Far, kom lige og se det her. Villy har slæbt sin familie med hjem
Villy var en ægte klassisk dansk kat, som man ville kalde “markis”: ryggen glinsede nærmest mørkeblå, samme farvetone prydede både ører og hale, mens brystet med sit fine skjold, kinderne, de små, hvide sokker på poterne og det trekantede hvide mærke i panden strålede som nylavet flødeskum. Alt dette kombinér med den naturlige fleksibilitet, man kender fra katte, og man kunne nemt tænke: Så elegant som et flygel! Villys øjne var grønne og dybe hans blik passede godt til den lokale katte-serenade i Odense, klassisk dansk gatemusik.
Katten var decideret velopdragen. Han hoppede ikke op på bordet, kradsede ikke møblerne i stykker og lod være med at afprøve Newtons love på kommoden. Ingen kunne rigtig vide, hvordan han var som killing måske han klatrede i gardinerne, væltede juletræet i december og jagtede legetøjet, så det fløj over gulvet. Men da han kom til os, var han en ægte voksen kat med et solidt temperament dansk på alle måder. Han havde desuden ikke altid boet i lejlighed.
Inden han kom til os, havde Villy boet i et værksted ved en fiskerikutter nede ved Odense Fjord. Men på et tidspunkt blev der skiftet chef i hallen og den nye mand var en gal hunde-entusiast og mindst lige så meget anti-kat. Det blev afgørende for Villys fremtid. Min svoger, som arbejdede der som svejser, kom med ham til os.
Ja, ellers bliver chefen s hunde værre og får den stakkels kat revet fra hinanden. Kan I ikke tage ham? han bad nærmest på sine knæ.
Så gjorde vi det. Villy, ligesom en ung dansk gentleman, gik straks i gang med at forbedre den lokale kattegenetik med samtlige hunkatte i kvarteret.
Og nej, nu må I ikke kaste træsko efter mig for fri kattegang og alt det med risici for katten. Det var sidst i 80erne, i en lille dansk by Der var knap nogen, der vidste noget om katte-ernæring eller kastration og hvis man nævnte det for den lokale, halvfulde dyrlæge fra gården, ville han højst rulle med øjnene og tro man var gal.
Trods alle hans amorøse eventyr, var der ingen hun-kat, der gjorde indtryk på ham. Han var lige glad for dem alle sammen indtil hun dukkede op Mette.
Den dag kom jeg hjem fra nattevagt, fik mig et bad og landede i sengen. Ved frokosttid kom min datter hjem fra Skole, vækkede mig blidt.
Far, vågn op, du skal se det her. Villy har slæbt hele familien ind!
Jeg slentrede ud i køkkenet og frøs midt i døråbningen. Villy sad der i stilren dansk kattepositur: ryggen som en båd, poter pænt ind under sig, halen snoet rundt om de forreste ben, ører og knurhår skudt frem.
Lige foran ham tumlede tre små kattekillinger rundt. De lignede ham på en prik: samme mørkblå ryg, hvide sokker, samme brystskjolde og de hvide duske på enden af de sorte haler. Jeg tog et par skridt og måtte stå fast igen. Det syn, jeg fik næste gang, var ren chok.
Fra Villys madskål sad en afmagret, lidt slidt hunkat med tabby-striber, grå med slidte ører og en nervøs mine og hun skovlede fisk og rugbrød i sig, som om hun ikke havde spist længe.
Da hun løftede hovedet og kiggede på mig stoppede jeg helt op: hun havde kun ét øje.
Jeg kom kun lige til døren, sagde min datter, og så sad de alle fem og ventede ved måtten. Villy forrest. Jeg var tæt på at smide dem ud, men så opdagede jeg, at hun havde det skidt med øjet
Det var godt, du lod dem blive! svarede jeg hurtigt.
Jeg prøvede forsigtigt at røre ved katten, men hun spændte op, sprang tilbage og hvæsede. Det var tydeligt: hun havde personlige tillidsproblemer. Nok havde hun ikke haft heldet med menneskene, sådan som Villy havde haft med os. Og tænk, hvis hun og killingerne var løbet på en flok lokale labradorer de jyske gårdhunde kan være hårde. At hun var enøjet sagde meget om hendes historie.
Vi lod hele familien blive. Det sjove var, at Villy nu pludselig blev verdens mest hjemlige kat! Før kæmpede han mod kvarterets andre katte om de søde damer, men nu var hans fokus kun territorium. Slåkampe kunne stadig ske, men kun om plads ikke længere om damehjerter. Besejret, slidt og lidt lurvet, kom han hver gang tilbage til sin slitne enøjede veninde.
Om aftenen lå de sammen i deres lune box under køkkenbordet Villy plejede og vaskede Mette gedigent, især omkring hendes problematiske øje.
Vi fik den lokale dyrlæge til at gøre noget ikke uden besvær: han blev nærmest hevet i kitlen og belønnet med en flaske snaps (og dette var ikke let, med den daværende spritlov).
Killingerne blev hurtigt fordelt håndværkerne fra fiskeriet, der vidste, at de var Villys unger, tog dem straks som var de kongelige katte. Alle stod klar i kø for næste kuld.
Sådan gik det så: den grå ven af vores markis kom med yderligere killinger to gange. Men en dag gik hun igen og kom aldrig tilbage. Hendes loyalitet til Villy var aldrig stor det forstod vi nu.
Vi søgte hende i dagevis: kaldte i haven, gik rundt, tjekkede gamle skure og rodede i buskene oppe på bakken. Det var forgæves. Det var heldigt, at de seneste killinger lidt Villy, lidt ikke var blevet store nok allerede, og de blev alle hurtigt bortadopteret.
Men Villy blev trist. Han kunne sidde på vindueskarmen i timevis og stirre ud, som om han ventede på nogen. Eller slentre langsomt gennem gården, af og til bryde ud i en dramatisk slåskamp. Men nye veninder gav ham ingen glæde ingen inviterede han mere ind.
Hans eneste mandige minde var de tilbagevendende unge katte med den klassiske markis-mønstre som om de beviste, at Villy stadig var lidt af en chef.
Villy begyndte sin pensionisttilværelse omkring 1998, stoppede helt med at gå udenfor, sov 1819 timer om dagen, spiste lidt. Det var tydeligt, han var ved at blive gammel, både i krop og sind.
Men så, i juli 1999, begyndte Villy pludselig at kradse og miave grædende ved døren, ubønhørligt tiggende om at komme ud. Jeg lod ham få sin vilje bange for de vilde hunde derude.
Villy gik tungt ned fra tredje sal, traskede rundt om huset og tog kurs mod bakken bagved. Jeg ville bære ham, men han protesterede som en stædig 84-årig: Lad mig nu gå selv!
På den flade top ved skrænten, hvor der er masser af huller og små render, stoppede han, vendte sig og så mig direkte i øjnene som om han ville sige noget dybt, eller minde om det for altid. Hans grønne blik gik lige ind i sjælen. Så forsvandt han ind i et hul under skrænten og blev væk.
Jeg ventede, kaldte, råbte hans navn, lyttede til hvert rasle. Forsøgte selv at følge efter, men fik kun jord på hovedet og hænderne ned i noget, jeg helst ikke vil beskrive. Så vendte jeg hjem.
Senere, med lommelygte og foder nu til at købe for 15 kroner i Netto gik jeg op for at kalde ham igen. Men Villy kom aldrig mere ud. Jeg måtte acceptere, at det nok var sidste gang, jeg så ham.
Han dukkede aldrig op igen. Måske er det sandt, hvad man siger, at gamle katte vælger at forsvinde for at dø langt fra hjemmet. Og næste sommer kom der et buskads med syrener op på den sydlige skrænt jeg kan ikke lade være at tro, at Villy stadig er der, i sin smukkeste, danske forkropning.
