Det skete i en helt almindelig supermarked i København. Folk skyndte sig omkring med deres indkøb, vogne raslede, og luften var fyldt med støj og stemmer. Midt i denne hverdagskaos skilte en scene sig tydeligt ud – en ældre kvinde, der stod ved mejeriafdelingen, lagde straks mærke til det.
Hun bemærkede en lavstammet gammel mand med grånede tindinger og et mildt, men træt udtryk. Han skubbede langsomt sin vogn, mens en lille katastrofe udfoldede sig ved siden af ham – hans barnebarn, fire-årig måske, lavede et helt teaterstykke for hele butikken.
Drengen så ud til at tro, han var i et legetøjsparadis. Han pegede på alt slik, kager, farvet yoghurt, chips – hans øjne flakkede mellem hylderne, mens hans små hænder prøvede at snuppe alt, de kunne nå. Han skreg, sparkede og smækkede endda en pakke havregryn i gulvet, så han kunne give sin bedstefar et forurettet blik, som om det var hans skyld, at verden var så uretfærdig.
Men bedstefaren… han forblev helt rolig. Ikke et glimt af irritation, ikke en eneste bebrejdelse. Kun en jævn, næsten hviskende stemme:
“Hold ud, August. Vi er snart færdige. Du gør det godt. Der er kun lidt igen.”
Drengen blev ikke rolig. Det var, som om han havde mistet alt selvkontrol – han greb varer fra hylderne, smed dem rundt og skreg højere. Nogle kiggede misbilligende, andre rullede bare med øjnene, mens nogle trådte et skridt tilbage.
Men den gamle mand, han blev ved… lige så fredfyldt som før.
“Tag det roligt, August. Vi er næsten ved kassen. Snart er vi hjemme,” fortsatte han blødt, som om han hypnotiserede hverken mindre eller mere end sig selv.
Ved kassen nåede dramaet sit højdepunkt – drengen kastede en pose skumfiduser mod kassedamen. Alle stivnede.
“Rolig, August, rolig…” sagde bedstefaren igen, samlede skumfiduserne op fra gulvet. “Tag en dyb indånding… og ud… du klarer den, min ven.”
Den ældre kvinde, der havde set det hele fra starten, kunne ikke lade være. Hun var målløs over den ro og varme, manden viste midt i alt dette kaos.
Da den gamle mand gik ud på gaden og begyndte at lægge poserne i bagagerummet på sin Peugeot, gik hun hen til ham.
“Undskyld,” sagde hun, “men jeg kunne ikke lade være. Jeg er så imponeret over jeres tålmodighed. Jeg ville have mistet besindelsen for længst. Sikke en sindsro! Jeg ville ønske, jeg havde bare halvdelen af jeres styrke. Jeres barnebarn, August, er virkelig heldig.”
Manden begyndte pludselig at grine højt.
“Åh, tak, min ven,” svarede han, “men jeg tror, der er en misforståelse. Jeg – jeg er August. Og den lille orkan der? Det er Emil.”
Kvinden blinkede forvirret et øjeblik, før hun også begyndte at grine.
Og først der gik det op for hende: hele vejen gennem supermarkedet havde bedstefaren ikke tale drengen til ro. Han havde tale sig selv til ro. Mindet sig selv om ikke at råbe, ikke at blive vred, ikke at miste tålmodigheden. Han gentog ikke barnebarnets navn – han gentog sit eget. Han mindede sig selv om, at han var den voksne, at han skulle holde ud.
Og deri lå den ægte kærlighed. Ikke kun til barnebarnet, men til sig selv. For engang imellem har vi alle brug for en, der kan sige: “Du klarer den. Du gør det godt. Snart er det ovre.” – selvom den eneste, der kan sige det, er os selv.
Livet kan være en lang indkøbstur med en hysterisk fireårig. Men nogle gange er det bedste, vi kan gøre, at gentage vores eget navn og huske, at alt skal nok gå.
