Sofie kunne ikke fordrage de dage, hvor potentielle adoptivforældre kom forbi børnehjemmet! For i de syv år hun havde boet her, var det aldrig hende, de valgte.
Tidligere, da hun var helt lille, havde hun ventet på disse dage med længsel. Som tryllebundet betragtede hun de fine damer og herrer. De virkede som eventyrlige figurer, der kunne tage hende med sig til et slot! Så ville en ny mor kysse hende godnat, og en ny far ville bære hende på skuldrene. Hun ville få sit helt eget værelse. Og så skulle hun ikke længere se på irriterende Viktor hver dag. Han var altid ude på at hive hende i fletningerne og kaldte hende for “Grønirisk”.
Sofie anede ikke, hvad det betød, men for hende lød det som det værste skældsord. Og Viktor blev ved:
Grønirisk! Grønirisk!
Sofie var fem år, da hun kom på børnehjem. Hendes forældre var omkommet i en trafikulykke. Sofie forstod ikke, hvorfor mor og far ikke kom, og hvorfor de havde forladt hende.
Med tiden gik det op for hende, at de ikke kom tilbage, og langsomt begyndte ansigterne at forsvinde fra hendes minde. Stemmerne, duftene, det fælles hjem alt gled gradvist ud i glemslen.
Sofie ønskede sig så inderligt, at nogen en dag ville vælge hende! Men det store mirakel skete aldrig, og efterhånden inds s o hun, at hun nok aldrig ville blive nogens valg. Hun var jo ikke en særlig køn pige.
De valgte altid de kønne piger med smukke sløjfer i det blanke hår og søde smil.
Viktor blev ved med at drille hende. Nu vidste Sofie godt, at en grønirisk bare var en fugl.
Denne dag var der igen nogen, der måske ville adoptere. Alle pigerne blev pyntet, håret blev flettet og bundet op med bånd. Men Sofie klippede sit hår kort med en køkkensaks. Nu ville hun ikke mere vælges. Fremover ville hun selv vælge alt og alle i sit liv!
Da de voksne så hendes nye frisure, gispede de, og som altid råbte Viktor efter hende:
Grønirisk!
Sofie var nu blevet tolv. Viktor var tre år ældre end hende.
Også denne dag blev hun ikke valgt. Hendes ujævne, korte hår og de lynende øjne fik folk til at gå videre.
Tre år senere var det Viktor, hendes gamle ærkefjende, der forlod børnehjemmet. Han sagde farvel til de andre, men standsede op ved Sofie.
Nå, farvel da, Grønirisk?
Farvel, svarede Sofie uden at se på ham.
Du skal nok klare den! Det er kun tre år mere. Og så kommer jeg og henter dig, sagde Viktor alvorligt.
Pjat! Hvem siger, at jeg vælger dig? Du er fjollet! svarede hun brysk.
Viktor så på hende med et sært, langt blik og gik så uden at kigge sig tilbage.
Da Sofie lukkede døren bag sig og gik ud i Københavns gader, trak hun vejret frit for første gang. Årene havde forvandlet hende fra grim ælling til smuk svane. Langt, gyldent hår ned over ryggen, store grønne øjne og slank figur. Hun var på vej hjem til den lejlighed, der engang var hendes forældres. Pludselig hørte hun en stemme bag sig:
Goddag, Grønirisk!
Da hun vendte sig, stod Viktor der jo.
Hvad laver du her? spurgte hun.
Jeg har jo lovet at hente dig. Så her er jeg, sagde Viktor og trådte et skridt nærmere.
Men jeg har jo sagt, at jeg selv vælger! svarede Sofie og så op på ham. Han var blevet høj og bredskuldret siden sidst.
Vælg mig, Sofie! bad han stille.
Det vil jeg tænke over, svarede hun og gik videre hjem.
Viktor fulgte hende til opgangen, ventede til hun låste sig ind, og gik så. Siden den dag kom han hver aften og sad under hendes vindue. Han satte sig på bænken foran bygningen og blev siddende, til lyset i hendes lejlighed slukkede.
Sommeren gik, og efteråret bragte regnen med sig. Så faldt sneen i byen. Alligevel kom Viktor, aften efter aften. En dag satte Sofie sig ved siden af ham på bænken.
Er du aldrig træt af at vente? Fryser du ikke?
Jo, men det er værd at vente på. Vælg nu mig, Sofie, sagde han stille og så på hende med blikket fuld af varme.
Sofie sprang op som ramt af lynet og løb op til sig selv igen. Bag vinduets blondegardiner kiggede hun ned på Viktor, der stadig så op mod hendes vinduer.
Den 31. december havde Sofie travlt på vej hjem fra arbejdet. Hun skulle nå at dække bord, tage den nye kjole på snart var det nytår! Men bænken udenfor huset var tom. Hjertet sprang et slag over… Måske var der sket noget?
En times tid senere var alt klart til fest. Hun hældte sig et glas champagne, gik hen til vinduet. Viktor var der stadig ikke, og i hendes bryst voksede en ubehagelig frygt.
Hvad skal jeg gøre? Leder jeg? Men hvor? Jeg kender jo hverken hans adresse eller har hans nummer! Åh Sofie, hvor er du dog dum! bebrejdede hun sig selv.
Pludselig lyste noget op udenfor vinduet!
De skyder nytårsraketter, tænkte hun og kiggede ud.
I sneen take skinnende bogstaver skrevet med glødende stjerner stod der:
VÆLG MIG, SOFIE!!!
Og der sad Viktor på bænken, vinkende op mod hendes vinduer.
Sådan lærte Sofie, at nogle gange er det ikke kun livet, der vælger for én; man må også selv turde vælge og åbne sit hjerte for den, der venter tålmodigt.
