Jeg er 38 år gammel og har nu boet sammen med en mand i to år, som er fem år ældre end mig. Hans navn er Mikkel, han har tidligere været gift, har to børn og en ekskone, som desværre er arbejdsløs. Hver aften ringer hun eller skriver til ham for at bede om penge eller hjælp til et eller andet.
Jeg har selv aldrig været gift og har ingen børn. Nogle vil måske sige, at jeg ikke forstår, hvad det vil sige at have børn og familie, men det gør jeg faktisk. Jeg forstår også, at det altså ikke er rimeligt at bo sammen med én kvinde og have et forhold til hende, for så hele tiden alligevel at rende hen til ekskonen med det samme.
Det virker ærligt talt, som om Mikkels ekskone gerne vil have ham tilbage. Hun kontakter ham dagligt, fordi der altid opstår et eller andet hjemme hos hende. Så snart Mikkel har fri fra arbejde, tager han direkte derhen og kommer først tilbage sent om aftenen. Vi kan ikke engang fejre jul bare os to sammen, for hun sørger for, at der altid sker noget, så han skal have travlt. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor han altid skal fare afsted til hende.
Hele hans familie og venner bor i nærheden, så hun er heller ikke helt alene. Det er tydeligt for mig, at hun forsøger at få Mikkel tilbage. Jeg er ved at være godt træt af det hele. Men hvad skal jeg gøre? Skal jeg gå fra ham? At snakke med ham hjælper ikke rigtig på nogetJeg besluttede mig for at tage en snak med Mikkel. Ikke bare en af de samtaler, hvor jeg nævner, at jeg er ked af det men en stor, ærlig én, hvor jeg fortalte ham alt: Jeg følte mig som gæst i mit eget hjem, altid sat på pause, mens han levede et liv, jeg ikke var en del af.
Han så på mig længe. Så længe, at jeg næsten troede, han ikke ville sige noget. Men så tog han min hånd. Du har ret. Jeg har været blind. Jeg har ladet fortiden styre vores nutid, sagde han stille. For første gang lød han træt af det hele, akkurat som mig.
Aftenen gik med snak, med tårer, med latter og med planer. Dagen efter tog han med mig ud i skoven, og vi gik, indtil alt larm fra byen forsvandt. Der, under lysegrønne forårstræer, lagde han armene om mig og lovede, at nu var det os, der skulle bygges noget op. Fortiden fik han styr på, én samtale ad gangen.
Det var ikke let men små skridt og mange snakke gav os et forhold, hvor jeg endelig var mere end tilskuer. Og julen? Den fejrede vi, bare os to, med varm kakao, ild i pejsen og bløde tæpper. Det var første gang, jeg mærkede, at jeg endelig var hjemme.
