Sæt dig ned! Vi er ikke hjemme! – sagde Peter roligt.

Bliv siddende! Vi er ikke hjemme! sagde Peter roligt.
Men de ringer jo på! hviskede Freja, der allerede var ved at rejse sig fra sofaen.
Lad dem, svarede Peter lavmælt.
Men hvad hvis det er nogen vigtige? Eller noget alvorligt? Freja så uroligt mod døren.
Det er lørdag, klokken er tolv, sagde Peter. Du har ikke inviteret nogen, og jeg venter heller ingen. Kan du følge logikken?
Jeg kigger bare lige ud gennem kighullet, insisterede Freja sagte.
Sæt dig! Der var en hårdhed i hans stemme. Vi er ikke hjemme. Uanset hvem det er, kan de godt gå igen.
Ved du egentlig hvem det er? spurgte hun mistroisk.
Jeg kan gætte mig til det, sagde Peter. Derfor skal du ikke flakse rundt foran vinduet!
Hvis det er dem, jeg tror, giver de sig ikke så let, rystede Freja på hovedet og trak på skuldrene.
Det kommer an på, hvor længe vi nægter at åbne, svarede Peter tørt. Før eller siden går de deres vej. De sover jo ikke på trappen. Og vi har ikke planer i dag. Tag dine høretelefoner på, find telefonen og sæt en film på.
Peter, min mor ringer, hviskede Freja og viste mobilens display.
Så er det din moster med hendes uduelige dreng, der står udenfor, konstaterede Peter.
Hvor ved du det fra? udbrød Freja overrasket.
Hvis det var min fætter og her trak Peter ordet fætter ud med et surt grin ville min mor ringe til mig, ikke?
Tænker du slet ikke på andre? spurgte hun.
Hvis det er naboerne, gider jeg alligevel ikke snakke. Er det vores venner, ville de have ringet i forvejen, eller gået igen efter to forsøg. Kun slægten er så uforskammet at plumre løs på ringeklokken i halve timer!
Peter, det *er* min moster, konstaterede Freja med et opgivende blik. Mor skriver, hun spørger hvor fanden vi er, og at moster Karen har ærinder i København og vil bo hos os i to dage!
Skriv, at byen flyder med hoteller, smilede Peter skævt.
Peter! Freja så anklagende på ham. Det kan jeg altså ikke tillade mig!
Jeg ved det, sagde Peter eftertænksomt. Skriv, vi ikke er hjemme, at vi bor på hotel, fordi lejligheden blev sprøjtet for skadedyr!
Ja, det er smart! Freja tastede hurtigt og sendte beskeden.
Peter, hun siger, vi skal bestille to værelser: til hende og Mads, udbrød Freja forvirret.
Skriv, vi ingen penge har, og at vi har nappet to køjer i hostel, hvor vi deler værelse med femten polakker, lo Peter.
Mor spørger, hvornår vi kommer hjem, sagde Freja og så på sin mand.
Svar om en uge, viftede Peter afvisende.
Ringeklokkerne tav, og begge åndede lettet op.
Peter, mor skriver, at moster Karen altså kommer om en uge, sagde Freja trist.
Det var jo heldigt for der er vi heller ikke hjemme, mumlede Peter.
Peter, du ved jo godt, det her ikke holder! Vi kan ikke flygte for evigt! Hvad hvis de tropper op på en hverdag? Og hvad hvis din fætter venter efter fyraften? Både din familie og min er fuldstændigt grænseløse!
Ja, Peter blev pludselig alvorlig. Hvorfor købte vi også en treværelses?
Peter, vi købte jo til vores fremtidige familie, sagde Freja dæmpet.
Vi må have børn! sagde Peter alvorligt. Helst to med det samme!
Det vil jeg da også gerne! udbrød Freja forarget. Ved du godt, vi har prøvet det hele! Men det lykkes ikke!
Hvis vi slappede af, skulle det nok gå, sagde Peter med overbevisning. Men vores hverdag bliver jo ødelagt konstant; først din familie, så min!
Hvis de nu kunne tage hjem, hvor de kom fra! Det bliver aldrig til noget med børn på den her måde!
Freja modsagde ham ikke. Hun vidste, Peter havde ret.
***
Da de skulle giftes, havde de gennemgået dyre undersøgelser om fertilitet og genetik. Alt var fint dengang. Men børnespørgsmålet blev udsat for at spare op til et hjem.
Ingen arv at hente, og før brylluppet boede både Peter og Freja hos deres mødre i små etværelses. De var overladt til sig selv.
Fem års hårdt slid og benhård karrighed gav plads til at købe den store lejlighed.
Andet hånd, ældre blokk, men de fik renoveret alt og købte møbler fra bunden. Sikke en lykke!
I baghovedet kørte den gamle danske revyvise om Bondegårdslejligheder.
Men dårligt var indflytterfesten overstået, før Frejas moster dukkede op med sin søn på slæb.
Og for ikke at give de unge protestmulighed, tog hun svigermor med.
Her mangler I da ikke plads! Ikke som vi sad i én stue, proklamerede moster Karen.
Ja, her kan jeg få mit eget værelse og Mads kan sove for sig selv! sagde hun tilfreds.
Vi har ikke gæster i stuen, indvendte Peter. Det er et opholdsrum.
Jeg kommer ikke for at arbejde! morede Karen sig. Freja, forklar dog din mand, at min søn snorker! Vi må have hver vores værelse!
Og for resten vi gæster venter, at I dækker bord!
Vi havde jo ikke ventet jer, sagde Freja forlegent.
Og køleskabet er tomt, istemte Peter.
Så må du, Peter, smutte i Brugsen, og Freja ind i køkkenet!
Hvad venter I på? råbte svigermor. Sådan tager man ikke imod gæster!
Har I mistet forstanden?! udbrød Peter, men Freja hev ham ind på et værelse.
Da han endelig fik hendes hånd væk fra sin mund, hvæsede han:
Har nogen misforstået noget? Jeg smider dem ud til din mor, hele bundtet!
Hvis de vil være gæster, må de opføre sig sådan ikke som nu!
Peter, du ved, hun er ikke vant til byskikke. Hun er fra landet. Sådan gør de bare der, forklarede Freja.
Jeg kender godt folk fra landet, men uhøflighed er uhøflighed!
Kære, lad nu være, bad Freja. Ellers får jeg aldrig fred med mor og moster. Og de vil hadet dig!
Det interesserer mig ikke! sagde Peter koldt. Hvis de behandler mig sådan, ser jeg dem aldrig mere!
Peter, vær sød… Hvis vi smider moster Karen ud, får jeg aldrig fred med mor, og hun er alt hvad jeg har!
Det sidste fik ham til at kapitulere. Peter gik bidende tænderne sammen ned i Brugsen.
Moster Karen endte med at blive to uger meget længere end de lovede tre dage. Peter begyndte allerede på baldrian efter det første døgn.
Da Karen og Mads endelig drog hjem, fejrede Peter og Freja det med støvsuger, moppe og jubel. Det tog tre dage at få lejligheden ren igen.
Og så gentog situationen sig nu med Peters side.
Bror, jeg bliver lige lidt! Kim knuste Peter med et knæk i rygsøjlen. Skal ordne noget, så tager jeg familien tilbage bagefter!
Kan du ikke ordne dine ting selv? spurgte Peter.
Jeg har jo familie! Kan ikke lade dem alene hjemme, mens jeg morer mig i Odense! Hvis jeg nu havner i ballade, skal min kone jo holde styr på mig!
Var det derfor, du også tog børnene med? mumlede Peter.
Hvem skulle passe dem ellers? Kim klappede ham tungt på ryggen. De skal også underholdes! Lad os ryste Fyn lidt!
Kim! skingrede Line, hans kone, jeg skal nok ryste dig, så der ikke er mere at ryste!
Efter halvanden times larm lå Freja med hovedpine på sofaen.
Børnene ræbte og løb, Line kunne kun tale i råb, og Kim var kun interesseret i at feste, hvilket fik Line til at skrige endnu højere.
Peter, du er vel enebarn? hulkede Freja mod puden.
Det er min fætter på mors side, mumlede Peter. Jeg kalder ham bare fætter.
Jeg er ligeglad, om du kalder ham Bro eller Bølle, kan du ikke få ham ud?
Jeg ville gerne, sukkede Peter oprigtigt, men du kender reglerne: så flår min mor hovedet af mig!
Efter ét besøg, kom et nyt. Moster Karen fandt altid på ærinder i hovedstaden, Kim og familien skulle ordne ting. Selv mødrene kom på tværs svigermor plagedes af svigersønnen, og Peters egen mor kritiserede Freja.
Alle de besøg sled på begge. Med nerverne i bund blev ingen børn undfanget, og helbredet skrantede under stressen.
***
Skal vi bytte lejlighed? udbrød Freja en dag.
Til et galehus? grinede Peter. Snart er vi kvalificeret!
Nej, lo Freja, vi bytter bare til samme type lejlighed, men i et andet kvarter. Så siger vi det ikke til nogen!
Forsinkelse på problemet, mumlede Peter. Min fætter og din moster opsporer de nye beboere, og så fortæller de, hvor vi er flyttet hen. Så hænger de os ud!
Måske får vi dog tid til at lave børn? håbede Freja.
Vi skal både kunne lave og føde dem! Ellers nytter det jo ikke, rystede Peter på hovedet. Tror du virkelig, det standser familien?
Man får lyst til at flytte ud måske skulle vi bo hos venner? Bare for at gemme os lidt!
Du mener Morten og Katja? spurgte Peter.
Præcis, nikkede Freja. De har jo et værelse!
Men Tira bor der husker du ikke? Peter smilte. Deres schæferhund!
Jeg vil hellere leve med en hund end med vores familie, Freja bøjede hovedet.
Vent! Peter greb sin telefon. Morten, må vi låne Tira?
Du er min redningsmand! Katja og jeg skal til Mallorca, og hun kan ikke passes af nogen fremmed. Hun kender jer! råbte Morten i røret. Jeg tager foder, tæppe, legetøj og skåle med. Jeg kan endda betale jer!
Kom bare! jublede Peter.
Han vendte sig til konen med et bredt smil:
Ring til mor. Sig, moster kan komme i morgen! Jeg skriver også til Kim og inviterer i næste uge!
Er du sikker? spurgte Freja.
Med glæde! svarede Peter sødt. Det er jo ikke vores skyld, hvis de ikke kan lide vores kæreste eje!
Kims familie flyttede hurtigt videre til hotel, da Tira gøede én gang.
Luk det bæst ude! jamrede Line, mens hun gemte sig bag deres dreng.
Moster Karen, er du alvorlig? sagde Peter. 45 kilo ren muskelkraft! Der er ikke tale om en puddel, det er en schæfer: bryder enhver dør!
Hvorfor viser hun tænder? stammede Karen.
Hun kan ikke lide fremmede, trak Freja på skuldrene.
Gør noget! Jeg kan ikke bo med det dyr!
Hvordan gør noget? protesterede Peter. Den skønne pige er vores kæledyr! Vi har jo ingen børn vi skal jo give kærlighed!
Og vi slipper hende aldrig! tilføjede Freja.
Mødrene ringede naturligvis begge og spurgte, hvorfor de havde nægtet familie logi.
Vi har ikke smidt nogen ud, svarede begge par, de ville bare ikke blive. Velkommen næste gang!
Men hvad med hunden?
Mor, vi siger aldrig nej!
Mærkeligt nok stoppede besøgene.
En måned efter rejste Tira hjem igen men var klar til at komme tilbage med et vuf.
Det blev ikke nødvendigt. Freja ventede tvillinger.
Det vigtigste er at sige nej til dem, man virkelig elsker.