Kirstines have had været hendes søns grav i tolv år. Ikke bogstaveligt taltAnders er begravet på kirkegården i udkanten af Odensemen hun holdt op med at plante noget den dag, han døde af en overdosis på gæsteværelset. At lade haven gro vildt føltes som det eneste ærlige valg. Hun havde svigtet ham. Fundet ham for sent. Sagt de forkerte ting, da han bad om hjælp. Nu bor hun alene i huset, hvor hendes søn døde, 73 år gammel, og evner ikke længere at tage sig af haven, der engang var hendes største glæde. Indtil Mathias dukker op med en socialrådgiver og en fodlænke. Det er samfundstjeneste, forklarer de. Halvfems dage. Havearbejde.
Mathias er seksten, vred og alt det, Kirstine frygtede, Anders kunne være blevet. Han er blevet taget for at sælge stoffer, på vej ned ad samme vej som tog hendes søn. Dommeren har beordret ham til at arbejde sammen med en ældre fra lokalsamfundet frem for ungdomsfængsling. Kirstine vil næsten sige nej. Men noget i Mathias’ bliktrodsigt, ja, men også skræmt og fortabtfår hende til at se Anders for sig som dreng, før stofferne, hvor han hjalp hende med at plante tomater og troede på, at verden kunne være smuk. Haven er din, siger hun. Jeg kan ikke røre den mere. Du arbejder alene.
I ugevis hakker Mathias ukrudt væk i et fjendtligt tavshed, mens Kirstine ser på fra vinduet, hjertet knust gang på gang. Han behandler planterne hårdt, vred på jorden, bruger arbejdet som straf fremfor heling. En morgen finder Kirstine ham stående stivnet ved skuret, stirrende på den lille sten, hun havde lagt for Anders blandt vedbenden. Hvem var han? spørger Mathias stille. Kirstine går for første gang i flere måneder udenfor. Min søn. Han døde her. En overdosis. Jeg sov ovenpå imens han … Stemmen knækker. Jeg skulle have reddet ham. Mathias ser på hende med genkendelse. Min bror døde også. Samme måde. Jeg fandt ham. Det var derfor, jeg begyndte at sælgefølte, jeg kunne styre bare noget.
De begynder at passe haven sammen. Ikke mere tavshed, men samtaler mens de graver og planterom Anders og Mathias bror, om afhængighed og tab, om skyldfølelsen ved at overleve, når en man elsker, ikke gør. Kirstine lærer ham om sønnens yndlingsblomster, de krydderurter Anders elskede, grøntsagerne de plejede at dyrke sammen. Mathias arbejder nu nænsomt med planter, bevidst om at hver plante er et minde, hver blomst et lille genopliv. Min mor siger aldrig noget om min bror, indrømmer han en eftermiddag. Hun opfører sig, som om han aldrig fandtes. Men jeg kan ikke glemme ham. Jeg vil heller ikke. Kirstine lægger hånden på hans skulder. Så lad være. At mindes betyder ikke, at du sidder fast. Din bror fortjener at blive husket. Det gør din fremtid også.
På Mathias sidste dag er haven forvandletfuld af farver, organiseret med omsorg, et levende mindesmærke der hylder de døde og fejrer livet. Kirstine står ved hans side og ser på alt det nye de har skabt. Jeg brugte tolv år på at pine mig selv med den her have, siger hun. Du har lært mig, at sorg kan blive til noget smukt, hvis vi plejer den med kærlighed frem for skyld. Mathias tørrer øjnene. Du har reddet mig, fru Kirstine. Ligesom du gerne ville rede din søn. Hun ryster på hovedet. Vi reddede hinanden. Da Mathias går, vender han sig om. Må jeg stadig komme og hjælpe? Selvom jeg er færdig? Kirstine smiler gennem tårerne. Det er også din have nu. Og sådan blev deten have, hvor to sørgende sjæle plantede tilgivelse, dyrkede håb og opdagede, at det smukkeste ofte vokser der, hvor vi troede alt var dødt for altid.
