det er fra HR. Din far besvimede i dag til mødet. Vi har sendt ham med ambulance på Bispebjerg. Skriv adressen ned. Hun noterede, mens hun rystede, og lagde på. Mormor kaldte. — Alisa! Hvem ringer? Hvor er Palle? Han skal lave te, jeg er tørstig! Alisa gik ind. — Far er på hospitalet, — sagde hun kort. — Hva’? På hospitalet? — Klara stirrede, men gik straks videre: — Det er jeres skyld! I har stresset mig, og nu får jeg balladen. Hvem skal tage sig af mig nu? Sæt ved kedlen. Alisa gik ud igen. *** I tre dage jonglerede Alisa mellem hospital og hjem. Faren havde fået blodtrykskrise og udbrændthed. Lægerne forbød ham at rejse sig. — Alis, hvordan går det med mor? — spurgte han straks, da hun besøgte ham. — Det går, far. Naboen kigger ind og hjælper. Du skal tænke på dig selv. Minst to uger hvile siger lægen. — To uger… jeg bliver fyret… pengene… — Sov, — sagde Alisa og lagde dynen om ham, — jeg ordner det hele. Lover det. På dag fire, da hun kom hjem, blev hun mødt af grandma’s bebrejdelser. — Hvor render du? Jeg ligger her og forfalder, Palle kommer slet ikke, og jeg bliver forsømt! Alisa knyttede næverne og sagde iskoldt: — Hør nu godt efter, mormor. Far er alvorligt syg, og hvis han bliver presset igen, får han måske et slagtilfælde. — Pjat! Han er sej. Ligner sin far. Hjælp mig nu med at vende mig, jeg har ondt i ryggen. — Nej, — Alisa satte sig ned. — Jeg vender dig ikke. Og jeg køber ikke mad til dig. Klara stirrede vantro. — Hvad bilder du dig ind? Er du blevet vanvittig? — Nej. Vi har ingen penge. Slet ingen. Far har ikke løn, han får ikke bonus. Din pension er ikke nok til bleer og medicin. — Vrøvl! Palle har helt sikkert sparet noget op! — Der er ingenting. Det hele gik til dine undersøgelser. Så nu er valget: enten skriver du under på at sælge din lejlighed på Sjælland, eller også ringer jeg til kommunen i morgen, og de sender dig på det kommunale plejehjem. Helt gratis. — Det tør du ikke! — skreg mormor. — Jeg er hans mor! Jeg bestemmer her! — Bestemmer hvad for noget? Du ødelægger din egen søn. Du er ligeglad med, om han dør af det her. Du tænker kun på dig selv. Jeg har ringet til det plejehjem i Birkerød, vi snakkede om. Der er plads nu, og salget af lejligheden betaler opholdet. Du får super pasning. — Jeg vil ikke! — hun hostede. — Så kan du sulte. Jeg får ingen penge til mad til dig. I morgen arbejder jeg sent. Der står vand på natbordet. Tænk over det. Alisa gik. Hun rystede over hele kroppen. Så kold og hård havde hun aldrig været, men vidste, at hvis hun ikke satte en stopper nu, ville hun miste sin far. Og mormor — hun skulle nok overleve dem alle, hvis hun fik lov til at tappe dem. Natten gik tavst. Alisa gik ikke ind, selvom hun kunne høre både råb, gråd og forbandelser. Hun kom først morgenen efter. — Giv mig noget at drikke… — hviskede den gamle. Alisa gav hende glasset. — Nå? Skriver vi under? Notaren kommer klokken tolv. — Satans unger… — mumlede mormor uden modstand. — I vil bare have det hele… Nå, så få det overstået. Bare sig til Palle… sig han skal komme og besøge mig. — Han skal nok komme. Når han selv kan gå igen. Og jeg kommer også. Det lover jeg. *** Palle sad på en bænk i plejehjemmets park. Han så sund ud, havde fået lidt farve igen. Ved siden af i kørestolen sad hans mor — ren, med et lunt sjal og gnavede et æble. — Palle? Jo, Palle, — kaldte hun. — Ja, mor? — Har du fået snakket med Jette? Er I gode venner igen? Han så forundret på hende. — Ja, vi har ringet sammen. Hun kommer lørdag. — Fint, — oldingen vendte sig mod blomsterbedet. — Hun må gerne komme. Der er ellers en sygeplejerske her, Lone, hun er en værre en, altid efter mig. Lad Jette se, hvordan jeg bliver behandlet. Du må forresten aldrig være hård mod hende, Palle! Det er grimt, når mænd får kvinder til at græde. Din far… Palle smilede og tog sin mor i hånden. Ned ad stien kom Alisa løbende, vinkende og grinende. — Far! Bedste! — råbte hun. — Jeg har fået legat! Og jeg er forfremmet på arbejdet! Palle rejste sig og slog armene ud. Klara Steffensen betragtede dem med smalle øjne. Hun syntes stadig, det var uretfærdigt at blive flyttet fra sit hjem, men hun sagde ikke noget. Da hjælperen kom og spurgte venligt, om hun ville til massage, nikkede hun stolt. — Lad os gå, kære. Bare pas på, jeg er skrøbelig. Sidst maste han næsten mit ben — du må sige, han skal være blidere. Han er jo som en bjørn… Sygeplejersken kørte hende væk, Alisa krammede sin far, og sammen stod de længe under høje, danske fyrretræer. For første gang i årevis var de alle lykkelige. *** Klara Steffensen nåede at møde sit oldebarn — Alisa blev færdiguddannet, gift med en god mand og fik søn. Palle blev gift med Jette, som oldemor nu kalder sin svigerdatter, og deres forhold havde aldrig været varmere. Gamle Klara gik bort stille, i søvne, uden at bære nag til hverken datterdatter eller søn.