Nu har vi da rigtig mødt hinanden…
– Jonas, hvad sker der med dig? spurgte Karla efter flere minutters tavshed. Du ser helt bleg ud… Er du okay?
– Ja, ja, det er helt fint, svarede Jonas og samlede sig. Han lagde gaflen fra sig, rakte ud efter glasset med æblemost og trak øjeblikket ud, før han skulle svare Karla.
*****
Jonas stod foran opgangen i en mærkelig, drømmende tåge. Hans hånd greb usikkert om metaldørens håndtag, mens gadelyset virkede skævt og dobbelttydigt, som lå han inde i en parallel udgave af Roskildes efterårsmørke.
Inde i trappeopgangen ventede nogen. Karla havde insisteret på, han skulle komme forbi, men uroen i hans mave var så voldsom, at han helst ville forsvinde langt væk, måske ud mod fjorden, helt op til domkirken, bare ingen steder nær denne beboelse.
Hans knæ rystede; han følte sig ikke meget anderledes end dengang i femte, hvor han blev hevet op til tavlen uden at have forberedt sig, selvom han burde være voksen nu. Døren skulle bare åbnes, op på tredje sal, finde lejlighed nummer 36…
Men noget holdt ham fast. En mærkelig frygt holdt ham tilbage, trak ham mod brostenene, hvor gågaden bliver til slumrende kvarter og postkassen står skævt i sneen.
Lysten til at vende om, løbe op til stationscentret eller måske bare hjem til sig selv, voksede, mens han mumlede for sig selv: – Hvorfor sagde jeg overhovedet ja? Det er klart, jeg ikke slår til. De vil da vælge en anden til deres datter.
Blege lysende vinduer kiggede ned på ham. Det var Karla, der boede på tredje med sine forældre måske lyste de stærkere end alle de andre, bare for hans skyld; et mærkeligt fyrtårn uden hav men med skæve portaler ind til ukendte skæbner.
Han blev stående. Den eneste grund til, han vovede sig videre, var at Karla nok ville blive ked af det. Hun ville have ham med op.
Og han havde lovet det.
*****
Jonas, der er noget, jeg lige skal sige… havde Karla sagt aftenen før, mens de sad på en underligt flydende café på Gammel Kongevej. Mine forældre vil gerne møde dig…
Karla hans kæreste, dansende som navnet i vinden. De havde spist, talt om weekenden og drømt om at tage til Kronborg, da hun nævnte det.
Jonas stirrede ind i det gule stearinlys. Forældrene ville møde ham var det normalt? Var det underligt eller bare virkelig dansk? Sådan var det jo: forældre, der ville se fremtidens svigersøn, måske skimte børnebørn, tjekke baggrund og avisskandaler.
Men Jonas tvivlede på, om han var den rigtige. Han var ikke på universitetet eller kandidat i noget. Han var kun systemadministrator, uden kandidatgrad, ikke for fin til at trylle din computer tilbage, når den havde givet op.
Karlas mor Birgitte rektor på Københavns Universitet, nu i Ministeriet for Uddannelse. Hendes far, Erling, startet som tømrer, blev projektleder i MT Højgaard ejer nu sit eget byggefirma, nærsynet ven med borgmesteren i Roskilde. Alvorlige mennesker, kølige, dog venlige på afstand.
Karla selv, i start-trediverne, chefjurist et eller andet sted, måske Nordea.
Hvad havde Jonas opnået? Ikke meget. Med sine fem og tredivet år var han stadig ham, der redder printere.
Hvordan var han overhovedet mødt Karla? Pure dansk tilfælde. Han gik en tur i Folkeparken, hun sad på en bænk, mens veninderne hentede is. Karla blev siddende og ringede hjem, da en fuld fyr på elløbehjul slalomede ned mod hende. Det var Jonas, der hev hende væk på det splitsekund.
Hvad laver du? havde Karla sagt vredt, indtil hun så fyren ramme en skraldespand og vælte. Bagefter så hun på ham med nye øjne, som om lyset i skoven var blevet grønt.
De talte sammen, mens veninderne stod i kø til softice. Og nu havde de været sammen i et halvt år.
Men Jonas var stadig bange: Hvad nu, hvis Karlas forældre rynkede på næsen? Sidst han blev stemplet som en guldgraver, tabte han pigen, han virkelig holdt af.
Han var ved at miste Karla…
– Jonas, hvad er der? Du er bleg, spurgte Karla under middagen.
– Det er ingenting, mumlede Jonas. Han lagde gaflen, tog glasset med æblemost, mens han overvejede et svar.
– Kommer du så?
– Hvorhen?
– Hjem til mig, smilede Karla. Min mor steger and, min far har sin gamle rødvin fra Frankrig. Alt jeg beder om, er dit ja.
– Jeg ved ikke helt… Jeg tror ikke, dine forældre vil bryde sig om mig.
– Hvorfor?
– Fordi jeg bare er en ganske almindelig fyr uden lang uddannelse eller nogen store udsigter. De vil da hellere have en bankdirektørs søn, en stor erhvervsmand eller måske en OUH-funktionær. Ikke mig.
– Du kender dem slet ikke! sagde Karla, tog ham i hånden. Bare kom i morgen kl. 19. Kom nu.
– Mmh, nikkede Jonas. Han vidste stadig ikke, om han turde.
*****
Så kom dagen.
Jonas stod foran Karlas boligblok i udkanten af Roskilde, mørket var tæt om den slidte hjørnevejsblok, kulden stak i kinderne, han tændte op i sig selv med endnu en undskyldning for at slippe væk.
Selvfølgelig måtte han på et tidspunkt møde hendes forældre hans følelser for hende var ægte. Måske kunne han om et halvt år vise dem lønsedlen fra det nye IT-job.
Måske ville Birgitte og Erling så ikke smide ham ud igen straks.
Men så begyndte mobilen at bimle, vibrere fra lommen.
Det var Karla:
– Hej Jonas, vi har næsten styr på det hele! Mor har lavet sovs, far er på vej med rødvin. Hvor langt er du?
– Hej… jeg, øh…
– Du er på vej, ikke?
– Ja, men…
– Jonas, nu tænker du bare på det, vi talte om i går. Alt bliver fint! Skal jeg komme ned og hente dig?
– Nej nej! brummede Jonas og skuttede sig.
– Godt så. Vi ses om lidt!
Jonas lagde mobilen, trådte ud på vejen, gned tindingen og ledte desperat efter en undskyldning noget reelt, ikke bare nerver.
Intet.
Nu mangler det bare, at Erling parkerer her, og jeg løber direkte ind i ham… tænkte han og besluttede sig for at gå en omvej om det næste hjørne.
Undervejs så han en dreng, spurgte efter en smøg. Han havde ellers holdt op, men i den her sære drøm, hvor tiden gled som vand, var det nødvendigt at berolige sig. I mørket virkede byens hjørner tomme: til højre en skraldespand, til venstre et øde område hvor regnen havde trukket slidte streger i sneen.
Men på den gamle grund, hvor Karla fortalte der engang havde stået garager, nu forvandlet til vagtende planer for et nyt lejlighedskompleks, lå en hund og skulede.
Jonas blev uroligt, han kendte til gadehunde de mindede ham om noget andet og hårdt, ukendte drifter.
Men denne hund så ham ikke. Den lå på sneen, lignet mest en slags drømmefigur, tværet ud med vinterens fugt og mørke.
Han ventede travende, mens han røg. Hundens navn var Hugo i det mindste i denne drøm verdenspåvirket af dansk lyd.
*****
Hugo havde ikke fået mad i dagevis.
Før boede han i en helt anden gård. Han blev længe fodret og kælet med af børn men så besluttede en kvinde på fjerde, at Hugo ikke hørte til.
Hun skrev breve til kommunen, fik lignende bekymrede beboere med sig, og pludselig deltes folk: Han kommer tæt på legepladsen tænk, hvis han bider nogen, ser hvor sultne og vilde hans øjne er… sagde hun.
Men Hugos øjne var dybe og sørgmodige, for hans første ejer var en dreng, Emil.
Emils familie kørte til sommerhus på Lolland, hvor Hugo løb som lille hvalp langs vejen. Han blev samlet op, krammet og elsket, men da familien en søndag skulle tilbage til byen, satte de Hugo af ved kolonihaven.
– Hvordan skal vi have en vild hund i lejlighed? spurgte moren. Hvem går tur? Du? spurgte hun Emil.
– Nej, ikke mig, rystede Emil på hovedet.
Sådan blev Hugo efterladt. Forladt men ikke vred. En måned senere blev han samlet op af en ældre fru Jensen, der tog ham med til byen men hun kunne ikke selv beholde ham, så hun prøvede at sælge ham på loppemarkedet.
“Det er en rigtig racehund, bare uden stamtavle,” løj hun.
Da han voksede op, og det viste sig, at han bare var en vaskeægte gadekryds og ikke noget dyrt, blev han sat af på Tåstrup Mark igen alene.
Heldigvis var det mildt forår.
Hugo begyndte at strejfe, og endte i dette kvarter, hvor han kunne putte sig, uden at de lokale forsøgte at skræmme ham væk. Han så ned på børnene fra sit leje, håbede at se Emil igen, eller nogen, der lignede.
Det skete aldrig. For nylig måtte han forlade sin plet: Kvinden på fjerde kastede sten efter ham, de andre kiggede ondt på ham så han gik selv.
Nu lå han der, på sneen, kold og tom, og havde ikke kræfter til at rejse sig. Han så manden med cigaretten og tænkte: “Han hjælper mig næppe. Han ryger nok bare færdig og forsvinder ud.”
*****
Jonas smed cigaretskoddet i skraldespanden som hans mor havde sagt: Vil du gøre verden bedre, så start med dig selv. Da han gik rundt om huset, gik en sort BMW i tomgang, lygterne skar i nattemørket.
Han glemte helt hunden, indtil han nærmest snublede over den. Hugo lå stille, reagerede ikke på hans stemme.
– Hej, makker. Er du okay? spørger Jonas. Ingen bevægelse.
Jonas tændte mobilen, lyste på hunden. Han satte sig ned, rørte den forsigtigt krop som frosset træ.
“Han overlever ikke natten, hvis han ikke får hjælp,” tænkte Jonas med et gisp. Han løftede Hugo som om det var en slidt dyne og gik mod opgangen.
Alle låste hoveddøre; ingen ville have en hund ind, heller ikke for at varme sig lidt.
Jonas mobil vibrerede, han ignorerede den og satte Hugo på brystet, mens han løb mod næste boligblok.
Da han krydsede vejen foran Karlas lejlighed, så en dyr bil bremse. Når døren gik op, lyste et fremmed ansigt med furer og venlighed gennem mørket.
– Hvad sker der? Har du brug for hjælp? spurgte manden.
– Jo, jeg har fundet den her hund… han fryser ihjel. Ved du, om der er en døgnåben dyreklinik nærheden?
– Ikke her. Men jeg kender en udenfor byen min fætter arbejder der. Hop ind, jeg kører dig.
– Vil De virkelig det?!
– Ind med dig, du sagde jo det hastede. Vi skal redde den vovse.
Jonas tøvede kun kort, så sad han bag i bilen, mens Hugo lå slap ved siden af.
Manden ringede op: Hej, min pige. Der skete noget sært, jeg kommer lidt senere. Nej, jeg så ham ikke. Du har ringet? Nå. Hvordan så han ud? Okay, jeg holder øje og giver lyd.
– Det bliver nok besværligt for dig? spurgte Jonas forsigtigt.
– Overhovedet ikke. Tjekker du hunden er han ved bevidsthed?
– Han trækker vejret. Tror jeg.
– Så skal vi skynde os.
Ti minutter senere var de i dyreklinikken. Manden havde ringet til sin fætter, de bar Hugo ind uden nogen diskussion.
Jonas blev siddende i venteværelset, så Karlas beskeder: “Hvor er du? Er du okay?”
Han kunne ikke svare endnu. Han tænkte kun på Hugo.
Han fik aldrig sagt tak til manden med bilen. Da Jonas kom udenfor, var bilen væk så han gik tilbage til klinikken og sad, indtil han fik nyt.
Han havde allerede besluttet, at han ville tage Hugo med hjem. Gik det ikke med Karla, så havde han i det mindste fundet en ven.
*****
Der gik næsten tre kvarter. Pludselig lød skridt og stemmer ud fra receptionen. Det var Karla, hendes mor, og manden med bilen.
Manden dukkede op med et smil.
– Der kan du se, Karla, han sidder i venteværelset. Han holder øje med den stakkels hund.
Jonas kiggede overrumplet på dem. Det var Karlas forældre.
– Jonas, hvorfor ringede du ikke? Jeg var jo bekymret, sagde Karla, da hun løb over til ham.
– Undskyld… jeg turde ikke tage en gadehund med op til jer.
– Helt åndssvagt! grinede Karla. Mine forældre elsker dyr. Vi har tre katte hjemme, alle street cats mor har samlet op.
– Virkelig?
– Ja!
Så trådte Birgitte og Erling hen. Erling tog Jonas’ hånd: “Nå, nu har vi da endelig mødt hinanden…”
– Du må give mig hånden, Jonas, sagde Birgitte. For det du har gjort, kræver virkelig mod. Karla havde ret du skulle bare være kommet op. Men lad os håbe, Hugo klarer sig.
– Det gør han da, tilføjede dyrlægen, da han dukkede op. Hunden bliver frisk, bare rolig.
Samme dag fik de lov at tage Hugo hjem. Han blev pakket ind i tæpper nu krævede det bare kærlighed.
“Kærlighed gør underværker… Selv døden kan give op,” sagde dyrlægen, før han gik.
Jonas ville tage hjem men Karla og hendes forældre insisterede på, at Hugo skulle med til dem. Kattene ville nok holde bedre øje med ham, og der skulle være fest for både redning og nyt bekendtskab.
Så mens Hugo, omfavnet af tre gadekatte og en duft af lun leverpostej, lå på sofaen, sad Jonas i køkkenet sammen med Karla og hendes forældre snakken gik let og frit.
De var jo bare mennesker varme, rare, med sjæl og latter.
Et par dage senere var Hugo på benene igen. Jonas gjorde klar til at tage ham hjem.
– Må jeg komme med dig? smilede Karla, mens hun stod i døren med en lille taske.
– Mener du det?
– Mere end du tror. Mine forældre har forbudt mig at blive her mere. De siger, vi skal arbejde på befolkningstilvæksten.
Jonas kunne ikke lade være med at le. Det kunne Karla heller ikke. Hugo logrede, uden helt at forstå, men vidste i denne sære, danske drøm at noget virkelig godt netop var begyndt.
Sådan var det.
