**Hun sagsøgte sin egen søn og smed ham ud af lejligheden**
Mette vågnede af støj. Igen. Noget blev smidt, raslede og gik i stykker. Klokken var halv syv om morgenen. Søndag, for fanden. Den eneste dag, man kunne sove ud til otte.
«Mor!» råbte Kasper fra køkkenet. «Hvor er mit krus? Du har flyttet det hele rondt igen!»
Tooghalvtreds år. Hun satte sig op i sengen, tog sin morgenkåbe på. I spejlet stirrede en træt kvinde hende i møde – en kvinde, der ikke kunne huske, hvornår hun sidst havde sovet ordentligt. Gråt hår med rodvækst, poser under øjnene. Hvornår var hun blevet så gammel?
«Jeg kommer, jeg kommer,» mumlede hun og slæbte sig ud i køkkenet.
Kasper stod midt i kaos. På gulvet lå der skår fra en tallerken – den, han åbenbart havde kastet i jagten på sit kostbare krus. Femogtredive år, en meter firs høj, brede skuldre. Men opførte sig som en forkælet treårig.
«Her er dit krus,» sagde Mette og tog det blå krus med teksten *Verdens bedste søn* ud af opvaskeren.
Hun havde købt det for år tilbage, dengang hun troede, han ville gro til sig, finde et arbejde, begynde at leve som et normalt menneske. Nu lignede teksten en dårlig joke.
«Hvorfor satte du det derind? Jeg har sagt, mit krus skal stå på bordet!»
«Kasper, jeg vaskede op før jeg gik i seng…»
«Ikke *Kasper*! Kasper! Hvor mange gange skal jeg sige det?!»
Han rev kruset ud af hånden på hende og hældte rester af gårsdagens te i det. Mette stirrede på skårene og tænkte: Nu skal jeg feje igen. Købe en ny tallerken. Bide det i mig.
«Mor, hvad sker der?» stod Anna i døren – spinkel, skrøbelig, i en gammel pyjamas. Nitten år, men så ud som seksten. Læste til pædagog, drømte om at arbejde med børn. Hvis hun overhovedet fik råd til at blive færdig. Hvis hun overlevede stemningen hjemme.
«Ikke noget, skat. En tallerken gik i stykker.»
«Gik den selv i stykker?» grinede Kasper. «Faldt den bare lige selv?»
Anna tog en kost og begyndte at feje. Roligt, rutinepræget. Som om, at ødelagt service om morgenen bare var en del af livet.
«Lad være!» råbte Kasper. «Jeg har ikke bedt dig om at rydde op!»
«Hvem skal så gøre det?» spurgte Anna stille.
«Ikke din sag!»
Mette satte sig ved bordet og lagde hovedet i hænderne. Gud, hvor længe kunne det fortsætte? Hvor længe skulle hun finde sig i skrigene, skænderierne, denne… krig i sit eget hjem?
For ti år siden døde Lars. Hendes mand, børnenes far. Hjertet svigtede. Måske ville han bare ikke leve i den gale verden længere. Dengang gik Kasper endnu i handelsskolen. Selvom han droppede ud et halvt år senere. Det var kedeligt, sagde han. Han fik arbejde i en butik – holdt to uger. Sagde op, fordi chefen var en idiot. Så prøvede han byggebranchen – også nej tak. Kollegerne var dumme. Bilmontøren – en nar. Og sådan fortsatte det, år efter år. Først håbede Mette, han ville finde sig selv. Så bad hun ham i det mindste prøve. Så tiggede hun. Til sidst gav hun op.
Men han blev kun værre. Vred på verden, på livet, på dem. Men mest af alt på hende. Det var hendes skyld, han var en fiasko. Hun havde opdraget ham forkert. Det var hendes ansvar at forsørge ham, fodre ham, klæde ham på.
«Mor, hvad er der til morgenmad?» Kasper smækkede sig ned ved bordet.
«Æg, grød…»
«Grød igen?! Jeg er træt af det lort! Køb nogle ordentlige cornflakes!»
«Kas, vi købte cornflakes i går. Du spiste dem på to dage.»
«Så køb flere!»
«Med hvad? Jeg får først løn om en uge.»
«Det er dit problem!»
Mette åbnede køleskabet. En halv pakke skyr, tre æg, en bid rugbrød. Der var syv dage til lønning. Anna prøvede at tjene lidt ved at dele reklamer ud i weekenderne. Hundrede kroner om dagen. Lige nok til transport og mad på studiet.
«Jeg kan lave æg,» sagde hun.
«Med bacon!»
«Der er ikke noget bacon.»
«Så lad være! Jeg er træt af dit fattigmandsmad!»
Han sparkede til stolen, der væltede med et brag.
«Kasper, stop nu,» bad Anna stille.
«Hold din kæft!» Han vendte sig mod hende. «Tror du, du er bedre end mig? Med dit latterlige universitet?»
«Jeg siger ikke…»
«Jo, du gør! Du kigger på mig, som om jeg var… som om…»
«Kasper, slap af,» Mette stillede sig imellem dem.
«Og hold så også mund! I er ved at dræbe mig! Jeg bor som i et fængsel! I denne forbandede kasse!»
«Ingen tvinger dig til at blive,» undslap det Mette.
Kasper stoppede op. Vendte sig langsomt.
«Hvad sagde du?»
«Ingenting. Jeg sagde ingenting.»
«Du sagde, ingen tvinger mig til at blive? Hvad, vil du have, jeg skal flytte?»
«Kas…»
«Svar! Vil du have mig til at flytte?»
Mette tav. Men hun ville. Åh gud, hvor ville hun bare det! Vågne op i stilhed. Ikke fare sammen ved hver lyd. Ikke gå på listetå i sit eget hjem.
«TiOg da døren smækkede bag Kasper, var det første gang i årevis, Mette turde trække vejret dybt igen.
