Sanne lå som en strandet sæl på sofaen og stirrede op i loftet. Tankerne kværnede rundt og nægtede at give hende ro nok til at falde i søvn. Altså hvordan skulle man kunne sove, når ens lille pige var syg? Hun bebrejdede sig selv: Hvorfor slæbte jeg hende dog i børnehave? Kunne vi ikke lige have taget et par hygge-dage hjemme mere? Så havde hun måske ikke fanget den tarvelige infektion…
Hjertet gjorde ondt, og vejrtrækningen blev pludselig tung og knudret. Sanne rejste sig og gik hen til vinduet. Himlen var grå og hængte tungt over villakvarteret i Hvidovre. Tredje dag i træk sivede det med en kedelig, efterårsvåd regn sådan rigtig dansk, gennemtrængende og uden glæde. Sanne sukkede tungt. I sengen vendte lille Tilde sig, peb svagt i søvne og så begyndte hun at hoste. Med lynets hast var mor ved hendes side og mærkede på den brændende pande. Man behøvede dårligt nok termometer det var klart, at feberen igen var steget. Forsigtigt tændte hun natlampen og skubbede termometeret ind under Tildes arm.
Fyrre! For pokker, hvad gør jeg nu?
Tilde slog de matte øjne op.
Mor, jeg har det så varmt…
Ja, min skat, det kan jeg tro du har…
Nu vågnede Gustav også og satte sig søvndrukken op. Sanne løb forvirret rundt for at ordne en ny dosis Panodil men feberen holdt stædigt fast. Ved daggry rullede en ambulance med blå blink op i indkørslen, og både mor og den lille blev kørt på Hvidovre Hospital.
Sygeplejersken gav Sanne et varmt, lidt medfølende blik, klappede hende på skulderen og stak rutineret et drop i Tildes lille, blege hånd.
Bare rolig, vi skal nok hjælpe jer. Det hele skal nok gå.
Sanne nikkede bare med et svagt suk. Heldigvis hjalp det hurtigt, og efterhånden blev Tilde frisk nok til at ville have lidt at drikke. Sanne vendte sig om og opdagede, at fra sengen ved siden af stirrede et par enormt store, blå øjne direkte på hende. Pigen var spinkel, gennemsigtig næsten, seks-syv år, håret lyst og uglet, som om det ikke havde set en børste siden sidste forår. Hun havde kondisko med blå plastikovertræk, strømpebukser med huller og en T-shirt til at græde over.
Hej, sagde hun lavmælt.
Hej, svarede Sanne. Er du kommet i nat ligesom os?
Nej, jeg har været her et stykke tid. Jeg hedder Ulla.
Mig hedder Sanne, og det her er Tilde. Skal du snart hjem, Ulla?
De siger fredag. Men det føles som hundrede år… Det er alligevel bedre end børnehjemmet. Her får man mad, og de store tar ikke ens ting…
Hun hoppede ned fra sengen og begyndte at snøre kondiskoene.
Jeg henter morgenmad til jer, skal jeg?
Nej, nej, min søde pige, jeg klarer det…
Sanne så efter Ulla. Hjertet kunne næsten ikke være i kroppen mere. Fra den anden seng kom et suk og hvisken: “Hun er sådan en sød lille en, den Ulla. Hun har ikke haft det nemt”
Hun nåede knap at svare, før mobilen begyndte at spille “Der er et yndigt land”.
Ja, hej mor?
Hvordan går det? Hvordan har Tilde det?
Vi er på hospitalet, mor. Feberen steg igen, men det går bedre nu, de tror det er bronkitis. Hun sover.
Der lød et grådkvalt suk: “Åh mit lille barnebarn… Hvilket hospital? Jeg kommer straks! Hvad skal jeg tage med?”
Du må tage mine hjemmesko og Tildes lyserøde pyjamas og, mor her er en pige fra et børnehjem. Kan du tage noget shampoo, sæbe og måske nogle af Sonjas gamle tøj med en bluse eller to, et par leggings, og vigtigst: hjemmesko til cirka seks år?
Selvfølgelig, min pige.
Allerede næste dag var Tilde i højgrønt humør og legede på livet løs med sin nye veninde. Sanne listede hurtigt ud på gangen og gaflede fat i en forbipasserende sygeplejerske.
Siger du, er der slet ingen, der besøger Ulla?
Nej… Børnehjemmet henter hende, når hun er udskrevet.
Må hun egentlig komme i bad?
Sygeplejersken trak lidt på skuldrene og smilede lidt sørgmodigt: “Ikke bare må hun trænger. Men vi har sjældent tid…”
Samme aften kunne man næsten ikke kende Ulla igen hun strålede! Hun var nyvasket og iført en blød pyjamas og et par knaldrøde hjemmesko med broderede, fjollede hundehoveder. Alt tøjet, hun havde fået af Sanne, gemte hun omhyggeligt under puden. Hjemmeskoene skubbede hun ind under madrassen.
Hvorfor gemmer du skoene, Ulla?
Så de ikke bliver stjålet…
Sanne sukkede tungt.
Senere, da lyset var slukket, lå Ulla stille i mørket og forestillede sig noget næsten for godt til at være sandt: At hun gik på en solbeskinnet villavej, hånd i hånd med Tilde og madmor Sanne på den anden side. At hun havde en mor og en far, der nussede hende godnat og pakkede hende i en dejlig varm pyjamas, at hendes far løftede hende op, så hun næsten ramte loftet og hun lo så meget, hun næsten revnede. At alle bare var lykkelige. Hun ville så gerne have, at nogen holdt af hende at hun kunne gøre sig nyttig, vaske op eller passe Tilde, lære bogstaver Bare nogen elskede hende. Bare hun havde en mor.
Hun sukkede lydløst. På børnehjemmet blev hun ikke ligefrem slået. Men pædagogen Birthe råbte tit, de store unger drillede, og nogen stjal alt. For ikke så længe siden havde Ulla tabt sin morgengrød i køkkenet for det blev hun sendt i det kolde, mørke kosteskab alene med rotterne, som hun var død-bange for. Rasmus fra stuen havde hånet: “Så kan du sidde der med rotterne, fjols!” Hun havde grædt og frosset, til hun blev forkølet og sådan var det, hun var endt på hospitalet med hoste.
Tårene kom helt af sig selv, gled ned over de blege kindr helt lydløst. Hun hulkede lydløst Da mærkede hun pludselig en hånd, der strøg hende over håret. Ulla åbnede øjnene.
Sanne?
Ja, min skat. Ikke græde. Det hele skal nok gå. Jeg lover dig det.
Grådlabil, men lykkelig puttede Ulla sig ind til hende. Det føltes som om det var hendes egen mor, der holdt om hende.
Må jeg kalde dig mor, Sanne?
Tårerne pressede sig frem hos Sanne. Hun tog beslutningen i et øjeblik ikke med hovedet, men med hjertet. Nu skulle det bare overtales på hjemmefronten
Sannes mor blev omgående varm om hjertet og bakkede op, svigermor ligeså hun havde selv været forældreløs. Manden ja, han så betænkelig ud.
Er du rigtig klog, Sanne? Mener du det virkelig? Det ER for resten af livet!
Jeg mener det! Og jeg ved bare, hvis jeg ikke gør det, så vil jeg fortryde det resten af mit liv! Forstår du?
Han kiggede væk, tøvede.
Jeg vil se hende, Sanne.
Samme aften sad de i hospitalets fællesrum. Gustav løftede Tilde op og kyssede hende på håret.
Gudske tak, du er rask igen.
Så vendte han sig til Ulla. Sanne præsenterede dem stille:
Se Ulla, det her er Gustav.
Hun nikkede lidt sky og så op på ham med sine store øjne.
Hej
Hej med dig, Ulla! Dejligt at møde dig.
Der gik et sug gennem Gustav. Han så på Sanne. Øjnene blev blanke. Han nikkede.
Nogen måneder senere brummede deres gamle Toyota op foran børnehjemmet i Glostrup, hvor Ulla boede. Børn stod og hang i vinduerne “Ulla, Ulla, dine kommer!”
Med et triumferende grin sprang Ulla ud mod den ventende familie.
Hej, Ulla! Så skal du hjem skal vi tage afsted?
Det lille hjerte hamrede af glæde: “Ja, mor!!!”
