Far! Kom lige og se det her. Vikkel har taget hele familien med hjem…
Vikkel hedder egentlig Vikkel Markussen, en kat i klassisk markis-farve, som vi kalder det her: ryggen glinser mørkeblå, samme nuance har han på ørerne og på halen, men brystet, hans fine manke, kinderne, de nydelige sokker på poterne, maven, spidsen af halen og den hvide trekant i panden skinner næsten. Sammen med kattens smidige bevægelser fremmaner det en tanke om, at han er elegant som et klaver. Hans øjne er dybe grønne, tænksomme et blik, værdigt til en ægte serenadesanger under vinduerne i det bedste katte-country.
Vikkel var usædvanligt høflig. Han sprang aldrig op på bordet, kradsede ikke møblerne, og han eksperimenterede heller ikke Newtons teori om tyngdekraften på kommoden. Mon ikke han har været en vild og fræk killing, der klatrede op i gardiner, væltede juletræer og jagtede legetøj? Da han kom til os, var han allerede voksen og havde formet sin personlighed. Før boede han slet ikke i en lejlighed.
Inden han flyttede ind hos os, levede Vikkel nemlig i en garage på den anden side af åen, hvor en fiskeforening holdt til. Men der kom en ny chef, som var passioneret hundeejer og absolut ikke til katte. Og det blev afgørende for Vikkels fremtid. Det var min svoger, der arbejdede der som svejser, der tog ham med til os.
Ellers kommer chefens jagthunde til at flå ham. Kan I tage ham ind? spurgte han bedende.
Vi sagde ja. Vikkel, som en ung smuk herre, gik straks i gang med at forbedre kattens arvemasse blandt kvarterets hunkatte.
Hør nu, kast ikke sko efter mig for temaet om fritgående katte og de risici, det medfører. Det var sidst i 80erne, ikke København, men en lille fiskerby på Sjælland Dengang vidste ingen om hverken dyrlægebesøg eller kastration af katte. Og skulle nogen foreslå det til den lokale, halvsnaldrede dyrlæge fra gården, ville han bare stirre som var man langt ude.
Trods hans aktive kærlighedsliv blev ingen hunkat særlig for ham. Vikkel forholdt sig neutralt, ingen favorit. Det blev sådan, indtil hun dukkede op… Misling.
En dag kom jeg hjem efter nattevagt, tog et bad, og faldt i søvn. Ved middagstid vækkede min datter mig blidt.
Far, vågn op, du må se det. Vikkel har taget hele familien med hjem…
Jeg gik sløvt ud i gangen, hen i køkkenet og stoppede brat. Vikkel sad i en seriøs katteposition: ryggen rundet, poterne sirligt under ham, halen snoet om forpoterne, ører og knurhår fremad…
Foran ham tumlede tre små killinger på gulvet. Deres udseende skreg om slægtskabet: samme mørke rygge, samme hvide sokker, manker på brystet, og de sorte haler afsluttet med hvide dutter. Jeg tog et par skridt til og stivnede igen. Det næste var et chok.
Fra Vikkels madskål, næsten slugende maden fisk blandet med boghvede sad en slidt, udmagret hunkat med tabby-mønster: gråstribet, med bidmærker på ørerne og et tynget udtryk.
Da hun løftede hovedet og så på mig, frøs jeg: hun havde kun et øje.
Jeg kom kun til døren, forklarede min datter og så sad de alle fem i en bunke på dørtæppet, Vikkel forrest. Ville skubbe dem ud, men opdagede hun manglede et øje…
Det gjorde du godt! svarede jeg straks.
Jeg forsøgte forsigtigt at røre hende, men hun blev nervøs, sprang væk og hvæsede. Det var tydeligt, hun ikke havde lært at stole på mennesker. Sikkert havde hun kun truffet folk, der ikke ville hende vel. Tanken om, hvad der kunne ske, hvis hun og ungerne blev fanget af de lokale jagthunde barske, halvvilde gårdhunde skræmte. At hun havde et øje, sagde alt om hendes tidligere liv.
Vi endte med at beholde hele familien. Det kom bag på mig: Vikkel blev pludselig eksemplarisk huskat! Tidligere fór han i krig med kvarterets andre hannkatte om hunnerne, nu var hans interesse ændret; han kunne slås, men kun om territoriet ikke om hunkatte. Efter slagsmål vendte han altid hjem, til sin énøjede Misling.
Om aftenen lå de i deres fælles lune rede en stor papkasse under køkkenbordet. Vikkel plejede sin styrkede Misling omhyggeligt, især rundt om hendes øje.
Til sidst fik jeg overtalt den lokale dyreekspert til at hjælpe med hendes behandling. Det var ikke nemt: måtte trække i hans kittel og så give ham en flaske snaps. Det var svært på grund af den tids spiritusregler.
Killingerne fik vi hurtigt bortadopteret mændene fra fiskeforeningen, der hørte de var Vikkels unger, tog dem straks som var det ægte racekatte. Andre stod i kø, for Misling ville sikkert snart få flere.
Sådan blev det: den gråstribede ven til vores markis fik endnu to kuld. En dag forsvandt hun dog helt, og kom aldrig tilbage. Hun var ikke trofast mod Vikkel det oplevede vi hurtigt.
Vi ledte efter hende: kaldte fra vinduerne, gik i haven, ind i gamle lader og tjekkede hyldebuskene på bakken ved vejen. Men vi fandt hende aldrig. Heldigvis var de sidste killinger både lignende og forskellige fra Vikkel blevet store og var snart bortadopteret til familier, der havde meldt sig.
Men Vikkel blev trist. Tit sad han i timevis på vindueskarmen, stirrede ud mod haven, som om han ventede nogen. Eller vandrede langsomt i gården, kom nu og da i rå slagsmål med andre katte. Nye hunkatte, vundet i kamp, bragte ham ingen glæde han tog aldrig nye med hjem til os.
Det eneste bevis på hans mandlige ry var de unge katte med markis-plettet pels, som dukkede op hver forår og efterår. De var levende bevis for at gamle Vikkel stadig havde lidt energi tilbage.
Han gik på kattepension omkring 1998. Han sluttede med sine udflugter, sov længe 1819 timer om dagen, spiste lidt. Det var tydeligt at han ældedes, både krop og sjæl.
I juli 1999 skete der noget uventet: Vikkel begyndte at udstøde klagende miau ved døren, skrabte med kløerne, insisterede på at komme ud. Jeg forstod det ikke var tilfældigt, og fulgte med selvom jeg frygtede han kunne risikere at møde en hund.
Vikkel gik tungt ned fra tredje sal, træt som en gammel mand; hvert trin snublede han, benene ville ikke rigtig følge med. Så cirklede han om huset og gik mod bakkehylden 30 meter væk. Jeg ville bære ham, men han strittede imod han skulle selv.
På toppen af den flade tange stoppede han ved et snoet hul i en skrænt, hvor der var flere små skjul. Her vendte han sig mod mig og så mig i øjnene som om han ville sige noget eller huske det for altid. Hans grønne øjne syntes at se ind i sjælen. Så forsvandt han pludseligt, trods sin alder, ind i en af hulerne under bakken. Og var væk.
Jeg ventede, kaldte hans navn, lyttede til hver lyd. Forsøgte at følge efter men krøb kun ind i smalle hulegange og fik lidt jord i nakken og hænderne ind i mærkelige rester fra dyr. Da jeg ikke kunne finde ham, gik jeg hjem.
Hjemme vaskede jeg hænder, tog en lommelygte og en pose kattemad, som man da kunne købe i butikkerne. Gik tilbage og kaldte igen. Katten kom aldrig ud, svarede ikke. Jeg måtte gå og vidste, måske havde jeg set ham for sidste gang.
Han kom aldrig tilbage. Ord om, at gamle katte søger væk for at dø, er nok ikke helt opspind. Kun én ting blev tilbage: troen eller stille håb om at den busk med vilde hyben og purpurblomster, der voksede næste sommer ved kanten af skrænten, ikke bare var en plante. Men Vikkel Markussen i sin nye, pragtfulde inkarnation.
