Kære dagbog,
I dag gik jeg én gang mere forbi den unge kvinde, som altid sniger sig ud på trappen med sine høje pumpesko og en dukkeagtig kjole, som om hun lige var trådt ud af en modemagasin. En af naboerne i 2. th. kastede en snigkommentar, så lavt at den næsten lød som en hvisken, men højt nok til at blive hørt:
Se den, hun springer af sted igen på de der arbejdsklip.
Det mindede mig om, hvordan vi i vores lille gade i Østerbro altid har en løbende strøm af sladder, som renner ned ad trappen som små sten. De kvinder, der står ved postkassen i deres slidte hjemmesko og huslige kjoler, støtter sig på rekkverket, krydser armene og skærer med blikket som knive.
Har du set hende? Hun går af sted på de der klip.
Ja, men de er jo ikke klip for en, der kun lever af en løn.
Lad dem tro, de ved det sikkert er der en mand bagved. Sådan er de unge i dag; de har glemt, hvad skam er.
De lo og nikkede som om de vidste alt. Freja, som hedder den unge kvinde, hørte det hele én gang, to gange, ti gange. Fra et vist punkt behøvede hun ikke mere at råbe; hun så det i blikket, i hendes sko, i hendes taske, i hendes paryk og i hendes smil.
Parykken var det eneste luxus, hun ville have givet af sig, hvis hun kunne. For kun et par måneder siden handlede hendes liv om projekter, møder og drømme. På 29 år arbejdede hun i et lille kontor i Vesterbro, elskede sit arbejde og drømte om at starte sit eget firma en dag. Hun levede et simpelt, men eget liv.
Så ringede telefonen en dag fra klinikken:
Resultaterne ser dårlige ud, vi må tale sammen.
Ordet kræft faldt som en tung sten over hende, rev hendes ro, hendes planer, hendes fremtid. Inden for få uger begyndte hendes lange hår, som hun altid var så stolt af, at falde i klumper i vasken. Hun samlede de faldne hårstrå i hænderne og græd stille, som om hun mistede stykker af sig selv.
En morgen så Freja sig selv i spejlet og barberede resten af håret af, så hun ikke længere så, hvordan det gradvist forsvandt. Hun græd, men rejste sig så. Hendes mor, med øjne røde af tårer, købte hende en ny paryk.
Du må ikke føle dig tom, min pige lad ikke spejlet såre dig mere.
Freja tog den på med rystende hænder, så sig selv i spejlet og indså, at hun ikke længere var den, hun var før men hun var heller ikke kun en patient. Hun var en kvinde, der desperat holdt fast i normaliteten. Hun besluttede:
Hvis jeg skal kæmpe denne krig, vil jeg klæde mig pænt til hver eneste kamp. Ikke for naboerne, ikke for en han, men for mig selv.
Hun fandt sine kjoler frem, de høje sko, hun kun brugte ved særlige lejligheder, og lovede sig selv, at hver udflugt fra boligen om det var til behandling eller en simpel gåtur i Det Kongelige Bibliotek skulle være et øjeblik af værdighed.
Hvis min krop kæmper, må min sjæl ikke blive i pyjamas, tænkte hun.
Den dag, mens naboerne fortsatte deres sladder på trappen, gik Freja ned med sikre skridt i en simpel sort kjole, høje sko, taske og en omhyggeligt sat paryk. Hendes læbepomade var diskret, men tydelig et tegn på, at hun ikke ville lade sig knække.
Da hun gik forbi dem, mærkede hun deres blikke som nåle i nakken.
Se hende, hun går af sted til arbejde, sagde en af kvinderne så lavmælt, at det næsten var en hvisken.
Freja standsede på et trin. Hun kunne have ladet sig stille, smile falskt og gå videre, men sygdommen havde lært hende, at livet er for kort til at lade uretfærdighed træde på én. Hun vendte sig mod dem med et træt, men fast smil:
I har ret. Jeg har en sponsor. Faktisk har jeg flere.
Kvindenes øjenbryn gik op.
Sygdommen, kemoterapien, de søvnløse nætter de sponsorerer mig. De har lært mig, at hver dag jeg kan lægge mascara på, iføre mig pumpesko og gå ud, er en sejr. Jeg går ikke ud for at blive set af andre; jeg går ud for at se mig selv, så jeg ikke mister mig selv.
Stilheden sænkede sig.
Denne paryk, sagde hun, rørte ved sit hoved. Den er ikke kun pynt, den er et skjold, så jeg kan gå på gaden uden at folk ser sygdommen, før de ser mig.
Hun sukkede.
Ja, måske ser jeg for meget pyntet ud for nogen. Men ved I, hvad der er sjovt? Når man tilbringer timer på hospitalsafsnit, begynder man at værdsætte de små ting: en læbestift, en kjole, en sko. Det minder mig om, at jeg lever. Ikke bare overlever.
Naboerne så ned, som om fliserne pludselig var af uendelig betydning. Den ældste sagde stille:
Vi vidste det ikke, mor
Freja svarede:
Jeg ved det. Derfor siger jeg det. Man ved aldrig, hvilken historie den person har, man dømmer på første øjekast. Måske skulle I næste gang spørge Er du okay? i stedet for Hvem går hun ud med?. For nogle gange går vi kun med døden i hånden og prøver at narre den en dag mere.
Hun smilede, ikke triumferende, men trist.
Hav en god dag, vær sunde. Jeg ønsker jer alt fra mit hjerte.
Hun fortsatte ned ad trappen, hvert trin en lyd af værdighed, ikke af oprør. Da hun nåede ud foran bygningen, løftede hun hovedet. Luften var kold, men klar. Hun åbnede sin telefon og så en besked fra lægen: Dagens prøver er en smule bedre. Vi fortsætter.
Et lille, sandt smil bredte sig over hendes læber. Hun vidste ikke, hvad morgendagen, næste måned eller næste år ville bringe. Hun vidste kun, så længe hun kan gå ud i sin elegante påklædning, kæmper hun stadig.
Måske vil naboerne en dag forstå, at ikke alle smukt klædte kvinder er vedligeholdt af andre; nogle vedligeholder blot livet med deres eget mod. Indtil da bærer Freja sin paryk, sine kjoler og sine pumpesko som en usynlig krone ikke som dronning, men som overlever.
Læringen, jeg tager med mig, er enkel: Når du ser en anden på vej ned ad trappen, så spørg dig selv, om du ville dømme med samme hårdhed, hvis du selv bar den påklædning, der holder dig oprejst. Sådan kan vi alle finde lidt mere hygge i hinandens kampe.
