Der sker også den slags ting
“Jeg kan ikke holde det ud længere, jeg søger om skilsmisse!” råbte Petra i frustration. “Ja, gør det bare! Du skræmmer mig ikke. Måske har jeg drømt om det hele mit liv,” sagde Svend, der slugte en cigaret og viftede afslappet med hånden efter et par glas.
“Tror du ikke, at jeg vil? Jeg går i morgen til domstolen og afleverer det personligt til dommer Valentina.”
Og så blev de skilt.
De satte en annonce i avisen om bytte af deres treværelses lejlighed. Petra var pensionist. Svend arbejdede stadig og tjente godt. Dagen efter skilsmissen kom han som sædvanlig hjem til frokost. Det var først derhjemme, at han huskede, at de jo var skilt, og selvfølgelig havde han ikke lavet frokost til sig selv.
“Lad mig få noget at spise,” sagde han venligt. “Og hvem er du, at jeg skal servere dig mad?” spurgte hun stolt.
“Nå, i det mindste en gammel bekendt.”
“Jeg har måske flere dusin gamle bekendte. Skal jeg så fodre dem alle, eller hvad? Du er sjov.”
“Hvad hvis jeg betaler dig, vil du så lave mad?”
“Betale?” spurgte Petra overrasket. “Nå, jeg kan jo ikke spise det hele selv. Jeg sælger det hellere til dig, end at smide det væk. Men så bliver det restaurantpriser. Jeg laver jo ikke dårligere mad.”
“Restaurantpriser er fint. Hæld op, men gør det hurtigt, for tiden går.”
“Hvad er det for en tone, du bruger? Jeg er også en borger.”
“Slap af, nu har du sagt nok,” sagde Svend, mens han hurtigt åd suppen, der af en eller anden grund smagte meget bedre end før, måske fordi han havde betalt for den.
Sådan kom han hver dag hjem til frokost og betalte, som om det var en restaurant. Og han havde det godt – ingen besvær med indkøb og gryder. Og hun havde det godt – det bragte lidt ekstra penge ind. Hun skulle alligevel lave mad, om det så var til en eller to, det gjorde ingen forskel.
Bortset fra frokost, benyttede han sig af den hjemlige restaurant både morgen og aften. Pengene rakte fint…
Petra blev mere og mere fanget af idéen om en hjemme-restaurant. Hun besøgte den eneste restaurant i deres lille by og studerede, hvordan bordene var dækket, menukortet, serveringsmetoderne og tjenernes uniformer, for at lære alt hvad hun kunne.
En dag kom Svend hjem og stoppede op ved køkkendøren. På bordet lå en hvid dug, en vase med blomster, en serviet ved siden af en tallerken og en anden lille seddel. Han gik til bordet, tog sedlen og læste: “Menu.”
“Der fik hun mig,” mumlede han, men læste alligevel videre og fik øje på sidste linje: snaps – 100 gram – 40 kroner.
“Hvad skal det være?” spurgte Petra, da hun trådte ind i køkkenet. Svend kiggede op og blev lidt paf over at se sin kone. Hun bar en elegant kjole, havde taget en nydelig hvid forklæde på, og hendes hår var pænt sat op. Det vigtigste var dog smilet, der lyste op i hendes ansigt.
“Jeg vil gerne have det dyreste – og lidt snaps, tak. 100 gram, nej, 200 gram.”
Men Petra kunne ikke holde sin nye rolle længe.
Så hun udbrød glad: “Aha! Så du har alligevel ikke stoppet. Jeg troede lige, du var blevet fornuftig, men jeg tænkte, jeg tester dig.”
“Jeg tester dig også. Suk! Jeg ville måske bare prøve at skåle med dig.”
“Åh, jeg ville ikke skåle med dig. Jeg har ikke andet at lave.”
Men alligevel følte hun lidt medlidenhed med Svend.
En dag kom Svend hjem, men ingen modtog ham i køkkenet. Petra var blevet syg. Om aftenen sagde hun:
“Kunne du ikke gnide min ryg?”
“Kun for penge, tak.”
“Åh, du tyran. Okay, jeg betaler. Her, smør ind.”
“Hvorfor kalder du mig ‘du’, frue?”
“Er du sjov?”
Sådan levede de nu.
Ingen henvendte sig om bytte af lejlighed.
Om aftenen så de tv sammen, og til natten gik de til hver sit værelse.
En lang vinteraften sad de og spillede kort. Svend sagde: “Lyt, Petra, hvorfor er du altid alene?”
“Er det ikke ensomt for dig også, altid alene?”
“Jo, det bliver lidt kedeligt.”
“Ja, jeg synes også, det bliver lidt kedeligt.”
“Hør, Petra, skal vi ikke gifte os igen?”
“Det må jeg lige tænke over,” svarede hun koket…
