Du ved, Amalie hadede bare de dage, hvor der kom potentielle adoptivforældre på besøg på børnehjemmet i Odense! I de syv år hun havde boet der, var der ikke én eneste gang nogen, der havde valgt hende.
Da hun var helt lille, havde hun ellers set frem til de dage. Hun sad nærmest tryllebundet og så på de flotte damer og mænd, der kom gående i deres pæne frakker. For hende var de som troldmænd, der ville tage hende med hen til et slot, hvor en ny mor ville kysse hende godnat hver aften, og en ny far ville tage hende op på skuldrene og løbe rundt med hende i haven. Hun forestillede sig, at hun ville få sit eget værelse, og at hun ikke mere skulle se irriterende Viktor hver dag. Han elskede at hive hende i fletningerne og kalde hende “Grønirisk” hun anede ikke engang, hvad det betød, men det lød vildt nederen. Og Viktor gentog det bare igen og igen:
Grønirisk! Grønirisk!
Amalie var kun fem, da hun havnede på børnehjemmet. Hendes forældre døde i en bilulykke. Hun kunne slet ikke fatte, hvorfor mor og far ikke kom mere. Hvorfor havde de forladt hende? Først mange år senere gik det op for hende, at de aldrig kom igen. Hun begyndte efterhånden at glemme, hvordan de så ud, deres stemmer og duften af deres hjem. Det hele blev til et udvasket minde.
Hun længtes sådan efter, at nogen en gang skulle vælge hende. Men det mirakel indtraf aldrig, og jo ældre hun blev, desto klarere blev det, at hun nok aldrig blev valgt. Hun mente selv, det var fordi, hun ikke var køn nok. Det var altid de søde piger med langt lyse hår og fine bånd, der blev valgt først dem, der smilede så indtagende.
Viktor stoppede aldrig med at drille, men nu vidste Amalie i det mindste, at en grønirisk altså bare var en lille fugl.
Så kom dagen igen, hvor der var adopterende forældre på besøg. Alle pigerne blev gjort ekstra fine, der blev sat sløjfer i håret og de bedste kjoler fundet frem. Men Amalie, hun tog selv en saks og klippede alt håret af og lignede næsten en dreng. Hun ville ikke længere have, at nogen skulle vælge hende nu havde hun besluttet, at fra nu af skulle hun selv vælge i sit liv!
Pædagogerne var chokerede over hendes nye frisure, og Viktor kunne selvfølgelig ikke lade være:
Grønirisk!
Nu var Amalie tolv, og Viktor var tre år ældre. Endnu en gang var hun ikke en af dem, der blev valgt. De nye, korte totter og det stolte blik holdt interesserede adoptivforældre væk.
Tre år efter røg Viktor ud i den virkelige verden han blev for gammel. Inden han gik, tog han dog lige fat i Amalie:
Nå, farvel så, Grønirisk?
Farvel, svarede hun køligt.
Bare hold ud! Det er kun tre år mere! Og så finder jeg dig det lover jeg!
Ha! Som om! Hvem siger, jeg vælger dig? Fjols! svarede hun, lidt hårdt.
Han gav hende det mærkeligste blik lang og undersøgende og så gik han. Han så sig ikke tilbage.
Da Amalie lukkede døren bag sig for sidste gang den dag, hun forlod børnehjemmet, trak hun den første friske luft som voksen i Odenses gader. Hun var blevet til noget helt andet end den usikre lille pige smukt hår ned til livet, stærkt blik i grønne øjne, slank og stolt. Hun gik mod sin forældres gamle lejlighed. Pludselig hørte hun en stemme bag sig:
Hej, Grønirisk!
Hun vendte sig om og så ja, det var Viktor.
Hvad laver du her?
Jeg sagde jo, jeg ville hente dig, og det gør jeg her er jeg, sagde han og trådte frem.
Jeg sagde, at JEG vil vælge, svarede Amalie og så udfordrende op på ham. Han var blevet både høj og bredskuldret.
Vælg mig, Amalie, bad han.
Det må jeg lige tænke over, sagde hun, og gik mod hoveddøren til sin nye lejlighed.
Viktor fulgte efter hende helt op til opgangen, og først da hun lukkede sig ind, gik han. Men fra den dag sad han nedenfor hendes vindue hver aften på bænken foran opgangen lige indtil hendes lys slukkede i lejligheden.
Sommeren gik på hæld, og efteråret kom med regn, og så blev det vinter. Og Viktor dukkede op hver aften. En aften satte hun sig ved siden af ham.
Er du ikke træt af det? Det er da koldt at sidde her.
Pyt, jeg kan klare det, bare du vælger mig, svarede han blidt og så på hende.
Amalie sprang op og fór ind i varmen, kiggede ud gennem gardinet og kunne se ham sidde og kigge op mod hendes vindue.
Så blev det den 31. december. Hun var på vej hjem fra arbejde og skyndte sig skulle jo både dække bord og tage nytårskjolen på! Da hun kom hjem, var Viktor ikke på bænken. Hendes hjerte sprang et slag over Måske der var sket noget?
Hun fik hurtigt ordnet det sidste og hældt sig et glas Asti. Gik hen til vinduet men ingen Viktor. Nu begyndte hun for alvor at bekymre sig Hvad nu? Skulle hun lede efter ham? Men hvordan? Hun havde hverken adresse eller nummer. Følte sig virkelig dum nu.
I samme øjeblik eksploderede noget udenfor vinduet! Hun tænkte bare, “Nå, fyrværkeriet er allerede begyndt”, og gik hen til ruden for at se.
På sneen brændte store, lysende bogstaver:
VÆLG MIG, AMALIE!!!
Og der sad Viktor på bænken, vinkede op til hende, mens sneen dalede omkring ham.
