Kære dagbog,
Det er mærkeligt, hvordan tiden flyver, så hurtigt at man næsten ikke kan fange den med øjet. Jeg stod ved indgangen til min gamle skole i Nørrebro og hørte en bekendt stemme. Er det dig, Mette? spurgte jeg, da jeg vendte hovedet mod højre, hvor en kvinde stod og smilede.
Ja, Mette, hvor mange år er gået? Syv? Otte? svarede jeg, mens jeg mærkede en bølge af glæde.
Ni år, min skat, ni år. Desværre flyver årene som en stjerne på himlen et øjeblik er du ung, næste er du en gnaven tante med en bunke mærkelige aftensager, sagde Vera med et skævt smil, mens hun kiggede skævt med venstre øje. Kan du huske, hvordan vi altid sad ved siden af hinanden i klasselokalet? Vi blev kaldt de siamese tvillinger, husker du? Vi bad vores forældre om at købe de samme kjoler, rygsække og dagbøger.
Selvfølgelig kan jeg det! udbrød jeg. Husker du, hvordan vi malede væggen på toilettet på første klasse? Vi måtte skylle vores kunstværk væk bagefter. Du vil aldrig blive en gammel, knurrende frue, der kritiserer de unge, som om de lever i en anden tid. Se bare, hvilken skønhed du er blevet fuldt ud blomstrende! sagde jeg stille, mens jeg beundrede hendes skoleuniform fra 90erne.
Vera trak mig ind i en omfavnelse. Jeg er på besøg hos mine forældre i Roskilde et par dage, mens min mand er på forretningsrejse. Jeg håber, du kan komme på besøg i aften. Har du husket adressen? spurgte hun og ordnede sit hår.
Selvfølgelig, Vera. Hvordan kunne jeg glemme huset, hvor jeg altid blev modtaget så varmt? Den lejlighed, vi næsten brændte ned, mens vi eksperimenterede i køkkenet? De kirsebærpie, der altid brændte? Vi vidste simpelthen ikke, hvad vi lavede i køkkenet, svarede jeg, mens minderne om vores barndom kom boblende frem.
Jeg tøvede et øjeblik, men svarede så: Ja, jeg kommer. Hvad med den klassiske Napoleon? Har du stadig samme smag? Og hvilken vin foretrækker du? Måske ikke den billigste, som vi drak i 11. klasse, hvor vi blev syge i tre dage efter, sagde jeg og lo af de gamle tider.
Jeg har en flaske Nørrekloster, som jeg lige har medbragt, svarede Vera og så på sit ur.
Perfekt, svarede jeg.
Mine forældre ser frem til at se dig. Vi kan snakke i timevis, som de plejer at gøre, sagde hun, før hun hastede af sted.
Jeg gik straks til supermarkedet for at købe en kage. Jeg skulle også spørge Mikkel, om han ville passe børnene, så jeg kunne tage af sted. Jeg tænkte på, hvordan Mikkel altid er så rolig med vores to drenge, og hvordan jeg altid har svært ved at huske, hvad jeg skal lave med min hukommelse.
Da jeg trådte ind i Veras stue, blev jeg mødt af en hvid batistdug, sprøde servietter og sølvbestik. På hylden stod den gamle tyske te-samling Madonna, som altid mindede mig om barndommens glade stunder. Jeg følte mig som en lille pige igen, mens vi sammen snakkede om eksamener, hyperbler og de drenge, vi havde haft en gang.
Vera lagde hånden på min skulder og sagde: Endelig kan vi tale i fred, ligesom vi plejede. Hun hældte lidt vin i glasset og vi smilede til hinanden, mens vi huskede alt fra de barnlige drømme om at blive pilot til de urealistiske planer om at studere på et luftfartsskole.
Jeg fortalte hende, at vi for tre år siden flyttede til København, købte en lejlighed, at Mikkel er advokat, at jeg underviser i matematik på en folkeskole, og at vores søn, William, nu går i anden klasse. Jeg nævnte også vores to små søstre, Clara på fem og Sofie på seks, som går i børnehave og dansekursus.
Vi grinede over, hvordan vi drømte om at gifte os med piloter og studere på en skole med et flyveprogram. De var bare fantasier, men også så smukke, sagde Vera.
Vi troede, at alle drenge over tredive var gamle, men så lærte vi at livet er andet end alder, svarede jeg.
Midt i samtalen stoppede Vera pludselig med at tale om en mand, der hed Anders. Jeg sukkede. Jeg vil ikke tale om ham. Jeg har ikke set ham i mange år, og jeg husker kun fragmenter.
Vera nikkede, men kunne ikke holde tilbage: Det er mærkeligt, at du har glemt ham så meget. Jeg troede, du stadig ville tænke på ham.
Jeg sagde, at jeg foretrak at holde mig fra det, og vi gik videre til at tale om vin og kage.
Da jeg senere gik hjem i taxa, begyndte hukommelsen pludselig at strømme ind igen. Jeg så mig selv som barn i et værelse fyldt med plakater af skuespillere, en gammel pianofortøj med porcelænsdukker i balletter, og en åben bog på skrivebordet, hvis titel jeg ikke kunne læse.
Jeg stod i et lille badeværelse, hvor jeg skar mit hvide brudehus i små stykker med en neglesaks, så glimmeret falde som sne på gulvet. Jeg rev min slør ud i strimler, smadrede min sko, knuste flaske med parfume. Duften af kanel, rosmarin og en snert af jasmin fyldte rummet, mens jeg kastede alt, hvad der mindede mig om Anders, i asken.
Pludselig faldt mit blik på en lille fløjlsæske. Uden at tænke løb jeg og greb en lille kasse med to guldforlovelsesringe. Graveringen evigt skimtes på kanten. Jeg gik til skabet, fandt en tung økse og slog ringen i små stykker, så den blev til en bunke gult metal.
Jeg så min mor komme ind og sagde: Der vil ingen bryllup være. Det bedste for os begge er at gå hver til sit. Det var Anders stemme i telefonen tre dage før brylluppet. Jeg kan stadig høre ham.
Da jeg gik ud til min lejlighed, stod en skygge ved døren. Er det dig, Anders? tænkte jeg. En anden stemme kaldte: God aften, Mette! Lad mig tale! Jeg sagde, at han kun havde fem minutter, men at han måtte bruge dem klogt. Jeg mindede ham om, at selv de dømt til døden har ret til et sidste ord.
Han undskyldte for sine fejl, sagde at han var bange som et barn, at han stadig elskede mig, men at han var en tåbelig mand. Jeg sagde, at jeg ikke ville høre mere, for han havde allerede mistet sin chance. Vi skubbede hinanden væk.
Men så begyndte mine tanker at snurre som et kalejdoskop. Minderne samledes, som puslespillet blev komplet. Jeg så mig selv som lille pige, mens jeg gik rundt i en legeplads med mine venner, sang på skolens kor og drømte om at blive pilot.
Jeg indså, at min hukommelse var fyldt med brødkrummer af smerte, men også af glæde. Jeg kan stadig mærke duften af hjemmebagt kage, lyden af Mikkels tog på morgenen, og smilene fra mine børn, når de danser i stuen.
Kanskje vil livet aldrig blive helt som før, men jeg har lært, at selv når minderne forsvinder, kan de genvinde sig selv i de små øjeblikke i et glas vin, i en kage, i et grin fra en gammel veninde.
Det er alt for i dag. Jeg prøver at finde fred i de resterende fragmenter af mit liv, og håber på, at morgendagens sol vil skinne lidt klarere.
– Mette.
