Rummet, hvor ventetiden aldrig slutter

Jeg kom for sent til min regionaltog. Ikke fordi jeg var forsinket – jeg tøvede bare. Dumt, irriterende, og hvis jeg skal være ærlig, dybt håbløst. Jeg stod på den tomme perron på Sydhavn Station og røg for første gang i mange år – åbenlyst, som om der ikke var mere at miste – og så de røgte baglygter forsvinde ind i mørket. Jeg røg grådigt, som om meningen kunne findes i denne røg, den mening der længe havde manglet. Og så gik det pludselig op for mig: Der var ingen grund til at skynde mig. Der hvor jeg skulle hen, ville intet ændre sig. Og hjem… hjem ville jeg ikke vende tilbage. Der var kun tomhed. Alt det, jeg selv havde efterladt.

Jeg vandrede langs perronen, som om jeg håbede på at finde en anden vej, en ny chance, en anden drejning. Men der var intet andet end vådt asfalt, blanke vandpytter og mit eget spejlbillede i dem. Regnen var lige begyndt – fin, kold, næsten usynlig. Jeg gik ind i ventesalen – gammel, trækfuld, med revner i loftet, en lugt af rust, fugt og tid, der var stoppet her.

Foråret var kun på kalenderen – i salen lugtede det stadig af vinter. De gamle radiatorer knirkede mere end de varmede, under bænkene samlede snavset sig, og kulden sivede ud fra væggene. Ved vinduet sad en kvinde på omkring fyrre med en dreng, der så ud til at være otte. Han spiste kolde frikadeller fra en plastikboks, omhyggeligt, som om det var en opgave. Han havde sin skoleuniform på, med en frakke foldet omhyggeligt over knæene. Ved hans fødder lå en slidt skoletaske. Han tyggede koncentreret, med rynket pande – frikadellerne var åbenbart stenede kolde. Kvinden stirrede ud ad vinduet, som om hun så gennem det. Hun havde mørke ringe under øjnene, hænderne foldet på knæene, som en der holder fast med den sidste vilje. Fingrene dirrede. Som om noget var ved at knække indeni.

Jeg havde ikke lagt mærke til dem, hvis det ikke var for hendes stemme:

“Du ved godt, han ikke kommer tilbage, ikke?”

Sætningen kom hæst, som om den rev sig løs fra hendes sjæl. Som om hun skubbede en sten væk. Drengen reagerede ikke. Han nikkede bare og fortsatte med at spise. Som om han havde hørt det før. Som om der ikke var noget nyt i det.

Jeg følte mig flov. Ikke på deres vegne – på mine egne. For at have lyttet. Fordi jeg også var én, der ikke havde ventet nok, én der var gået. Jeg ville ud i regnen igen, blive gennemvåd, blive renset til benet, glemme det hele. Jeg rejste mig, gik mod døren, og så hørte jeg:

“Vær ikke vred på ham. Han kunne bare ikke. Han er svag.”

På ordet “svag” vaklede hendes stemme, som om hun først nu, ved at sige det højt, forstod det fuldt ud. Drengen klemte hårdere om gaffelen. Knoglerne blev hvide. Han tav.

Jeg gik ikke. Af en eller anden grund vendte jeg tilbage og satte mig tættere på dem. Ikke for at blande mig – jeg vidste bare ikke, hvor jeg ellers skulle være. Den tavshed mellem dem – den indeholdt mere sandhed end noget skrig. Kvinden så på mig. Kort, uden vrede. Bare et blik fra en, der var træt.

“Undskyld,” sagde jeg. “Mit tog kørte lige før.”

Hun nikkede. Ansigtet var ubevægeligt, som hugget i sten. Men drengen så pludselig på mig og spurgte:

“Hvem gik fra dig?”

Spørgsmålet var enkelt, som om det ikke krævede et svar. Eller måske krævede det netop et svar – lige her, lige nu.

“Det var mig,” svarede jeg. “Det var mig, der gik.”

Han nikkede. Som om han forstod. Og tilføjede:

“Hvor skal du hen nu?”

“Ved det ikke,” trak jeg på skuldrene. “Her for nu. Så… må vi se.”

Kvinden rejste sig. Forsigtigt, som om benene var af vat.

“Kom nu, Mads. Vores bus går om tyve minutter.”

Drengen ryddede tavs boksen væk, spændte tasken. De gik. Vendte sig ikke. Døren klikkede efter dem – og så var de væk. Og jeg var tilbage. Alene. I denne ventesal, hvor tiden syntes stået stille, hvor lugten af andres liv hang i luften.

Jeg kiggede på bænken. Der lå en serviet. Krøllet, sammenklemt. Jeg samlede den op og smed den ud. Som om jeg samtidig smed en del af det, jeg burde have givet slip på for længst.

I en halv time sad jeg bare. Stille. Så kom en gammel mand ind. Lav, med en slidt jakke og en mappe under armen. Han lugtede af pebermyntesalve og apotek. Han satte sig ved siden af. Sagde ingenting. Vi sad bare sådan. I ti minutter.

Så sagde han:

“Jeg kommer her hver dag. Det er blevet en vane. Min kone og jeg mødtes her engang. Hun…” Han tav, sukkede. “Nå, men hun er væk nu. Men jeg kommer alligevel. Dumt, måske. Men jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal gøre.”

Jeg nikkede.

“Var det kærlighed?”

“Ja. Dum kærlighed.”

“Der findes ikke dum kærlighed. Kun kærlighed, der kommer på det forkerte tidspunkt,” sagde han. Og sagde ikke mere.

Han gik, efterlod våde fodaftryk på gulvet. Og jeg fulgte efter. Regnen var næsten stoppet. Enkelte dråber faldt sløvt mod asfalten. Over skinnerne steg en let damp, som om selve stationen åndede ud.

Jeg så ham gå – langsomt, som om han smeltede bort. Lille, skrøbelig, som en figur, der kunne blæses væk. Og pludselig gik det op for mig: Jeg vil hjem. Ikke til et hus. Til mig selv. Til det sted, hvor der stadig er lys. Hvor de venter på dig, selvom du er gået.

Jeg gik til billetkontoret og købte en billet.

Toget kom til tiden. Præcis. Som om skæbnen ikke ville være forsinket i dag. Og jeg steg på – roligt, som om jeg for første gang i lang tid havde fundet den rigtige retning.

Rating
Mirabile dictu
Rummet, hvor ventetiden aldrig slutter