HVORDAN LARS PRÆSENTEREDE SIN KÆRESTE FOR SIN MOR
Mor, det her er min kæreste, Rikke Lars prøvede virkelig at lyde casual, men det nervøse lille pip afslørede ham alligevel. Og vi vil gerne altså det der du ved nå, men det
Jah Hvad DU vil, har jeg jo vidst længe Mor kiggede intenst på sønnens udkårne. Men vil Rikke nu også det samme? Rikke, kender du min søn særlig godt?
Det kan du tro helt ind til benet, svarede Rikke uden at blinke.
Helt ind til benet? Mor blev så paf, at hun pludselig sagde De til Rikke. Siger pæne piger nu også sådan noget?
Det er da bare en talemåde! Man kan sige at kende én helt ind til benet på dansk. Men skal vi nu ikke snakke om Lars? Det er dig, jeg skal lære at kende. Måske passer vi slet ikke sammen.
Hvordan mener du det? nu blev moren for alvor usikker.
Jo, altså det er jo dig og mig, der kommer til at sidde oppe om natten og vente på, at Lars slæber sig hjem fra sine byture. Og så må vi lytte til hans snorkeri, når han fuld og tilfreds inddrager hele huset i søvnen.
Hør hov, hvorfor mig? Mor forsøgte desperat at få styr på samtalen. I skal jo sove på hver jeres værelse håber jeg!
Men du sidder da stadig ude foran døren og bekymrer dig. Det gør alle mødre.
Altså! Lars stod og så dybt mystificeret ud. Hvorfor står I og snakker sådan om mig?
Ti stille! råbte de kommende svigermødre i munden på hinanden.
Nå men, Bente, jeg vil egentlig gerne vide har du nogensinde givet nogen bank? Lars vil ikke svare på det.
Hvad siger du? At jeg skulle slås? Morens øjne blev store som wienerbrød. Slås kvinder?
Bare rolig, det sker oftere, end man tror, smålo Rikke. Nogle kvinder banker manden så meget, at selv skraldemanden ville blive bleg.
Åh Gud, Mor skærmede ansigtet med hænderne. Hvad er det dog for udtryk Sikke et drama.
Rolig nu, sagde Rikke fortroligt og blinkede til Bente. Indrøm nu bare, du har da haft lyst til at give din bedre halvdel en over nakken? Eller måske Lars?
Altså Mor overvejede et kort sekund at bekende, men fortrød lynhurtigt. Nej, aldrig.
Jeg kan godt se, du vil være fin og dannet, smilede Rikke, men det tror jeg simpelthen ikke på. Hvordan kan man være mor til sådan en ballademager og aldrig bare én gang have viftet med hånden opdragende? Slog du ham aldrig bagi med bælte, da han var lille?
Selvfølgelig ikke! For en gangs skyld talte moren sandt.
Ej, sagde Lars, men det blev igen overdøvet af kor fra de to damer:
Ti stille!
Det var en fejl at skåne ham, Bente sagde Rikke tørt og klappede Lars kærligt bagi. Den ende har haft mere brug for eventyr, end jeg kan matche nu. Men, han er nu god nok, jeres Lars. Han kan stadig komme ind på rette spor. Forresten, Bente, vil du have en kop kaffe? Kaffe åbner op for de gode snakke, og jeg har købt en lagkage med.
Senere, da far kom hjem efter dagens dont på kommunekontoret, erklærede Bente stolt:
Skat! Lars gifter sig endelig!
Det er løgn! Far nærmest råbte af glæde.
Slap nu af, jeg overvejer det bare prøvede Lars at dæmpe stemningen.
Nu er det sådan, Lars, sagde moren med truende morrøst denne gang bliver du gift. Hvis du ombestemmer dig, adopterer jeg Rikke som min egen datter.
Mor, hun har allerede forældre, grinede Lars. Hun er ikke forældreløs.
Så blir det dig! svarede Bente med alvor. Så afleverer jeg dig tilbage til fødegangen og siger de har givet mig den forkerte unge og din far støtter mig!
Hvis det bliver nødvendigt, sværger jeg på det! nikkede far og viste Lars knytnæven.
Der sad de så, familien fra Roskilde, med lagkagekrummer om munden og endnu mere kærligt galleri af trusler i luftenRikke lo så tårerne pressede sig på, mens hun klappede Lars over hånden. Du må hellere vænne dig til, at de mener det, Lars. Jeg er vist allerede blevet lidt familie her i huset.
Der bredte sig et øjebliks stille varme i stuen. Far gik hen og satte sig stolt ved sin kone, og Rikke hældte kaffe op til dem alle. Lagkagen blev skåret og rakt rundt, mens moren rømmede sig og pludselig brød ud i latter:
Ja, om ikke andet, så har vi i det mindste fået den svigerdatter, vi altid har drømt om én, der kan bide igen!
Lars sukkede dramatisk og smagte på lagkagen. Så så han rundt på dem sin mor, sin far og Rikke, der blinkede hemmeligt til ham over kanten af kaffekoppen.
Nå, sagde han lavmælt, mens smilene bredte sig omkring bordet. Hvis man nu skal vælges til familie, så er jeg egentlig meget heldig med jer.
Endelig! udbrød moren triumferende og klappede i bordet. Velkommen til, Rikke. Og dig, Lars du slipper aldrig væk nu.
De skålede i kaffe, mens latteren gav genlyd hele vejen ud i entréen. Og der, midt imellem fortidsdealere og fremtidsplaner, blev familien alligevel lidt større den dag.
