Rør ikke ved fortiden
Tit drømmer Tove om sit liv, nu hvor hun har passeret de halvtreds. Familien har aldrig været lykkelig, og det skyldes især hendes mand, Jørgen. De forelskede sig som unge, men et sted på vejen forsvandt noget, uden at Tove opdagede det.
De boede i en lille jysk landsby i svigermorens hus, Anna. Tove gjorde altid sit bedste for at holde hus og vise respekt, og Anna tog hende til sig med varme. Toves egen mor var syg og boede i nabobyen sammen med sin yngste søn.
– Anna, hvordan går det med dig og Tove, spurgte de nysgerrige landsbykoner, når de mødtes ved brønden, i Brugsen, eller på stien.
– Jeg kan ikke sige et ondt ord om Tove, sagde Anna hver gang, – hun er hjælpsom og ordentlig og passer huset. Hjælper mig med det hele.
– Jaja, som om vi tror på den slags fred har du nogensinde hørt om en svigermor, der kun roser sin svigerdatter? lo konerne.
– Det må I selv om, svarede Anna og gik videre.
Tove fik en datter, Møya, og hele huset frydede sig.
– Hun ligner mig, siger du ikke? søgte Anna sine egne træk i barnebarnet, mens Tove bare lo overbærende. Hun var ligeglad med, hvem datteren lignede.
Da Møya var tre, kom en søn til verden. Travlheden var glad, Jørgen arbejde, Tove og børnene holdt sig hjemme, og Anna hjalp til. Deres tilværelse var bedre end de fleste stilfærdig, uden kvinder der trak deres mænd fulde hjem fra forsamlingshuset. Jørgen hverken drak eller slog, og Tove hørte aldrig råb eller forbandelser.
Men da Tove ventede deres tredje barn, spredtes pludselig et rygte i landsbyen: Jørgen var Tove utro med enkekvinden, Tanja. Alt nåede frem, og nabokonen Valborg tog ikke skrupler.
– Tove, her går du med tredje barn, og din Jørgen… hun sagde ordene råt render rundt, uværdig og utro.
– Virkelig? undrede Tove sig, – jeg har ikke lagt mærke til noget.
– Du har jo nok at gøre to børn og ét på vej, hus, svigermor og alt. Jørgen lever livet. Hele byen ved det, og Tanja skjuler det ikke engang.
Tove blev trist, Anna vidste også besked, men tav, bange for at såre svigerdatteren. Hun skændte på Jørgen, men han slog det hen.
– Mor, du kan ikke stole på sladder; kvinder taler bare for at tale.
Da kom Valborg løbende igen.
– Tove, din Jørgen er inde hos Tanja nu, jeg så ham. Vil du være alene med tre børn? Gå derover og hiv hende i håret! Du er gravid, han tør ikke slå igen!
Men Tove havde aldrig modet til slagsmål med Tanja hun kendte hende: skrap, hærdet, altid parat til konflikt. Alligevel gik Tove derover.
– Jeg vil se min mand i øjnene, sagde Tove til Anna, – han nægter jo alt, siger det bare er kvindesnak.
– Tove, lad nu være… tag nu vare på dig selv, forsøgte Anna.
Det var sen efterår, mørkt. Tove bankede på Tanjas vindue, ventede, men Tanja råbte inde fra bag døren.
– Hvad vil du? Hvad banker du for?
– Luk mig ind! Jeg ved, min Jørgen er her! Gode folk har sagt det!
– Ha! Glem det gå hjem, grin ikke byens folk ud! råbte Tanja og lo.
Tove gik hjem, træt og skamfuld. Jørgen kom beruset hjem efter midnat, drak sjældent men dog. Tove havde ventet.
– Hvor var du? Jeg ved, du er hos Tanja. Hun lukkede ikke op, men du ved det.
– Hold op, sagde Jørgen, – jeg var hos Bent, vi sad bare tiden fløj.
Tove troede ham ikke, men skændte ikke det var sent, og hun kunne alligevel intet gøre. Hun grublede hele natten:
– Hvor skulle jeg tage hen med tre børn? Min mor er syg, og min bror har sit. Huset er småt, hvordan skulle jeg få plads?
Hendes mor sagde også altid, når Tove klagede over Jørgens utroskab:
– Du må finde dig i det, datter. Du har giftet dig, har børn. Tror du, mit liv med din far var nemt? Husker du ikke, hvordan vi skjulte os for hans druk og vold? Gud valgte til sidst at tage ham hjem. Jeg fandt mig i det, og Tove, din Jørgen er trods alt ikke voldelig. Kvindens lod er at bære.
Tove var ikke enig, men vidste hun ikke kunne forlade Jørgen Anna prøvede også at berolige.
– Hvor skulle du tage hen med børnene, snart kommer den tredje. Sammen skal vi nok klare Jørgen.
Den tredje blev en datter, Ane, svag og stille, og Toves uro under graviditeten satte sig i barnet. Over tid blev Ane stærkere, og Anna tog sig meget af hende.
– Hørt det nyeste? kvækkede Valborg, landsbyens budbringer Tanja har lukket Mikael ind, konens smed ham ud.
– Lad hende, sagde Tove, lettet så vil Jørgen ikke være dér.
Men efter en måned: – Mikael er væk, er taget hjem til konen, rapporterede Valborg, – nu skal Tanja have sig en ny mand, og pas du på din Jørgen, hun lokker ham nok.
Tove og Jørgen fik fred igen, Anna var også glad. Men har fanden taget bolig, sidder han i ryggen på manden han bliver aldrig i ro.
På vej hjem fra Brugsen mødte Anna sin gamle veninde, Annelise.
– Anna, hvad fejler din Jørgen egentlig? Tove er smuk og god, du roser hende konstant hvad mere kræver han?
– Men, Annelise er Jørgen virkelig begyndt igen?
– Ja, han render rundt får alt for hånden hjemme, og nu går han hos Vera, skilt og arbejder i kantinen.
Anna skjulte det for Tove, skændte på sønnen, men tingene glider ud Valborg sladrede videre. Toves tårer og bønner virkede ikke; Jørgen gik på sideveje igen og igen, han ville aldrig forlade kone og børn, men trofast var han ikke. Det passede ham hjemmet, Anna, børn, tryghed, og altid en kvinde uden for hjemmet.
Anna skændte åbent, men kunne ikke råbe Jørgen til fornuft han skreg igen, hun skulle blande sig udenom.
– Mor, jeg arbejder, forsøger, bidrager I tror bare på kvindesnak.
Han drak ikke mere nu, faktisk slet ikke. Årene gik; børnene blev voksne. Møya giftede sig og blev boende i Aarhus, hvor hun havde lært og arbejdet. Sønnen tog uddannelse i Odense og fandt en pige dér.
Yngste, Ane, skulle til gymnasiet; Jørgen roede sig til ro, gik kun mellem job og hjem, mest på sofaen, helbredet skrantede, han rørte aldrig sprut mere.
– Tove, hjertet driller, smerter ud i ryggen, klager han. – Og knæene, hvad mon det betyder bør jeg se læge i byen?
Tove følte intet mere for ham. Hjertet var stenet; alle de tårer, alle skuffelser og nu sad han hjemme og jamrede. Hun syntes, han kunne klage til sine tidligere kvinder de måtte tage sig af ham nu.
Anna var gået bort, begravet ved siden af manden. Stilheden fyldte huset, kun afbrudt af børnebørn og besøg. Tove og Jørgen blev glade, når de kom, men han sad altid og klagede til børnene, brokkede sig over, at Tove ikke plejede ham. Den ældste datter kom med medicin, kredsede om ham og sagde ovenikøbet:
– Mor, lad nu være med at skælde ud på far, han er jo syg.
Tove blev såret, datteren tog fars parti.
– Han har kun sig selv at takke, sagde hun, – ungdommens vilde liv, men nu vil han have medlidenhed. Jeg har også mistet mit helbred af hans skuffelser, forsøgte hun at forklare.
Sønnen forsøgte opmuntre Jørgen, holdt mest med ham, og ja, mænd forstår hinanden.
Børnene fattede ikke mors smerte. Hun havde udholdt Jørgens utroskab for deres skyld, aldrig forladt dem det var så hårdt. Men svaret var altid:
– Mor, lad nu være at pille i fortiden, udmatt ikke far.
– Det der er sket, er sket, sagde sønnen og lagde hånden beroligende på hendes skulder.
Tove blev lidt såret, men forstod dem, hun bar ingen nag livet går sin mærkelige gang, som det altid har gjort.
Tak for at du læste med, for din støtte, og held og lykke derude.
