Samboen min satte et ultimatum: “Jeg kan simpelthen ikke mere! råbte han, lige så snart han så mig. Jeg er træt af den gamle kat!”… og så var det mig, der smed ham ud jeg havde nok for længst valgt forkert.
En trykkende stilhed hviler nu i entréen. Han er gået, døren smækkede så det rungede i hele opgangen. Hans jakke hænger ikke længere på knagen, duften af hans kraftige parfume er forsvundet, og der er et tomt tomrum på skohylden som om en brik fra en andens verden er revet væk.
Jeg ånder tungt ud og sænker blikket. Lige ved mine fødder, med ørerne trukket tilbage og det ene bagben lidt slæbende, sidder Birk. Femten år gammel og seks kilo ubetinget loyalitet.
Nå, gamle ven, mumler jeg og sætter mig på hug for at grave fingrene ned i hans tætte, ikke længere helt glansfulde pels. Det lader til, vi klarede den endnu en gang.
Birk svarer med et kort, overbevist “mrrr”.
Katten med fortid og kompromissets illusion
Mads kom ind i mit liv for et halvt år siden. Vi fandt hurtigt fælles fodslag og besluttede nærmest ubemærket at flytte sammen. Birk var ikke nogen overraskelse for ham: jeg havde fortalt masser om både kattehår og hans mærkelige vaner under vores dates, og Mads havde bare smilet og nikket: Jeg er glad for dyr., forsikrede han.
Men Birk har en historie. Jeg fandt ham som lille killing under et massivt regnvejr i Kongens Have. Sammen har vi været igennem alverdens glæder, tab og store skift. Han er den tavse vidne til mit liv og vogter over mine hemmeligheder. Nu er han blevet femten, lider af nyresvigt, lever på streng diæt og får væske hver uge det er vores virkelighed.
Efter Mads flyttede ind, dampede hans kærlighed til dyr hurtigt af.
Først virkede det uskyldigt. Hvorfor sover han nede ved dine fødder? Det er da ulækkert. Hvorfor bruge så mange penge hos dyrlægen? Det er jo bare en kat, vi kan få en ny.
Jeg prøvede at møde ham på halvvejen: skiftede sengelinned oftere, købte dyrere kattegrus, gav medicin når han ikke var hjemme. Jeg gik på kompromis, overbeviste mig selv om, at det sådan man kæmper for forhold.
Valgets øjeblik
Tirsdag blev jeg forsinket på arbejdet, mens Mads kom hjem før mig. Da jeg trådte ind ad døren, ramte duften af klorin mig i næsen, og en stemme råbte ophidset.
Birk havde kastet op på det nye tæppe, Mads lige havde købt til soveværelset. Ja, det var træls. Men det kan altså klares.
Han stod midt i soveværelset, rød i hovedet af raseri, og pegede på den rystende kat under sengen.
Jeg orker ikke mere! råbte han, straks jeg dukkede op. Jeg er så træt af den kat!
Stille tog jeg min frakke af og begyndte roligt at sige det indlysende.
Det er en levende skabning. Han er femten år gammel. Han er syg, svarede jeg, mens jeg fandt rengøringsmidlet frem.
Det rager mig! Jeg vil have renlighed og ro. Du må vælge enten mig eller den fortabte stakkel. Til i aften har du på at bestemme: få ham aflivet eller aflever ham et sted. Ellers flytter jeg.
Jeg rettede mig op og klemte kluden i hånden. Mads forventede tydeligt, at jeg skulle græde og tigge. Men jeg tog en anden beslutning.
Du behøver ikke vente til i aften, sagde jeg roligt. Din kuffert står på loftet. Du har et kvarter.
Mener du det seriøst? Smider du mig ud på grund af en kat? Ved du godt, at så sidder du alene som fyrreårig med ham der
Tiden starter nu.
Han kastede sine ting ned i tasken og slyngede om sig med bitre bemærkninger. Jeg svarede ikke; hvert eneste ord gjorde mig bare mere sikker. Hele tiden sad Birk roligt under køkkenstolen uden en lyd.
Han smækkede tasken, gik hen til mig.
Maiken, er du rigtig klog? Jeg blev bare gal. Skal vi ikke snakke det igennem? Kan han ikke bo hos din mor? For fanden, lugten
Nej, svarede jeg knapt. Det handler ikke om lugten, Mads. Det handler om, at du vil tvinge mig til at vælge.
Da døren klikkede bag ham, hentede jeg et glas vand i køkkenet. Birk listede ud fra sit skjul, puffede sin kolde næse mod min ankel, og sagde et lavmælt og bestemt: Miauw.
