Sen aften i byens supermarked.
Ragnhild sad ved kassen og græd stille af træthed, skuffelse og ensomhed. Det havde været en søvnløs nat. Naboen Per, en kendt dranker, havde igen holdt fest med sine venner bag væggen. Selv betjenten kunne ikke få ham til at forstå.
Ragnhild tørrede tårerne væk og kiggede rundt i butikken. En venlig ung mand iført en moderne frakke nærmede sig hende. Han var en høj, mørkhåret mand, der i en måned altid kom til hendes kasse med pizza og juice. “Han er sikkert alene”, tænkte hun. “Nogen bliver heldig med den flotte fyr.”
Kunden kom igen med en pizza, smilede sødt, gav hende en halvtreds kroner, men ændrede sig:
– Jeg finder lige noget i småmønter, så du ikke behøver at give tilbage.
Han betalte og gik.
Der var en time til supermarkedet skulle lukke.
Få kunder fyldte sløvt deres vogne med varer.
Ragnhild gabte ufrivilligt og tænkte ikke venligt om naboen Per. Og der var han, lige ved hånden, usoigneret og med et par blå mærker. Den drikkeglade nabo gik hastigt ind i butikken og stod snart ved kassen med to flasker dyr vodka. Grinende rakte han en splinterny halvtreds kroneseddel frem. “Der vil være fest bag væggen til morgenmaden”, blev Ragnhild vred.
– Per, har du stjålet fra nogen?
Hans listige øjne flakkede mellem blå mærkerne.
– Hvorfor straks beskylde mig for at stjæle?
Ragnhild kiggede som sædvanligt på sedlen i lyset, kørte sine fingre over den og pludselig…
– Vent, Per, der er noget galt… Det skal tjekkes.
Hun stak pengene i en seddeldetektor og hviskede:
– Hvor har du det fra? Sedlen er falsk!
Per stod stille som et pasbillede og holdt flaskerne tættere til brystet, som om han både sagde farvel til spejderlejren og partiet, mens han huskede en glemt bøn. Pludselig satte han alkoholen kraftigt på bordet.
– Tjek disse også,– rakte han håbefuldt to andre halvtreds kronesedler.
– De er også falske. Jeg er nødt til at melde det til politiet!
– Ragnhild, jeg sværger, jeg fandt dem uden for butikken, må ske mit liv, men jeg tog kun pengene. Lad være med at melde mig…– tiggede drankeren.
Kassedamen nød hans frygt og var lige ved at indrømme, at det var en joke og pengene var ægte, da naboen greb de halvanden hundrede kroner og hurtigt sprang til skraldespanden for at slippe af med beviserne. Per rev pengene i stykker med skadefro og løb ud på gaden.
Ragnhild havde ikke forventet sådan en reaktion. Hvad havde hun gjort?! Men det var hans egen skyld, han pressede hende til det!
– Undskyld mig,– sagde en velkendt kunde.–Jeg købte lige pizza hos dig…
– Jeg husker det,– svarede Ragnhild mistænksomt, –uden at få byttepenge.
– Det er noget andet… Kan du forestille dig, jeg satte mig i bilen og kunne ikke finde min pung. Jeg er så glemsom.
– Var der mange penge i den? – spurgte Ragnhild og huskede på Per.
– Det handler ikke om pengene, lad dem være. Jeg havde i hast skrevet et meget vigtigt telefonnummer på en af sedlerne om dagen. Hvis nogen returnerer det, så lad dem få pengene, og skriv kun nummeret ned for mig. Her er mit kort.
– Okay,– nikkede Ragnhild.
Humøret var dårligt. Hele vagten spekulerede hun på, hvordan hun kunne hjælpe pizzaelskeren. Endelig tog hun en pose og skyndte sig til skraldespanden for at tømme dens indhold.
Hjemme iførte hun sig handsker og begyndte at lede efter de revne stykker, mens hun bebrejdede sig selv for den tåbelige joke.
“Og den glemsomme er sikkert også god… Det er nok en kvindes telefonnummer”, tænkte Ragnhild misundeligt, og hendes øjne prikkede med forræderiske tårer. Nummeret blev fundet på to små stykker.
“Hvordan skal jeg give det til ham? Jeg kan ikke ringe fra min egen telefon, han kan ringe tilbage. Og hvad skal jeg sige? Om de falske penge?”
Hun tog visitkortet frem – Alex Mikkel Sørensen, firmaets telefon og hans personlige. Hun var nødt til kun at ringe til ham, men fra et andet nummer, eller blot sende en SMS. Måske kunne hun låne naboens gamle telefon? Men hvad nu hvis Alex ringede tilbage til hende, og naboen blev helt stum, og huskede bagefter at Ragnhild havde været der. Hvad ville han så tænke? At det var hende, kassedamen Ragnhild, der fandt og beholdt pengene, men stadig sendte nummeret?
Så indså hun pludselig, at hun kunne låne vagtmandens telefon, han ville næppe kunne beskrive hende bagefter. Og hvis han kunne… Betød det, at hun skulle sørge for, at han ikke kunne genkende hende. Ragnhild skyndte sig til garderoben…
Snart trillede en tyk skikkelse ud af opgangen: en pelsjakke over en frakke, to tørklæder… et uldent sjal og en baseballkasket ovenpå. Lad nogen prøve at sammensætte en fotorobot af denne mærkelige skabning. Den buttede skikkelse trillede væk fra hjemmet, forvirrede sporene og lyttede til lydene… skrabe-skrabe… Der var han – vidnet – en inkognito af centralasiatiske nationalitet – lige, hvad der var brug for.
Da hun nærmede sig vagtmanden, sagde Ragnhild hæst:
– Aka… lægning til telefon, tak.
Aka blev stående, mens han stirrede på bunken af tøj. Hun måtte være mere præcis:
– Batteriet er fladt. Jeg skal lige ringe.
Og viste en 50 krone seddel. Vagtmanden rakte hende stille sin telefon. Ragnhild sendte straks Alex nummeret på den ukendte kvinde. UFF! Hendes sind blev lettere.
– Tak–selv tak–druer–granatæble – takkede hun og skyndte sig hjem.
*
Alex kunne ikke sove. Det var ikke pengene, han tænkte på, men mindedes mødet tidligere på dagen, da han på vej til en café hørte:
– Alex!
I den åbne dør til den fyldte bus var ansigtet af hans ven Kasper. De havde ikke set hinanden i fem år.
– Jeg skal til stationen. Rejser snart. Ring til mig!,–vennen begyndte at råbe numre.
Ikke at kunne finde sin mobil, som han havde glemt på kontoret, skrev han nummeret på en pengeseddel, og han glædede sig allerede til hjemme, uden skynd, at ringe til Kasper fra sin ungkarle-lejlighed. Det skete ikke.
For at aflede tankerne, skiftede han til et behageligt emne. Kassedamen Ragnhild, som havde optaget hans tanker i en hel måned. Husker hendes bølgede hår, øjne i himlens farve, venlige smil… Det var tid til at lære hende bedre at kende. Nok af ensomheden.
Pludselig hørte han en besked-tone. På skærmen viste der sig kun et nummer. Hvis? Og så gik det op for ham – Kaspers. Det måtte vente til i morgen tidlig. Da nummeret blev fundet, måtte pengene også dukke op. Nu skulle han straks takke den, der sendte det.
– Hej. Mange tak. Du kan beholde pengene, det er en gave.
En mandsstemme sagde med accent:
– GAVE?.. Min din ikke forstå. Vagtmand. Tak.
Og han koblede af.
Men hvad betyder det, hvem der sendte det. I morgen vil jeg dele nyheden med Ragnhild. Hun var så ked af det og medfølt dagen før.
Med tanken om, at der nu var en undskyldning for at tale med hende, faldt Alex i søvn med et smil.
Ragnhild græd halvdelen af natten af selvmelidenhed, hendes uopfyldte liv, og også lidt medlidenhed med dumme Per og den nu utilgængelige glemsomme Alex.
*
Næste aften kom en glad Alex hen til kassen.
– Ragnhild, alt er i orden. Nummeret blev sendt til mig, jeg ringede til min ven…– han stoppede pludselig midt i sætningen.– Vent… hvordan vidste de mit telefonnummer? Visitkortet gav jeg jo kun til dig.
Ragnhild tav, ude af stand til at sige et ord.
– Så det var dig der fandt pengene og… sendte nummeret?
Uden at modtage et svar, skyndte Alex sig imod udgangen.
“Det er slut! Nu tror han, at jeg er en tyv. Det er enden!” – Ragnhild blev forfærdet, greb sin taske og løb grædende efter ham.
– Alex, vent lige!!!
Kunderne så, hvordan kvinden løb op til manden og begyndte at sige noget hurtigt til ham, så åbnede hun tasken og rakte hånden frem.
Alex kiggede på to stykker af den røde seddel, hvor nummeret til Kasper stod skrevet…
Efter nogle minutter kunne man høre en høj latter fra dem.
*
Og snart blev der holdt bryllup for Sørensen-familien, hvor Ragnhild igen både græd og lo, men denne gang af stor lykke.
Per fik også sin del…
