Selvfølgelig huskede han det hele godt.
“Jeg husker det ikke, fordi det aldrig skete!” sagde Rødmand alvorligt og så på hende med sine ærlige, gamle øjne.
Samtalen døde pludselig hen, og de gik hver til sit.
“Hvorfor lyver han?” tænkte Grethe. “Det kunne man jo se i øjnene, at han løj!”
“Vil du have, at jeg skal være din Kay?” foreslog den elleveårige Pelle Rødmand til sin forelskede klassekammerat Grethe Falk.
“Hvad for en Kay?” spurgte pigen forvirret.
“Altså, hvad? Har du ikke læst eventyret? Den, hvor Snedronningen forhekser ham! Og Grethe redder ham!”
“Grethe redder ham? Det er da Gerda, der redder ham!” udbrød Falk med foragt. “Du skulle måske læse H.C. Andersen!”
“Hvad er forskellen? Grethe, Gerda?” svarede Rødmand utålmodigt. “Spørger jeg dig: Vil du have, at jeg skal være din Kay?”
Pigen ville ikke. Pelle var øreflagrende, spinkel og helt sikkert kortere end hende. Selvom det måske ville være lettere at redde sådan en.
Men hun var kraftig, en halv hovede højere hvordan skulle de gå side om side efter redningsaktionen? Det ville være pinligt!
Nej tak! Desuden var hendes hjerte allerede optaget af en anden dumrianen Mikkel Pudding.
For øvrigt stod han lige i nærheden og lyttede interesseret til diskussionen.
Og lille Grethe, der rettede på sin sløjfe, sagde med foragt så Mikkel kunne høre det:
“Åh, Kay! Du er ikke engang god nok til at spille renen! Så, Kay, gå nu og ik ik!”
Mikkel fniste højt, og Pelle så forskrækket i hans retning før han forsvandt. Dagen efter kaldte han Falk for “Grethe-Salat” foran hele klassen: Jeg hævner mig, og min hævn er frygtelig!
Hvad havde du dog regnet med, Falk? Ikke alle mænd tåler at blive afvist!
Den spinkle Pelle havde en intelligens, der mere end opvejede hans manglende fysiske styrke.
Men i går, da han fik et uventet slag af sin forelskelse, var han lammet af chok hvem ville ikke være det?
Og nu grinede ikke kun Pudding, men hele klassen: øgenavnet var genialt! Selvom ordet “fedt” ikke fandtes i deres ordforråd dengang.
Selvfølgelig trøstede og støttede forældrene hende, da hun klagede over det ødelæggende øgenavn.
Men engang hjalp faderen hende med algebra: datteren forstod simpelthen ikke de mest basale ting! Og da han tålmodigheden tabte, udbrød han frustreret:
“Ja, din Pelle har ret dit hoved er én stor salat!”
Og tilføjede:
“Hils ham fra mig!”
Pelle var også skyld i dette: førhen havde far aldrig sagt noget lignende.
Til studenterfesten var følelserne kølet ned alt det dårlige var glemt og blevet i barndommen: forelskelser, uvilje, fornærmelser. Hvem har tid til sådan noget?
De dansede endda et par gange sammen Pelle havde overhalet Grethe i højden og var blevet en slank, veltrænet ung mand: han var begyndt at træne.
Mikkel blev smidt ud efter ottende klasse og sendt i erhvervsskole dengang var de strenge. Og at elske på afstand var også svært. Så undskyld, lille Mikkel…
Efter skolen gik deres veje hver til sit: Grethe blev lærerstuderende, Pelle, som enhver anden klog hoved, startede på ingeniørstudiet.
Nogle gange mødtes de de boede i nærheden og udvekslede et par ord.
Så spredte livet dem til forskellige steder: begge fik familier og flyttede. Møderne på deres barndomsgård blev sjældne kun når de besøgte forældrene.
Nogle gange så de hinanden til klassegenforeninger. Men det var klart, at det var bedst ikke at møde op for ikke at blive skuffet.
Med årene blev drengene til skaldede mænd med ølmave, pigerne til fede damer med ambitioner. Og Falk var ingen undtagelse.
Allerede som barn var hun ikke tynd, men nu var hun blevet endnu mere monumental som en bondepige fra en gammel skulptur: kom ikke for tæt på, eller jeg knuser dig med min tykke hæl!
Det eneste, der manglede, var en mælkebøtte og en rekordmalkeko i baggrunden.
Falk var ingen undtagelse, men Rødmand var: han forblev lige så slank, som da han gik ud af skolen.
Ved femogfyrre var Grethe Falk blevet vicerektor. Pelle Rødmand arbejdede som ingeniør et almindeligt dansk liv.
Så kom de vilde halvfemserne. For Grethe-Salat faldt det sammen med datterens bryllup: lille Søs kom hjem med en bilfri kæreste vi skal have et barn!
Ikke nok med, at verden var ved at gå under nu begyndte det også i deres eget hjem.
Fabrikken, hvor kæresten arbejdede som svejser med god løn og statstilskud, blev omdannet til en hal og udlejet.
Her blev der holdt personlig vækstkurser åbenbart kunne mennesker ikke vokse uden hjælp.
Men uden for fabrikken var der intet at svejse. Pludselig var erhvervet ubrugeligt!
Ja, i går var det nødvendigt, i dag er det ligegyldigt! Så ud og sælg jakker og jeans på markedet det er efterspurgt! Men træn først: de lærer dig, hvordan det gøres.
Jørgen nægtede at sælge jakker jeg er svejser, for helvede! Hvad har jeg med jakker at gøre?
Gravide Søs blev hjemme nu stod de sammen i det.
Grethe og hendes mand, også ingeniør, kæmpede for at overleve: hun begyndte at importere jakker fra Grækenland farvel, uddannelse! For viden gør ondt værre!
Manden blev bud ingeniørstillinger var ikke længere respekterede. Kapitalismen, for fanden… Nå, men så fik I, hvad I ville have.
I slutningen af halvfemserne begyndte tingene langsomt at normalisere sig. Så kom finanskrisen!
På det tidspunkt havde den kvikke Grethe og hendes mand sparet en sum op i dollar. Og den skæbnesvangre augustdag, som alle ville huske med rædsel, blev den pludselig nok til en toværelses!
I går gik de i seng næsten fattige, i dag vågnede de velhavende sådan er økonomiens paradokser! Hvor mange flere kommer der mon?
Endelig kunne de flytte datteren og barnebarnet ud sammen med Jørgen, der levede af tilfældige jobs landet havde ikke brug for svejsere længere…
Der var endda penge til en pæn renovering. Snart flyttede datteren, og Grethe vend
