Mette sad i køkkenet og stirrede på ringen med den lille sten, som Victor for nylig havde givet hende. “Bare fordi”, som han altid sagde. Engang ville sådanne gaver have fået hendes hjerte til at banke, men nu fyldte de hende kun med en tung følelse af tomhed. Der var intet værre end at leve med en mand, man ikke elskede…
Hun mødte Victor på universitetet. Han var “den der ven” – pålidelig, stille, venlig. Altid der, altid klar til at hjælpe. Mette tog ham aldrig seriøst, indtil han begyndte at gøre kur til hende. Langsomt, tålmodigt. Hun grinede endda af ham, når hun snakkede med sine veninder.
Men han gav ikke op.
Til sidst begyndte de at date. Så flyttede han ind hos hende. Alt skete som af sig selv. Men de rigtige følelser – dem vågnede aldrig.
Victor var tilfreds med alt. Han drabbed kamillete til hende, vaskede op, strykede hendes kjoler. Mens Mette irriterende sig over selv hans åndedræt. Han virkede svag, karakterløs, kedelig.
Veninderne sagde, hun var heldig: Sådanne mænd skulle man værdsætte. Men bag hendes ryg hviskede de – Mette fortjente ham ikke, hun var kynisk, kold.
Han blev ved med at bære over. Selv når hun gik efter hans kolleger. Selv når hun skubbede ham væk. Selv den dag, hun råbte: “Lad være at vente på mig. Jeg er træt af dig.”
Han stod i døråbningen, bleg, med slukte øjne. Og han stoppede hende ikke.
Et par uger senere mødte Mette Nikolaj – fræk, karismatisk. De mødtes på en bar, hvor hun, lidt beruset, dansede på bordet. Han satte sig bare ned og sagde: “Om et år vil du fortryde, at du smed ham, der elskede dig.”
Hun lo.
Med Nikolaj var det som i en film: fine restauranter, søvnløse nætter, dyre gaver. Indtil de kolde blikke begyndte, brok over hendes latter, utilfredshed med hendes tøj. Så kom utroskaben. Og han undskyldte ikke engang:
“Hvad havde du regnet med? Jeg lovede dig ingenting.”
Mette gik ud i regnen. Hun ringede til Victor. Men tastede ikke nummeret færdigt.
Derhjemme fandt hun gamle billeder – ham og hende, lykkelige. Han holder om hendes skuldre, mens hun ser på ham med forelskede øjne. Eller lader som om?
Få dage senere fik hun et nervesammenbrud. Hjertet kunne ikke mere. På hospitalet så hun for første gang ikke kærlighed i Victors øjne, men ligegyldighed.
“Hvorfor kom du?” hviskede hun.
“Ved det ikke. Af gammel vane.”
Og han gik. Efterlod kamilleblomsterne – dem hun engang foretrak over roser.
“Hvorfor var du bange for at blive elsket?” spurgte psykologen.
Mette hulkede:
“Fordi det er en risiko. Fordi alle, der har elsket mig, er gået til sidst. Min far forsvandt, da jeg var syv. Mor sagde: ‘Stol aldrig på nogen igen.’ Jeg prøvede. Gemte mig bag kynisme og sarkasme. Men Victor nåede igennem…”
Hun græd. Stille, som om hun endelig tillod sig at føle.
“Vil du have ham tilbage?”
“Mer end noget andet. Men han vil ikke se mig. Og jeg forstår hvorfor.”
To år gik.
Mette så Victor på en café. Han sad ved vinduet, bladrede i menukortet og trommede med fingrene i en velkendt rytme. Hun gik hen.
“Hej. Må jeg sidde her?”
Han nikkede. Tavs. Iagttog hende.
“Jeg forventer ikke, du tilgiver mig. Men jeg ville sige tak. For den mand, du var. Og undskylde, at jeg ikke kunne elske.”
Mette rejste sig og gik.
En uge senere skrev han: “Lad os prøve igen. Men langsomt.”
De bor ikke sammen endnu. De tager på dates, griner, tier. Lærer at stole på hinanden igen.
På hendes køleskab hænger en magnet med citatet: “Hvis du fryser, så vær varmere.”
Og hver gang de siger “langsomt”, er det et skridt fremad. Et skridt mod at føle sig elsket igen. Og mod at erkende, at man selv kan elske tilbage.
