Sådan mødtes vi…
– Mikkel, hvad sker der med dig? spurgte Malene, da tavsheden mellem dem havde varet lidt for længe. Du virker helt ved siden af dig selv. Dit ansigt er blegt… Er du sikker på, du har det godt?
– Ja, ja, det går fint, svarede Mikkel, efter han havde fået styr på sig selv. Han lagde gaflen fra sig og rakte ud efter glasset med æblejuice, for at udskyde det øjeblik, hvor han skulle komme med et egentligt svar til Malene.
*****
Mikkel stod foran opgangen i en baggård på Østerbro i København. Han greb fat i det kolde håndtag på den tunge metaldør, trak vejret dybt og var lige ved at trække den op. Men han standsede. En ukendt uro borede sig ind i mage, og han slap døren igen.
Han havde ikke lyst til at gå ind.
Han vidste godt, at der blev ventet på ham. Han havde jo givet Malene sit løfte. Men nu føltes hvert skridt op ad trappen til tredje sal, op til lejlighed nummer 36, uoverstigeligt. Og selve tanken om at møde hendes forældre fik benene til at ryste under ham, som var det eksamen på gymnasiet alt over igen.
Han så op. Tændt lys i lejligheden på tredje sal. Et fyrtårn. Så tydeligt, at det var umuligt ikke at lægge mærke til det næsten som om det var tændt særligt for ham. Men Mikkel havde mest af alt lyst til at vende om, trave gennem byens gader, hjem, bare væk.
– Hvorfor sagde jeg ja? mumlede han lavt, tog et skridt baglæns. De afskriver mig alligevel.
Han gik yderligere nogle skridt væk og kiggede op på det illuminerede vindue. Hvorfor følte han sådan? Hans hænder var klamme af angst, den følelse man får, før en dom.
Mikkel vidste, at det eneste, der holdt ham tilbage, var tanken om, hvad Malene ville tænke. Hun havde jo bedt ham om at komme han havde lovet hende det.
*****
Mikkel, der er lige en ting… Du må ikke gå i panik, okay? havde Malene sagt aftenen før. Mine forældre vil gerne hilse på dig.
Malene var kæresten. De sad sammen på en lille café på Nørrebro spise en hyggelig middag, diskuterede weekenden og spøgte om fremtiden. Så nævnte hun det med forældrene.
Mikkel havde straks stoppet med at tygge, så på hende for at afgøre om det var alvor eller bare for sjov.
Der var jo egentlig ikke noget mærkeligt i det. Selvfølgelig ville det være naturligt, at forældrene ville møde deres datters kæreste måske endda potentielle svigersøn. Det ville jo være mærkeligt, hvis de ikke havde inviteret ham.
Men alligevel…
…Mikkel frygtede, at de ikke ville bryde sig om ham. At han ikke var god nok. Og bekymringen havde rod i virkeligheden.
Malene kom fra et hjem, hvor hendes mor, Victoria Jensen, havde arbejdet sig op fra underviser til rektor på Københavns Universitet og nu sad i Undervisningsministeriet. Faren, Viggo Jensen, havde startet som ingeniør, arbejdet sig op til vicechef i et stort entreprenørfirma og var nu selvstændig og, hvis rygterne talte sandt, ofte set til sociale arrangementer på rådhuset.
Selv Malene, med sine 32 år, var chefjurist i et velrenommeret finanshus.
Og hvad havde Mikkel udrettet? Han var 35. Uden universitet, arbejde som systemadministrator i et mellemstort firma joda, den faste løn var god, men vejene til forfremmelse uendelige. Hvordan skulle han gøre sig gældende over for den familie? Hvad skulle han sige? Hvor skulle han kigge henne, når de midt under middagen spurgte ham til ambitioner?
Og hvordan kendte han egentlig Malene? Det var ren tilfældighed.
For et halvt år siden gik han i Fælledparken. Malene var der, ventede på sine to veninder, der var henne og købe is, og ringede til sin mor. Pludselig kom en ung, beruset mand susende på el-løbehjul, lige mod hende. Mikkel fik instinktivt fat i Malene og hev hende til side, sekunder før manden kørte galt ind i en skraldespand.
Hva bilder du dig ind?! havde Malene protesteret. Men så hun, hvad der var sket, forstod hun. Hun så på Mikkel for første gang med nye øjne.
De begyndte at snakke, udvekslede telefonnumre, og har været sammen siden.
Nu vendte Mikkel situationen for og imod Malenes ord rungede: Du kommer altså klokken syv i morgen!
Uh… malede Mikkel. Tror bare dine forældre ikke vil godkende mig…
– Hvorfor?
– Helt ærligt, Malene. Jeg har ikke engang en kandidat. Jeg kan formatere harddiske og installere printere, men det er vel ikke ligefrem den slags svigersøn, de havde forestillet sig. Ville det ikke være federe med en politiker eller stifteren af en virksomhed? Ikke bare en almindelig IT-mand…
– Hold nu op, sagde hun, tog hans hånd beroligende. De er altså helt som andre mennesker. Du skal bare møde op i morgen. Vi glæder os.
Mikkel nikkede. Om han selv troede på det, anede han ikke.
*****
Og sådan kom dagen… Fem minutter i syv stod Mikkel ude foran lejligheden. Januarvinden bed i kinderne. Han var ikke klar. Han kunne håbe på, at han om et halvt år, et nyt job og en flot stilling, kunne imponere dem. Men ikke nu.
Da vibrerede telefonen i lommen. Malene.
Hej, Mikkel! strålede stemmen. Vi er næsten klar, min mor er i fuld gang, faren kommer om lidt. Hvor er du?
– Hej, Malen… Jeg… eh…
– Du kommer vel? Jeg kan ikke høre dig.
Ja, jeg er på trapperne, sukkede han. Bare…
– Hvis du nu skulle til at få kolde fødder, så vil jeg ikke høre det! Du skal bare komme op. Eller skal jeg hente dig?
Nej, nej! Ikke nødvendigt… Jeg kommer!
Han lagde på og så sig om, ledte febrilsk efter en undskyldning til ikke at gå op. Avantagen han havde: hvis han var for lang tid om det, risikerede han at rende ind i faren nede ved døren.
Han gik hen til gavlen, mødte en fyr, fik en cigaret. Mikkel røg ellers ikke, men lige nu havde han brug for at dulme nerverne tænke klart. Pustede røg ud, granskede omgivelserne. Til venstre: et tomt byggefelt, tidligere garageanlæg. Til højre, en container. Lidt længere henne, gadens belysning og alt for få mennesker.
På det åbne areal fik en hund hans opmærksomhed. Den lå der, direkte på den frosne jord. Mikkel blev nervøs gadens hunde kunne være uforudsigelige, men denne her virkede ligeglad med ham.
Han betragtede den tænksomt. Den rørte sig ikke, bare lå der. Helt stille. Udsultet. Hunden havde engang hørt til hos nogen. Måske var det derfor, den så så bedrøvet ud i øjnene og ikke ondskabsfuld, ligesom folk gerne ville tro.
Den hund havde en historie én, de fleste i hans kvarter ville kunne genkende. Den var først elsket, som hvalp, hentet af et sommerferiebarn, men efter ferien efterladt, fordi en lejlighed ikke var en plads for en stor hund. Siden vandrede den gadestrøgene tynd, blev taget af en ældre dame siden solgt som racehund, men afsløret som almindelig gadekryds, derefter smidt af ude på Amager.
Nu lå den her, navngivet Jack, intet halsbånd, intet hjem, forladt af mennesker, der ikke forstod, eller ikke gad forstå.
Mikkel betragtede Jack. Han følte en mærkelig samhørighed. De var begge lidt hjemløse, og i nattekulden bød ingen dem indenfor.
*****
Cigaretten var færdig. Mikkel gik hen og smed stubben i skraldespanden, og idet han passerede opgangen, så han endnu en bil køre ind i gården sort, blank, dyr.
Lyset generede hans øjne, så han måtte stoppe. En dør gled ned, og en mand stak hovedet ud. Har du brug for hjælp, knægt?
– Øh, ja… Der ligger en hund… fryser, sagde Mikkel forlegent. – Ved du, om der er en dyreklinik tæt på?
– Ikke i nærheden, men jeg kender et sted. Hop ind, jeg skal nok køre dig.
– Seriøst? spurgte Mikkel overrasket.
– På bagsædet hurtigt. Den hund skal ikke dø af kulde.
Inden han tænkte over det, sad Mikkel i bilen med hunden i favnen. Føreren ringede op. Undskyld, Malene, nødsituation, jeg bliver forsinket. Mikkel? Nej, ham har jeg ikke set. Hvordan ser han ud? Godt, hvis jeg ser ham, ringer jeg.
Lidt efter: Du giver mig ikke problemer. Hvordan har hunden det? spurgte manden.
– Den trækker knap vejret. Men den lever.
– Vi tager af sted nu!
De kørte gennem indre by, og på ti minutter nåede de frem til en akutdyrlæge på Frederiksberg. Mikkel blev mødt af personalet ejeren havde forudringet.
Mens Jack blev båret ud, blev Mikkel alene tilbage i venteværelset. Han så de mange ubesvarede opkald fra Malene og en sms: Mikkel, hvor er du? Er du okay?
Han kunne ikke ringe tilbage. Ikke endnu. Tankerne kredsede kun om hunden. Var han egoistisk, eller var det bare nu, han var nødt til at handle?
*****
Fyrre minutter senere blev Mikkel revet ud af sine tanker af velkendte stemmer henne ved skranken. Malene var der. Og hendes mor. Og bag dem manden i den sorte bil! Dyrlægen kom ud samtidig, smilede.
– Jeg sagde, du ville finde ham her, sagde Viggo Jensen og grinede.
– Hvorfor sagde du ikke noget? protesterede Malene Jeg var ved at gå ud af mit gode skind!
– Undskyld, Malene… Jeg troede ikke, dine forældre ville være glade for, at jeg kom ind til middag og tog en hjemløs hund med…
– Sikke noget sludder, lo hun. Vi har tre katte derhjemme, der alle er hentet fra gaden.
Mikkels ansigt lettede, han mødte forældrene. Viggo trykkede hans hånd, stor og varm: Så fik vi hilst på hinanden…
Victoria nikkede anerkendende: Det du gør, Mikkel det er stærkt. Kom ind til os næste gang med det samme. Vi tager os af Jack.
Dyrlægen svarede: Han overlever. Det er kærlighed, der redder liv.
Samme aften tog de Jack med hjem til Malenes familie. Kattene cirklede nysgerrigt om ham. De skar brød, skænkede et glas af den gode rødvin fra Viggos ven. Og mens Jack langsomt optøede på sofaen, sad Mikkel sammen med Malene og hendes forældre i køkkenet.
Mikkel havde været nervøs uden grund. De var helt almindelige mennesker åbensindede, rummelige og venlige til benet.
Efter et par dage kom Jack til hægterne igen, og Mikkel ville nu tage ham hjem.
– Tager du mig også med? smilede Malene og dukkede op i døren med en taske.
– Dig? mener du det?
– Meget alvorligt. Jeg må ikke længere overnatte hjemme siger mine forældre. De vil gerne have børnebørn og mener, at vi må gøre noget ved verdensbefolkningen.
Mikkel brød ud i latter, det samme gjorde Malene. Jack logrede energisk, og denne gang var der ingen, der frøs.
Sådan mødte Mikkel kærligheden og fandt en Ven for Livet.
