Sådan kan man altså ikke leve! Det er ikke rimeligt! Rasmus løb ind på sin fars værelse.
Hvad går du og siger der? Hvor har du nu det fra? Hvem har fortalt dig det?
Skolens rådgiver, far.
Fortæl nu videre, jeg vil gerne høre mere.
Jeg skal vise dig det. Nu går jeg i seng, og så later du som om du vækker mig.
Hvorfor gør du det?
Du skal nok forstå det!
Okay, okay… Rasmus, vågn op. Du skal i skole, stop med at sove videre.
Der kan du selv høre! Det samme siger du hver eneste morgen. Forældre burde vække deres børn kærligt, så man kan mærke at de holder af en. Og de skal smile!
Lad din mor få dig til at smile, jeg har travlt.
Elsker du mig ikke?
Hvad er nu det for noget pjat?
Faren begyndte at blive irriteret.
Det er ikke vrøvl. Hvis du ikke vil have, jeg behandler dig dårligt når du bliver gammel, må du vise dine følelser. Prøv at vække mig igen.
Fint. Din frække dreng, op og stå. Du kommer for sent i skole.
Jeg er træt!
Skat, vågn op Faren strøg hånden gennem Rasmus hår og gav ham et kys i panden.
Hurra! Nu kunne jeg mærke din kærlighed.
Så er det slut med pjat, vis mig dine karakterer.
Ikke nu, far. Du har jo snart ikke tid, du bliver forsinket på arbejde.
Det går nok. Nå, hvor flot et 7-tal. Både i dansk og matematik.
Men far, jeg fik 12 i psykologi.
Skal du være psykolog, min dreng? Hør nu, min guldklump, indtil du får bedre karakterer, vil jeg ikke have, du snakker i telefonen. Sæt dig ned og læs lektier, til din mor kommer hjem.
Rasmus begyndte at græde, og faren forsøgte at trøste ham: Du sagde, jeg skulle smile så smil!
