I september kom en ny pige til klassen, hun hed Mette. Hun var så spinkel og skrøbelig, at det virkede som om en kraftig vindpust kunne knække hende. Hun gik altid i en varm trøje, hvor de tynde, skarpe skuldre stak frem. Hendes tynde, lyse hår var flettet i små fletninger med store lyserøde sløjfer. Store øjne i et blegt, trekantet ansigt så sorgfulde og forvirrede ud.
Den høje, sporty dreng Magnus syntes, hun lignede en eventyrprinsesse, der skulle beskyttes, og det gjorde han med stor iver. Pigerne i klassen tog dog straks imod hende med skepsis.
“Der er ikke noget at se på, alligevel opfører hun sig som om hun er noget… Hun er lige ved at falde sammen, og alligevel… Hun har allerede snuppet den flotteste dreng,” hviskede de ondskabsfuldt i frikvarteret.
I skolens kantinen kom Mette aldrig. Maden der gjorde hende dårlig. Hun tog altid et stort æble med. Hun tog små bidder og tyggede så langsomt, at hun ikke kunne nå at spise det hele i den store pause. Pigerne fnøs, når de så den uædte kerne i skraldespanden. Magnus slugte sin mad uden at tygge og skyndte sig hen til Mette for at passe på hende.
Han fulgte hende hjem og bar hendes taske. Ingen af drengene turde grine af ham – det ville blive en dyr fornøjelse, for Magnus var kendt for sin styrke. Snart blev det normalt at se dem sammen overalt.
Magnus kæmpede en hård kamp med sine forældre og valgte efter skolen ikke at tage til hovedstaden for at studere. For ham var det ligegyldigt, hvor han læste, bare han ikke skulle skilles fra Mette. Han startede på en teknisk skole i deres lille by. Mettes forældre elskede Magnus og stolede fuldt ud på ham med deres datter. Hun klarede sig godt i skolen, men eksaminer var en kamp – hun blev næsten altid dårlig. Videre uddannelse var ikke på tale.
Mette var deres sene barn, og forældrene passede på hende som en skat. Selvom hun faktisk ikke ofte var syg.
Familien besluttede, at det vigtigste for en pige ikke var uddannelse, men et godt ægteskab. Og dér gik det lige i fråde. Magnus var en perfekt kandidat. Mettes mor, der var læge, fik hende ansat som sekretær for klinikkens overlæge. Så sad Mette i receptionen, tastede på en skrivemaskine og tog imod opkald.
Kun Magnus’ forældre kunMen Magnus elskede hende alligevel, og til sidst lærte alle, at kærlighed ikke måles på styrke eller sundhed, men på den måde, den giver livet mening, helt til den sidste dag.
