”Det kunne ikke være anderledes”
”Hej, Serafine. Hvordan har du det? Det er længe siden, jeg har set dig. Er din datter ikke gift endnu?” spurgte en gammel bekendt, der standsede Serafine uden for butikken.
”Tak, jeg har det fint. Hvorfor spørger du? Har du en kandidat i tankerne? Vi vil ikke have hvem som helst. Min Rikke er dannet og læser intelligente bøger,” svarede Serafine med en anstrengt stemme.
”Bliv ikke fornærmet. Disse bøger gør mere skade end gavn, Serafine. For meget viden kan bringe sorg. Hvis I venter for længe, bliver hun en gammel jomfru, og så vil hun ikke takke dig.”
”Hold op med at være så negativ. Prøver du måske at skubbe din egen søn ind i billedet?” kontrerede Serafine.
”Åh, Serafine. Din tunge…” sukkede den anden kvinde.
”Bedre at læse bøger end at færdes i nattelivet. Se bare Tanjas datter – fik et barn uden en mand, smed det til moren og forsvandt.”
”Men at holde din datter i et jerngreb er heller ikke sundt,” svarede den gamle veninde.
”Hold dig fra at blande dig i mit liv. Pas hellere på din egen søn, så han ikke ender som fuldemand,” mumlede Serafine, greb sine poser og gik. ”Måtte jeg aldrig se dig igen…”
Hjemme satte Serafine indkøbsposerne på køkkenbordet og gik ind i Rikkes værelse.
”Læser du igen? Selv Holberg sagde, at for meget viden kun fører til sorg,” udbrød hun.
”Det var ikke Holberg, det var Grundtvig,” rettede Rikke.
”Hvad betyder det? Gå ud og køb noget mælk, eller tag en tur. Du sidder hele dagen med dine bøger og ødelægger øjnene,” sagde Serafine surt.
”Mor, hvad er der galt med dig? En dag må jeg ikke gå ud, den næste skubber du mig afsted.”
”Jeg er træt af alle samtalerne. Jeg er ikke imod, at du finder en mand, men hvem skal du giftes med?” Serafine viftede afværgende og forlod værelset.
Rikke lukkede bogen og tænkte. Moren havde opdraget hende alene. Hvis hun skældte hende ud, sagde hun, at Rikke lignede sin far. Som barn havde Rikke bedt om at se et foto af ham.
”Jeg ved ikke, hvor det er. Måske finder jeg det en dag,” løj moren.
Da Rikke blev ældre, forstod hun, at der aldrig havde været noget foto. Måske vidste faderen ikke engang, hun eksisterede.
Var hun ligesom ham? I modsætning til den fyldige mor var Rikke slank med tyndt, lyst hår. Øjenbryn og øjenvipper var også lyse, hvilket gjorde hendes ansigt blegt og udtryksløst. I 10. klasse prøvede hun mascara hos en veninde før en skolefest.
”Har dine veninder lært dig det? Ingen gode ting. Skynd dig at vaske det af!” skreg mor, da hun så de forstærkede øjne.
Drengene lagde ikke mærke til Rikke. Der var mange smukke piger i skolen. Da den genert brillebærende Mads på universitetet inviterede hende i biografen, blev hun glad. Han var også læseklog og stilfærdig. En dag inviterede hun ham hjem, mens moren var på arbejde.
Uheldigvis kom Serafine hjem tidligere på grund af dårligdom. De unge gjorde ikke noget forkert – de drøftede bøger. Men moren greb sig til hjertet og lod, som om hun besvimede. Mads forsvandt hurtigt, og Rikke fik en lang skideballe, så hun lovede sig selv aldrig at bringe en fyr hjem igen.
Med Mads kom der intet seriøst. Moren fandt ud af, han var fra en lille provinsby, og konkluderede, at han kun var interesseret i Rikkes lejlighed.
”Hvis han flytter ind, får vi ham aldrig ud igen. Jeg giver ikke afkald på denne lejlighed – jeg fik den ikke for ingenting.”
Efter studierne fik Rikke arbejde på biblioteket. Hun var for sky til at undervise.
”Du finder aldrig en mand på et bibliotek. Kun kvinder kommer der. Jeg sagde, du skulle læse medicin. Så kunne du i det mindste hjælpe mig. Mænd respekterer kvinder i hvide kitler.”
Men Rikke hadede medicin. Bøger var noget andet. I dem oplevede hun liv, kærlighed og sorg. I hendes fantasi fandtes der en helteprins, som for alle romantiske sjæle. Men i virkeligheden mødte hun kun skilte eller enkemænd, der var næsten lige så gamle som hendes mor. Hvis en ung mand dukkede op, fandt moren straks fejl eller dårlige intentioner.
Når Rikke prøvede at protestere, greb mor sig til hjertet og rullede med øjnene.
”Rikke, du må flytte hjemmefra. Ellers bliver du aldrig gift. Årene går, og du skal have børn, før det er for sent… Hvor gammel er du?” spurgte bibliotekarchefen Ellen Frederiksen en dag ved frokosten.
”Fireogtredive,” mumlede Rikke.
”Præcis. Hvad venter du på?”
”Hvad skal jeg gøre?” spurgte Rikke forsigtigt.
”Flyt hjemmefra. Mens der er tid. Lev selvstændigt,” rådede Ellen bestemt.
”Hvordan? Mor har et svagt hjerte,” protestere Rikke.
”Er du sikker? Ifølge dine historier får hun anfald, når en mand viser interesse for dig. Ikke?”
”Ingen har vist interesse for mig endnu,” indrømmede Rikke skamfuldt.
”Og det vil de heller ikke, fordi din mor ikke tillader det.”
”Hun bekymrer sig bare. Hun har kun mig,” insisterede Rikke.
”Hun kvæler dig med sin omsorg. Det er på tide at leve dit eget liv. Tag på ferie. Jeg ordner det med din mor. Havde sjov – havet skaber kærlighed.”
Ellen hjalp, og Rikke tog afsted. Men på stranden så ingen til hende, undtagen midaldrende mænd, der ledte efter en affære.
Lige før hjemrejsen sad Rikke på stranden og betragtede solnedgangen.
”Smukt,” lød en mandlig stemme ved siden af hende.
Hun så op og mødte en tiltalende mand lidt ældre end hende.
”Må jeg?” Han satte sig ved siden af hende. ”Jeg har set dig her hver dag. Du er altid alene. Havet indbyder til ensomhed og eftertanke. Har du ikke lyst til at blive her for evigt?”
“Mærkeligt, jeg tænkte netop det samme,” smilede Rikke.
”Virkelig? Vi tænker ens.”
De talte og gik langs stranden til langt efter mørkets frembrud. De havde meget til fælles, især bøger og film. Ingen ring på hans finger. *Måske er det min chance…* tænkte Rikke.
Da Andreas kyssedeDa Andreas kyssede hende mellem havets bølger og stjernernes blik, vidste hun, at livet endelig havde givet hende kærligheden, hun altid havde drømt om.
