Sandheden, der snørede sig om hjertet
Mens hun hang vasketøjet op i haven på tørresnoren, hørte Tove en forsigtig tudelyd og kiggede over hækken. Lige dér, på den anden side, sad Signe nabopigen på otte år. Selvom hun allerede gik i anden klasse, var hun lille og spinkel, nærmest som en sekårig.
Signe, er det igen nogen, der har været efter dig? Kom med ind, sagde Tove og skubbede til den løse bræt i hækken, som Signe selv så ofte pludselig dukkede op ved.
Mor smed mig ud, sagde: Forsvind! og lukkede mig ude. Hun hygger sig derinde med onkel Kurt, snøftede Signe og tørrede tårerne væk med ærmet.
Nå, kom du bare med ind. Lærke og Mads er ved at spise, jeg sørger for, du også får lidt mad.
Tove havde flere gange hjulpet Signe, når hun blev offer for sin mors kolde temperament. De var jo naboer, så Tove tog hende ind til sig, og gav hende ro og kærlighed, indtil moren, Birgit, faldt ned igen.
Signe kiggede tit med misundelse på Lærke og Mads og mærkede et stik i maven. Tove og hendes mand Jens holdt af deres børn, de skældte dem sjældent ud. Hjemme hos dem var der altid en rar, lun stemning, og ægteskabet mellem Tove og Jens var venligt og tillidsfuldt. Signe kunne mærke det som en varm boble, når hun var der, og hun længtes sådan efter det ro og tryghed, der manglede hjemme hos hende selv.
Derhjemme var alt forbudt for Signe. Birgit satte hende til at hente vand, muge ud i stalden, luge i haven og vaske gulve. Birgit havde fået Signe uden en far, og fra starten havde hun aldrig rigtig kunnet lide sin datter. Dengang levede mormoren stadig, men hun var syg og havde ikke kræfter til at tage sig meget af Signe, men hun prøvede alligevel sit bedste og forsvarede sit barnebarn. Birgit interesserede sig ikke for Signe ikke før mormoren døde, da Signe var seks. Fra den dag blev det tungt for pigen. Birgit var sur og bitter over at stå alene, og hun jagtede konstant en ny mand. Hun arbejdede som rengøringshjælp hos Falck, hvor der også var mange mænd.
Så dukkede Kurt op en ny chauffør. Det gik hurtigt, og snart boede han hos Birgit. Han var skilt og havde en søn, han betalte børnepenge til. Birgit tilbød ham straks at flytte ind, og han slog til ikke mindst fordi hans ekskone havde smidt ham ud.
Kurt indså snart, at livet hos Birgit passede ham fint og Signe generede ham ikke.
Hun kan bare rende rundt, tænkte han, og måske hjælper hun lidt til, når hun er blevet større.
Birgit rettede al opmærksomheden mod Kurt og overgik ham med omsorg, mens hun kun gav Signe skældud og hårde pligter, ikke sjældent med en lussing til. Noget så simpelt som ikke at kunne klare stalden betød, at Signe endte under nabohækken og græd stille. Tove så hende sommetider og tog hende straks med ind.
Signe voksede op uden at ture sige så meget og holdt sig for sig selv. Naboerne talte om Birgit i landsbyen kendte alle hinanden og rollende hovedet over, hvordan hun behandlede sin datter. Tove sagde også noget til Birgit, men så satte Birgit rygter i gang.
Hvorfor hører I på min nabokælling? Hun er bare ude efter min Kurt, derfor finder hun på historier om, at vi ikke passer vores barn.
Birgit og Kurt holdt tit fest, drak sig fulde, og de aftener løb Signe over til naboen og sov dér. Tove forstod hende, som ingen andre.
Tiden gik, Signe klarede sig godt i skolen og begyndte at drømme om at læse videre på sygeplejeskolen i Aarhus. Men Birgit sagde kontant:
Du skal ud og arbejde nu! Du er voksen, du skal ikke ligge mig til byrde!
Det var så hårdt at høre, Signe løb ud af huset og græd for man måtte jo aldrig græde derhjemme. Lidt efter gik hun over til Tove og snakkede ud. Toves egne børn studerede allerede i byen, og denne gang kunne Tove ikke lade det gå:
Birgit, det er ikke normalt, siger hun. Du driver din datter ud! Du har jo et ansvar! Signe har næsten kun haft topkarakterer hun fortjener at komme videre med uddannelsen. Du kommer til at savne hende resten af dit liv!
Birgit snerrede:
Hvem tror du egentlig, du er? Pas dine egne børn!
Men Tove gav ikke op:
Kurt har sendt sin egen dreng til byen og du nægter det for din datter? Tag dig nu sammen.
Birgit råbte, men til sidst sank hun sammen og mumlede:
Ja, ja, måske er jeg hård, men hun skal ikke ende som mig. Nå, lad hende da tage til byen!
Signe kom let ind på sygeplejeskolen, og hendes glæde var kæmpestor. Hun var lidt genert med sit billige tøj, skilt sig ud blandt de andre, men ingen dømte hende mange kom selv fra landet. Hjem til mor og Kurt tog hun sjældent.
Birgit havde sine egen bekymringer Kurt havde fået interesse i en yngre kvinde. Da Signe kom hjem en sommerferie, var Birgit sur, råbte:
Du skal ikke tro, du kan ligge på den lade side! Gå ud og arbejd!
En dag så Signe, at Kurt pakkede taskerne.
Hvad laver du? Du bliver her! hvæsede Birgit.
Kurt knejsede:
Rikke skal have barn med mig og jeg svigter ikke mit barn. Det er dig, der ikke vil have din datter, men jeg vil have mit barn! Rikke finder nok en ny mand, men han skal ikke være dum mod mit barn. Din Signe kender jo ikke til mors omsorg du opfører dig, som om hun var fundet under en bro. Mit barn skal fra dag ét kende forskellen på kærlighed og skældud.
Så gik han. Birgit var lammet hun kunne ikke engang græde, sandheden kom så tæt ind på livet, hun blev helt handlingslammet.
Signe havde hørt alt. Hun hjalp ikke moren tanken om alle de gange, hun havde fået tæsk for at larme, eller var blev smidt ud, rullede forbi hendes blik. Kurt havde aldrig bakket hende op, bare betragtet, som om han var konge i huset.
På sidste år på skolen fik Signe job på hospitalet og forsørgede sig selv, og nu vendte hun ikke hjem længere. Birgit begyndte at drikke, hun blev slidt og penge var der knapt nok af. Signe blev til en smuk og dygtig ung kvinde, arbejdsom og omsorgsfuld hun blev rost og folk sagde, hun var velopdragen. De troede, det var Birgits fortjeneste. Men Signe sagde bare ingenting og smilede.
Opdragelse? tænkte hun. Det var Tove, der har lært mig alt. Jeg skylder hende alt beskyttelsen, varmen, støtten og at jeg fandt min vej.
Birgit trak flere og flere sølle venner med hjem, og når Signe sjældent kom på besøg, var hun chokeret over sin mors tilstand. Birgit var for længst fyret. Signe havde ingen ord længere, hun kunne ikke overtale eller hjælpe det var håbløst. Hun ville bare smide alle de venner ud, ordne huset, starte forfra med sin mor men det havde Birgit ingen ønsker om. Hun sank længere og længere ned.
Da Signe fik sin eksamen, tog hun hjem Birgit var alene, og stirrede vredt på hende:
Hvad kommer du her for? Hvor længe bliver du? Jeg har intet i huset, køleskabet er slukket. Giv mig penge, mit hoved gør ondt!
Signe fik den velkendte klump i halsen, men lod være med at græde, og svarede stille:
Jeg bliver ikke længe Jeg har bestået med topkarakterer, flytter til regionen og arbejder på regionshospitalet. Jeg kommer ikke så tit, men jeg sender lidt penge. Farvel, mor.
Birgit fattede det nok ikke, hun ville bare have penge, og hun tryglede:
Giv mig nogle penge, vær nu ikke så hjerteløs! Hvad er du for en datter
Signe lagde lidt kroner på bordet og gik, blev stående bag døren i håb om, at moren ville løbe efter, kramme hende men der skete ingenting. Så gik hun langsomt hen til Toves hus.
Tove blev glad, satte straks mad frem:
Kom, Signe, vi skal lige have lidt god mad. Jens sidder også derinde.
Og du skal have denne her, sagde Tove pludselig, og kom med en pose, der er en lille gave og lidt penge med, så du kan klare dig det første stykke tid.
Signe takkede og begyndte at græde.
Hvorfor, tante Tove? Hvorfor gør min mor sådan hvorfor er jeg så fremmed for hende?
Ikke græde, min lille Signe, sagde Tove og krammede hende, sådan er Birgit bare. Du er en begavet og dejlig pige, og du skal nok få masser af kærlighed og lykke.
Signe rykkede til Aarhus, arbejdede på hospitalet som sygeplejerske på kirurgisk afdeling. Det varede ikke længe, før hun mødte sin store kærlighed en ung kirurg, Morten, blev helt forgabt. Kort efter blev de gift. Ved brylluppet sad Tove ved siden af Signe i stedet for Birgit hun var så lykkelig på Signes vegne.
Birgit praler dog overfor sine venner:
Jeg har opdraget en datter, der sender penge til mig! Hun er taknemmelig, jeg har givet hende alt. Bare synd, hun ikke inviterede mig til bryllup. Har aldrig set min svigersøn eller mine børnebørn.
Et stykke tid senere fandt Tove Birgit død hjemme på gulvet. Ingen ved, hvor længe hun havde ligget der. Tove mærkede, at der havde været stille på matriklen. Signe og Morten ordnede begravelsen og solgte huset. Ind imellem kom de forbi Tove og Jens, som stadig ventede med kaffe og hjertevarme.
