Ryk lige sammen, vi skal nok bo her i ti år
Svigerinden var stille lidt, så sagde hun:
Altså, Marie, Vibeke er virkelig en kvinde med krudt i. Når hun først har fået en idé ind i hovedet
Du må også forsøge at forstå hende: hun vil bare så gerne have, at Mathilde får en god uddannelse
På min regning? Marie stoppede op foran spejlet.
Hun stirrede ind på en bleg kvinde med uglet hår.
Grethe, stop dem nu. De må stige af på næste station og tage retur. Jeg kommer ikke og henter dem. De får ikke min lejlighed.
Hvordan i alverden skulle jeg stoppe dem? jamrede svigermor. De er jo allerede på vej. Vibeke har ligefrem taget lån for at betale for hendes studie, de har slet ingen penge til husleje.
Hun havde virkelig håbet på din hjælp, Marie. Kan du ikke smide dine lejere ud? Helt ærligt, hvor svært kan det være? Det er jo familie
Familie? Jeg har set den Mathilde, din niece, to gange i hele mit liv! Jeg skal smide en familie ud, fratage mine forældre den hjælp de får og min datter hendes musikundervisning bare fordi din søster har besluttet det?
Messenger larmede nede fra lommen. Marie beholdt jakken på og hev telefonen frem. Besked fra Vibeke, svigermors søster.
Marie, hej! Vi er i toget nu. Billetterne er til 19.40, vi er i København i morgen tidlig! Hent os sammen med Mathilde.
Send lige adressen på din etværelses, vi fik den ikke ned sidst. Og hvor henter vi nøglerne?
Marie stod bare og stirrede. Hun læste beskeden tre gange håbede, det var en fejl. Hvilken etværelses? Hvem er Mathilde?
Mor, hvad laver du? Emma kiggede ud fra entreen. Jeg er sulten.
Om lidt, skat, sagde Marie og aede sin datter på håret, mens blikket hang fast ved telefonen.
Hun ringede op til Vibeke. Røret blev løftet med det samme, man kunne høre toget og latter i baggrunden.
Hej Marie! Moster lød overstadig. Nå, fik du besked? Vi ville gøre det til en overraskelse, så du ikke behøver tænke på mad, vi køber selv!
Vibeke, vent nu, afbrød Marie. Jeg forstår slet ikke. Hvor er I på vej hen?
Hvor tror du? København! Mathilde kom jo ind, jeg sagde det jo i foråret. Fik ikke SU, men ja ja, hun læser bare på privat.
Vi har pakket alle ting, og nu er vi på vej hen for at flytte ind i din lejlighed.
I min Hvad siger du? Marie lænede sig mod væggen. I den lejlighed, jeg har lejet ud i seks år? Vibeke, er I blevet skøre?
Åh hold nu op! Vibekes stemme blev straks skarpere. For seks år siden, da du arvede den af din farmor, sidder du ikke og husker? Jeg sagde: Så har Mathilde et sted at bo, når hun skal læse i København. Og du sagde ikke nej! Så regnede vi med det.
Jeg sagde ikke noget, fordi jeg syntes det var en tosset vittighed! nærmest råbte Marie. Jeg har aldrig haft planer om at give jer den bolig. Der bor allerede folk en familie med barn. Vi har juridisk bindende kontrakt, de betaler altid til tiden. Det er dem penge mine forældre lever for, og Emma har sine aktiviteter.
Tænkte I slet ikke over det, da I købte billetter?
Vi tænkte, vi var familie! råbte Vibeke. Er københavnere helt blottet for samvittighed? Vil du lade din niece stå på stationen? Har du overhovedet ringet til din mand? Ved han, at du smider hans familie på gaden?
Jens er på forretningsrejse i Odense, forbindelsen er håbløs. Og det er MIN lejlighed, Vibeke. M-I-N. Min farmor har købt den og givet mig den, og Jens har intet med det at gøre.
Nå, nu taler du sandt! Mathilde, kan du høre? Din brors kone vil overhovedet ikke have os! Vi ser dig på perronen i morgen tidlig.
Marie stod målløs tilbage.
Emma, gå i køkkenet og varm noget lasagne fra køleskabet, råbte hun gennem gangen og tastede Grethes nummer.
Grethe tog ikke telefonen med det samme.
Ja, Marie, jeg lytter.
Grethe, var du klar over at din søster og niece var på vej til København for at flytte ind i min lejlighed?
Nå ja… Vibeke sagde vist noget, men jeg troede I havde aftalt …
Med hvem? Jeg har lejet den ud i seks år. Halvdelen af pengene går til mine forældres medicin, du ved hvor dyrt de har det. Resten går til Emmas musik og svømning.
Hvorfor sagde du ikke bare til hende, at det ikke kunne lade sig gøre?
Du behøver ikke hidse dig op, nu var der fornærmede undertoner i Grethes stemme. Det er ikke mit bord, I må selv tage den.
Men ring ikke til Jens, du gør ham bare urolig. Han har vigtige møder.
Marie smed telefonen på sofaen. Jens plejer altid at holde sig uden for familiestridigheder, men så snart hans mor eller moster er på banen, kan han ikke sige nej.
Marie, de er fra provinsen, deres verdensbillede er anderledes, plejede han at sige. Det er nemmest bare at give sig.
Hun prøvede at ringe til Jens. Abonnenten er uden for dækning.
Selvfølgelig. Når man virkelig har brug for ham!
***
Det blev et kæmpe drama. Vibeke begyndte at ringe klokken fem om morgenen og krævede, at Marie straks skulle hente dem.
Vi er trætte, sultne, og det er koldt! Ligger du stadig og sover? Op, kom så! Vi står her om 15 minutter!
Marie forstod faktisk ikke med det samme, hvem der var i røret. Da det gik op for hende, brølede hun:
Lad mig være! Jeg kommer ingen vegne, og I får ikke min lejlighed. Slut, farvel. Nu gider jeg ikke mere!
Efter ti opkald lå mosterens nummer på den sorte liste.
Da Vibeke ringede fra Mathildes telefon, røg den også i blokeringen.
Resten af dagen blev Marie bombarderet af Grethe, svigermoren. Hun tryglede, plagede, truede med at blive fornærmet og fortælle alt til sønnen.
Senere samme aften dukkede Jens op hjemvendt fra Odense uden varsel.
Hvad foregår der? spurgte han med det samme. Mor græder, siger at du smed moster Vibeke på gaden.
Marie fortalte køligt, mens hun krammede ham:
De dukkede op uden varsel og forlangte, at jeg smed mine lejere ud, så Mathilde kunne bo gratis i mindst fem år.
Normale mennesker gør ikke sådan! De har jo allerede flyttet ind hos din mor.
Hvorfor er du kommet hjem?
Mor ringede, sukkede Jens. Og Vibeke fyldte indbakken op
Marie, kan vi ikke bare lade dem bo der, indtil Mathilde får studiebolig?
Marie rystede på hovedet:
Jens, de får ikke noget kollegie. De har aldrig engang søgt. Vibeke troede bare, at hun allerede havde min lejlighed. Din familie har aldrig overvejet alternativer!
Mor siger, du lovede det for seks år siden
Jeg sagde ikke noget, da vi spiste til farmors bisættelse, Jens. Jeg tog det som en dårlig joke.
Moster Vibeke er rasende. Hun siger, vi er døde for hende. Og de blev ikke hos mor det er for langt.
Jeg sendte dem ti tusind kroner, så har de nok fundet noget
Gudskelov! Marie slog en cirkel med hånden. Det er dagens bedste nyhed. Jeg gider ikke engang diskutere de penge med dig. Bare de holder sig væk, så pyt!
Jens pustede tungt ud.
Marie, de har lejet et værelse i en delt lejlighed. Vibeke råber, at der er kakerlakker og fulde naboer.
Det må de vænne sig til. Vil man bo i en storby, må man tage det sure med det søde, ikke rende rundt og kræve gaver fra familie, man næsten aldrig ser og aldrig husker fødselsdage for!
Marie gik mod soveværelset, Jens listede efter.
Det føles helt forkert. Vi har da virkelig ladet dem i stikken, ikke?
Hvis nu der sker noget? Hvad hvis naboerne er farlige? Bliver du slet ikke ked af det for Vibeke?
Marie stoppede brat:
Jens, jeg har en datter og to forældre, jeg har ansvar for. Jeg har en lejlighed, som min farmor sled for.
Den skal ikke bare forsvinde, fordi nogen 600 kilometer væk mener, de har mere brug for den end mig.
Hvorfor skal jeg tage hensyn?
Jens sagde ikke noget, så Marie fortsatte:
Skal du have mad? Kom, jeg varmer lasagnen. Og så gider jeg ikke høre mere om den sag. Hvis du vil hjælpe, så brug din egen løn.
Lejligheden bliver udlejet som altid. Punktum.
Okay. Du har ret. Jeg havde heller ikke været glad, hvis dine forældre kom rullende til min mors sommerhus og sagde: Ryk sammen, vi skal bo her i ti år.
Efter aftensmaden, da Jens var i bad, tog Marie sin telefon. En ulæst besked fra Grethe:
Marie, det kan du simpelthen ikke være bekendt. Vibeke er blevet syg af stress. Kom nu med nogle dagligvarer til dem rigeligt, så de har til to-tre uger.
Tag kød, grøntsager, frugt og chokolade. Kaffe, te, hygiejnevarer og rapsolie.
Måske fisk. Ikke dåsemad det spiser Vibeke ikke. Adresse: …
Marie blokerede også svigermoren. Hun kunne få et par dage på skammekrogen.
***
Natten gik nogenlunde roligt ingen familienumre ringede.
Men næste morgen, præcis klokken syv, hamrede det på døren.
Marie vågnede af larmen, Jens sov stadig, så hun måtte åbne.
Vibeke stormede ind med det samme:
Nå, så ligger du trygt i din varme seng? Ikke så meget som et pip om, hvordan Mathilde og jeg overlevede natten!
Det var forfærdeligt! Der væltede kakerlakker ned fra loftet, det var isnende koldt og snavset, gulvet isende!
På den ene side sang naboen hele natten I en kælder sort som kul, og på den anden skændtes de så det rungede.
Har du ingen skam i livet? Vil du virkelig lade nærmeste familie bo sådan?
Ved du hvad, skat, jeg vil ikke skændes mere. Vil du ikke smide dine lejere ud? Fint, så flytter Mathilde og jeg bare ind hos jer!
I har tre værelser, så en kan vi da bo i. Og helst den største! Vi fylder jo trods alt to. Bare rolig, jeg bliver ikke længe, bare tre-fire måneder – måske et halvt år.
Så tager vi hjem, når Mathilde er faldet til.
Marie var helt mundlam.
I skal aldrig komme her mere! Vi behøver ikke ødelægge forholdet fuldstændig, vel?
Vil du have, jeg ringer til politiet? Det gør jeg gerne. Men helt ærligt, hvorfor skaffe jer det besvær?
Vibeke blev rød i hovedet Marie blev faktisk forskrækket.
Du Du Bare du får en forskrækkelse, din københavnersnude!
Lad din Emma knokle som rengøringsdame hele livet! Jeg skal nok huske dig, du kan vente dig!
Verden er ikke så stor og alt kan ske!
Marie smækkede bare døren. Vibeke råbte et minuts tid ude på opgangen, så gik hun.
***
Skænderiet ødelagde forholdet til Grethe svigermor taler ikke med Marie længere.
Jens besøger sin mor, hjælper stadig, og tager Emma med ind imellem, men Grethe sætter ikke sin fod i deres lejlighed mere.
Marie er faktisk bare lettet så fik man da den byrde mindre.
