Vi sendte hende på plejehjem
Du kan godt glemme det dér, Freja, bare slet ikke tal om det! Kirsten Jensen skubbede vredt havregrødstallerkenen fra sig. Du vil bare sende mig på et plejehjem, hva?
Tænk, at jeg bare skulle ligge der og blive stukket med hvad som helst, og så bare få en pude over hovedet, hvis jeg råber for meget?
Det kan du godt glemme!
Freja tog en dyb indånding og prøvede ikke at kigge på mormors rystende hænder.
Mormor, det er altså ikke sådan et sted. Det er et privat plejecenter. Der er skov lige ved siden af, sygeplejerskerne er der døgnet rundt.
Du vil få nogen at tale med, et stort fjernsyn.
Herhjemme er du jo alene hele dagen, imens far er på arbejde.
Ja ja, det samvær kender vi godt til, mumlede den gamle, mens hun satte sig bedre til rette i puderne. De stjæler alt, tager ens lejlighed, og smider en ud et eller andet sted uden at nogen finder én.
Sig til Peter det kan du godt sige at hans mor ikke forlader denne lejlighed i live. Han får selv lov til at passe mig. Er han min søn eller hvad?
Jeg har opdraget ham, været vågen om natten, da han havde skarlagensfeber. Nu er det hans tur.
Far knokler på to jobs for at købe medicin til dig! Han er treoghalvtreds, blodtrykket er helt tosset, han har ikke været i biografen i tre år, og ferie tør han slet ikke drømme om!
Han er stadig ung, sagde Kirsten bestemt og kneb læberne sammen. Han kan sagtens klare det.
Og du skal ikke blande dig. Kyllingen skal ikke opdrage hønen. Gå nu ud, få styr på den havregrød. Det sviner overalt!
Freja gik ud i gangen og sukkede højlydt. Hvordan kan man føre en samtale med hende!?
Faren kom hjem klokken syv om aftenen. Han orkede ikke engang tage skoene af, men satte sig bare på puffen i entreen og stirrede tomt ud i luften i et par minutter.
Far, er du okay? Freja kom ud og tog den tunge indkøbspose fra ham.
Det går nok, Freja. Lageret er overfyldt, årsregnskabet snart. Hvordan har mormor det?
Som altid. Der var ballade igen om plejehjem, hun siger vi prøver at slippe af med hende.
Far, vi kan ikke blive ved sådan her. Jeg har kigget på kontoudtoget for denne måned vi har tre tusinde kroner til mad.
Og jeg skal betale for kollegiet og købe studiebøger.
Vi finder ud af det, Peter rejste sig tungt og trak skoene af. Jeg har fået et bijob. Nattevagter som vagtmand, hver anden dag.
Er du vanvittig? Hvornår skal du så sove? Du falder jo om en dag!
Peter svarede ikke. Han gik ud i køkkenet, fyldte lidt vand i en gryde og satte det på komfuret.
Har hun spist?
Halvdelen landede i sengen. Jeg har skiftet sengetøj.
Okay. Gå ind og læs til eksamen, så klarer jeg resten. Jeg skal nok prøve at få hende til at spise og få hende vasket.
Freja så på, mens hendes far haltede ind på værelset til sin mor.
Hun havde så ondt af ham. Han var engang en stærk, livsglad mand, nu blev han langsomt til en skygge.
Vittighederne var forsvundet. Livslysten var væk.
***
En uge senere blev det endnu værre han kom hjem senere end vanligt. Han vaklede, da han kom ind ad døren. Straks blev Freja nervøs.
Far? Er du okay?
Ja ja, Freja. Jeg blev bare svimmel i metroen. Alt for varmt dernede.
Sæt dig ned. Jeg måler lige blodtrykket på dig.
180 over 110 stod der på apparatet. Freja sagde ikke noget, men hentede straks pillerne.
I morgen går du ingen steder. Jeg ringer efter lægen.
Det går ikke, han rynkede panden. Der er tilsyn på arbejdet. Hvis jeg ikke er der, får jeg ikke nogen bonus. Og vi har fået ekstra ejendomsskat på mors lejlighed.
Så sælg lejligheden, far! Freja hviskede, så mormor ikke kunne høre det. Sælg den etværelses i Holbæk.
600.000 kroner det er virkelig mange penge for os lige nu. Vi kan betale alle regninger, og få en god hjemmehjælper til hende.
Far sukkede.
Hun vil ikke give samtykke
Far, hun har ikke været der i fem år! Hvorfor skal hun gemme på en lejlighed, hun aldrig kommer til at bruge igen?
Han nåede ikke at svare. Inde fra værelset lød det: en kop blev banket mod natbordet.
Kirsten Jensen trommede, for hun krævede opmærksomhed.
Peter! Peter, kom her! Hvem hvisker du med? Sidder I og bagtaler mig igen? hendes stemme skrattede ud gennem døren.
Peter sukkede, slugte pillen, datteren rakte ham, og gik så ind til sin mor.
***
Bare seks år tidligere havde faren haft en kvinde. Lene, så sød og rolig. Hun kom forbi med brød, de to snakkede om at tage i sommerhus på weekend sammen.
Alt det sluttede, da mormor blev sengeliggende. Lene ville stadig gerne hjælpe, men den gamle gjorde livet så surt for hende, at det ikke gik.
Nå, hun vil bare snuppe det hele, råbte hun ud i lejligheden, og fik hjerteanfald hver eneste gang Peter ville på date. Smid hende ud!
Lene opgav til sidst. Og Peter gjorde ikke engang et forsøg på at vinde hende tilbage.
En aften, mens Freja læste op til eksamen, ringede telefonen. Faren var ikke hjemme endnu.
Hallo?
Er det Peter Jensen?
Nej, det er hans datter. Hvad handler det om?
Det er fra HR-afdelingen. Din far besvimede på mødet i dag. Vi ringede efter en ambulance, han er nu på Hvidovre Hospital. Skriv lige adressen ned.
Freja fik kradset adressen ned på et stykke papir. Hun nåede ikke engang lægge på før mormor kaldte.
Freja! Hvem var det? Hvor er Peter henne? Han skal lave te til mig, jeg er tørstig!
Freja gik ind. Mormor lå halvt oppe af puderne og skulede.
Far er på hospitalet, sagde Freja kort.
Hvordan det? Kirsten stivnede et sekund, men rystede sig hurtigt og fortsatte: Det er jeres skyld! Han råbte af mig i går, nu har Gud straffet ham.
Passer jo slet ikke på mig! Hvem skal nu sørge for mig? Sæt vand over!
Freja gik ud uden et ord.
***
De næste tre dage løb Freja frem og tilbage mellem hospital og hjem.
Faren fik konstateret blodtrykskrise på grund af stærk stress.
Han måtte ikke engang stå op.
Freja, hvordan går det med mor? var det første han spurgte om, da hun kom ind på stuen.
Det klarer sig, far. Naboen hjælper. Du skal tænke på dig selv nu. Lægerne siger mindst to uger i sengen.
To uger… Jeg mister arbejdet… Pengene…
Sov nu, hun lagde dynen over ham. Jeg klarer det. Det lover jeg.
På fjerde dagen, da hun kom hjem, mødte mormor hende med en strøm af klager.
Hvor har du været? Jeg ligger her i mit eget snavs, Peter ligger og dovner, og jeg rådner op!
Freja knyttede hænderne og sagde roligt:
Hør her, mormor. Far er meget syg. Hvis han bliver stresset igen, kan han få en blodprop.
Sludder og vrøvl! fnøs Kirsten. Han er stærk, ligesom sin far. Hjælp mig nu, jeg har ondt i ryggen.
Nej, sagde Freja og satte sig på kanten af stolen. Jeg vender dig ikke. Og jeg giver dig heller ikke mad.
Kirsten stirrede på hende med store øjne.
Hvad fabler du om nu? Er du blevet tosset?
Nej. Vi har ingen penge. Slet ingen. Far arbejder ikke, ingen bonus. Din pension rækker ikke til hverken bleer eller piller.
Du lyver! Peter har altid en opsparing.
Der er ikke noget tilbage. Det hele gik til dine undersøgelser sidste måned. Så du har valget: Vi underskriver papirerne på din lejlighed i Holbæk, ellers ringer jeg til kommunen, og så kommer du på det kommunale plejehjem. Helt gratis.
Det tør du ikke! råbte Kirsten. Jeg er hans mor! Jeg bestemmer her!
Bestemmer over hvad? Du er ved at tage livet af din egen søn. Du kan være ligeglad med, om han nogensinde kommer tilbage fra hospitalet. Bare din mad er blød og dynen lun.
Jeg har talt med det plejecenter, vi har kigget på. De har fået en ledig plads. Pengene fra lejligheden kan betale for opholdet. De har fantastisk personale.
Jeg flytter ingen steder! hostede den gamle.
Så må du sulte. Jeg har ingen penge til mad til dig. I morgen tager jeg ekstra vagt, og jeg kommer sent hjem. Der står en flaske vand på natbordet. Tænk over det.
Freja lukkede døren bag sig. Hun rystede. Hun havde aldrig været hård før, men nu vidste hun, at hun måtte gøre op ellers ville hun miste sin far.
Og mormor Hun skulle nok overleve dem alle, hvis hun fik lov at tage alt liv fra dem.
Natten gik stille. Freja gik ikke ind til mormor, men hørte hende både kalde, græde og bande. Først næste morgen gik hun ind.
Giv mig noget at drikke… peb den gamle.
Freja holdt koppen til hendes læber.
Hvad så? Underskriver vi? Notaren kommer klokken tolv.
Forbistrede unger… hviskede Kirsten I vil bare tage det hele… Okay. Find papirerne frem.
Men sig til Peter… at han skal besøge mig.
Han skal nok komme. Og jeg lover at besøge dig også, når han kommer på benene igen.
***
Peter sad på en bænk i parken ved plejecentret. Han så godt ud havde taget lidt på og fået farve i kinderne.
Ved hans side sad hans mor i kørestol ren og med et nyt varmt tørklæde, mens hun sad og gumlede et æble.
Peter? Peter, kaldte hun.
Ja, mor?
Har du fået snakket med Lene? Er I gode venner igen?
Peter kiggede overrasket på hende.
Ja, jeg har ringet. Hun siger hun kigger forbi lørdag.
Godt, Kirsten vendte sig mod blomsterbedet. Der er en sygeplejerske her, Lone, hun er godt nok grov. Hun siger hele tiden, jeg gør tingene forkert.
Din Lene må se, hvordan jeg behandles her.
Du skal ikke gøre Lene ked af det! Ingen ordentlig mand gør sin kvinde ked af det.
Din far…
Peter smilede og klemte sin mors hånd. Længere nede ad stien kom Freja løbende. Hun vinkede og grinede.
Far! Mormor! råbte hun, allerede langt væk. Jeg har fået legat! Og de har opgraderet min stilling på arbejdet!
Peter rejste sig, bredte armene ud. Kirsten så på dem og kneb øjnene sammen i stilhed.
Hun syntes stadig, det var uretfærdigt at være flyttet ud af sit hjem, men hun sagde ikke noget højt mere.
Da hjælperen kom og stille og roligt spurgte, om de skulle til massage, nikkede den gamle dame bare højtideligt.
Lad os gå, skat. Men vær nu forsigtig med mine ben. Sidste gang gjorde massøren det alt for hårdt… Sig til ham, han må være lidt blidere. Han er jo som en bjørn, altså
Sygeplejersken trillede hende væk, Freja krammede sin far, og de blev længe stående og så på de høje grantræer.
For første gang i meget lang tid var de tre virkelig lykkelige.
***
Kirsten nåede også at møde sit oldebarn Freja blev færdiguddannet, giftede sig med en god mand, og fik en søn.
Peter giftede sig med Lene, og nu accepterede Kirsten hende. Forholdet mellem svigerdatter og svigermor blev venligt og nærmest hjertevarmt Lene havde forlængst tilgivet alt det, Kirsten havde udsat hende for dengang.
Den gamle gik bort stille i søvne, uden vrede i hjertet hverken til barnebarn eller søn.
