Så længe man lever, er det aldrig for sent. En fortælling – Nå, mor, som vi aftalte, henter jeg dig i morgen og kører dig af sted. Jeg er sikker på, du kommer til at elske det derovre, – sagde Benjamin, mens han nervøst tog overtøjet på og lukkede hoveddøren bag sig. Anna Madsen satte sig træt på sofaen. Efter lange overtalelser havde hun sagt ja til at tage af sted. Naboerne beundrede hende: – Din Benjamin er så omsorgsfuld. Tænk, han sørger igen for, at du får lidt ferie. Men i Annas hjerte luredes tvivlen. Nå, men i morgen bliver alting sikkert klart. Næste morgen hentede Benjamin hende tidligt, bar hendes kufferter ud, satte hende i bilen og kørte. – Hun er heldig, – sludrede naboerne på bænken, – sønnen har skaffet hende hushjælp og nu sender han hende på ferie, ikke som os andre, der lever som man plejer. Opholdsstedet lå udenfor byen. – Mor, det er næsten som et femstjernet hotel, – sagde sønnen smigrende. Da de ankom og gik ind på området, hvor der kun sad ældre mennesker på bænkene, forstod Anna, at hendes tvivl ikke havde været uden grund. Men hun lod sig intet mærke med, hun havde lært altid at holde masken. De mødtes med øjnene, men han kiggede hurtigt væk og forstod, at hun selvfølgelig havde regnet det ud. – Mor, her er både læger, spændende aktiviteter og mulighed for at få nye venner. Prøv det for tre uger, og hvis du… – Benjamin stammede, uden at se hende i øjnene. Men hun sagde kun: – Kør, min dreng. Og kald mig mor, som du plejer, ikke “mutter”, aftale? Han nikkede lettet, kyssede hende på kinden og kørte. Anna fik tilbudt at bo alene eller med en roomie. Hun valgte sidstnævnte – hun ville ikke være alene med sine tanker. – Velkommen, kære – en distingveret dame sad i sofaen – endelig er jeg ikke alene, jeg hedder Marianne Løvgren. De lærte hinanden at kende. Værelset var virkelig som et femstjernet hotel, sønnen havde gjort sig umage. Fælles stue og to soveværelser med bad og toilet. Marianne Løvgren viste sig at være en velhavende 91-årig dame: – Jeg, min skat, er blevet træt, vil bare have nogen til at tage sig af mig. Udlejer min lejlighed inde i byen og bor nu i dette vidunderlige sted. Her er pleje, læger og kreative aktiviteter. Min lejlighed har jeg skrevet over til min nevø, han tager mig sydpå om sommeren. Og hvad med dig, min ven, du ser jo stadig ret ung ud? Anna Madsen smilede let, men fristelsen til at dele overtog. – Det var ikke helt min egen beslutning. Min søn og hans kone bor for sig selv. Vi fandt aldrig tonen rigtigt. Jeg har også en stor lejlighed. Men da de fik råd, købte de deres egen og flyttede. Egentlig godt nok – Nadja, svigerdatteren, og jeg havde svært ved at enes. Og til at begynde med nød jeg faktisk at være alene, – Anna tav lidt… – men så begyndte helbredet at svigte. – Aha, forstår, – sagde Marianne, mens hun tog hårruller ud foran spejlet, – i aften er der i øvrigt dans, skal du med? – Nej tak, jeg vil slappe af i dag, – svarede Anna, gik ind på sit værelse og lagde sig. Alt rigtigt. Barnebarnet, Astrid, læste i en anden by. Hun ville komme hjem, når hun var færdig – og kunne stifte familie der. Hun havde sig selv at takke. Med Nadja havde hun aldrig rigtig klikket, måske fordi hun var for belærende og for dominerende. Benjamin blev trukket imellem dem, men hun ville have ham til at holde med hende, sin mor. Tåbeligt. Da de flyttede ud, var det godt til at begynde med. Forholdet blev faktisk bedre, Benjamin, Nadja og Astrid kom ofte forbi. Men snart blev intet nok for hende igen. Hun havde sig selv at takke. Hun begyndte at bilde sig ind, at hun var syg for at få mere opmærksomhed fra familien, og lod som om hun havde brug for hjælp. Måske ville de så invitere hende til at bo hos dem. Men Benjamin blev forskrækket, og – travl med arbejde og familie – tænkte det var bedst sådan her. Anna havde kun sig selv i tankerne. Hun havde sig selv at takke. Så lejede han en ledsager til hende, men ingen duede. Hun ville bare have familiens opmærksomhed, men fik det modsatte. Astrid, det elskede barnebarn, flyttede til studiebyen. Hun ringede ofte: – Farmor, jeg kommer snart hjem, det går godt. Og dig? – Det går godt, – svarede Anna. – Savn ikke for meget, farmor, jeg kommer snart, – Astrid holdt virkelig af hende. Anna havde sig selv at takke. Hun sagde til Benjamin, at hun havde svært ved at huske medicinen, og at hun glemte ting. Løj. Benjamin blev bange; nu havde de travlt begge to, hvem skulle tage sig af hende? Så tog han hende herud. Dette femstjernede ældrecenter. Anna så sig i spejlet: En ældre kvinde, snart 80, og hvad så? Hun var ved fuld forstand, der var stadig kræfter. Hun havde sig selv at takke. Måske var det i virkeligheden bedst sådan. Hun lagde sig og faldt i søvn. Tre uger føltes som en evighed. Sønnen kom fredage med gaver, men alt var jo her. Alt ville være fantastisk, hvis det virkelig bare var ferie på et luksushotel. Men tanken om, at det kunne blive for evigt, sled på hende. – Vi har undersøgt din mor – hun er sund og rask, lidt nervøs, men det er alle i hendes alder, – sagde personalet, da Benjamin kom igen. Og pludselig så Anna, at han… blev overrasket og glad. Hun havde troet, de kun ventede på, hun skulle gå bort. Uventet dukkede Astrid op: – Farmor, far siger du er på ferie? Sært sted. Jeg har forsvaret mit speciale, tillykke! Kommer du snart hjem? Det er koldt uden dig. Må jeg bo hos dig lidt? Anna fik et stik i hjertet – Astrid var så oprigtig: – Far ville komme i morgen. Gør dig klar, vi tager dig med hjem! Anna nikkede stille. Hun var tæt på at græde. Marianne gjorde sig klar til aftenen: – Kære, du skal hjem, det her er ikke for dig, – sagde hun med et skævt smil, – du er ikke en dame, du er husmor, – og gik værdigt ind på sit værelse. Anna pakkede sammen, ikke helt sikker på, hun virkelig skulle herfra. Benjamin kom tidligt, smilede og sagde bare: – Mor, – og gav hende et kram. I bilen sad Astrid, og – overraskende nok – også Nadja. De udvekslede blikke, og Anna blev varm om hjertet: “Jeg har selv været skyld i det. Skulle altid bestemme, lod ingen leve deres liv. Men hvorfor egentlig? De ser på mig nu, de spørger næsten. Det er jo mine egne børn.” – Tak, – hviskede Anna, da sønnen åbnede døren, og hun steg ind i bilen. Anna Madsen var på vej hjem, fyldt af glæde og lykke. Nu bliver alting anderledes. Nu tror hun på det gode. For det er aldrig for sent at leve, at være lykkelig og gøre andre lykkeligere.