Rod i klædeskabet, bunker af krøllet tøj og sur suppe i køleskabet det var ikke den slags kone, jeg havde forestillet mig, men det er præcis, hvad jeg har fået med tiden.
Rod i klædeskabet, tøj overalt, og sur suppe i køleskabet jeg besluttede mig for forsigtigt at kommentere det til min kone, og alligevel endte det med, at jeg selv blev gjort skyldig.
Jeg blev straks forelsket i Emilie. Sådan en skønhed kunne man simpelthen ikke overse. Jeg var i lang tid overbevist om, at jeg havde været heldig; hun var klog, attraktiv og ordentlig. Jeg ventede ikke længe med at fri til hende.
Vi valgte at flytte sammen. Emilie gjorde det klart fra start, at hun ikke var specielt glad for huslige pligter, men hun ville gerne arbejde, så længe vi delte opgaverne lige. Jeg er ikke den stolte type, så det lød fornuftigt, og jeg sagde ja. Dengang syntes jeg, det var ret klogt og fair, men senere blev jeg slemt skuffet.
Vi lavede en fælles aftale om, hvem der skulle tage sig af hvad i hjemmet. Emilie forsikrede mig om, at det ikke ville være svært for hende at kombinere pligter og den karriere, hun altid havde drømt om. Så jeg så ingen grund til at protestere.
Men et halvt år inde i ægteskabet kunne jeg mærke, at noget var gået galt. Livet havde sat sit eget præg på vores aftale. Min Emilie blev aldrig den succes, hun havde ønsket sig. Hun har et deltidsjob på et lille bureau i København, med ustabil arbejdstid og uregelmæssige udbetalinger. De penge hun tjener, bruger hun næsten udelukkende på sig selv. Jeg arbejder lange dage og alligevel glemmer hun aldrig fordelingen af pligter. Hun husker præcis, hvad jeg skal, men overser ofte sine egne opgaver.
Emilie plejede at tage sig af tingene med omhu, men hendes begejstring forsvandt over tid. Jeg lod hende være, indtil det blev svært at overse hendes dovenskab. Rodet var nu helt åbenlyst.
Tøj lå over stolene, bunker af krøllet tøj i klædeskabet, og alligevel lykkedes det Emilie at give mig skylden. Hun sagde: Du arbejder jo også, du tjener penge, kan du ikke lige hjælpe mig? Den holdning sårede mig. Ikke nok med at jeg slider for at forsørge os begge, men jeg skal også stå for det hele derhjemme? Vi havde jo delt alting fra starten.
Og i går fandt jeg sur kartoffelsuppe i køleskabet, en stank der kunne skræmme rotter væk. Jeg havde troet, at Emilie ville tage ansvar, når vi fik barn. At hun ville gå på barsel og få mere tid til hjemmet. Men det blev kun værre. Jeg tænker, det ville være nemmere, hvis jeg ikke havde en kone. Oveni alt det har vi nu konstante diskussioner. Jeg skal åbenbart forstå min kone, sætte mig i hendes sted men hvem forstår mig? Jeg tager ikke på spa hver dag; jeg går på arbejde, og arbejder hjemme, og passer alt i husstanden. Det eneste jeg virkelig ønsker, er lidt ro.
Jeg forstår ikke, hvad min kone laver hele dagen på barsel, så hun ikke kan lave aftensmad? Eller i det mindste rydde op. Kan det virkelig være så svært? Vores barn er kun syv måneder, og sover det meste af dagen. I mellemtiden kunne man da tørre støv af. Hvad sker der, når vi får nummer to? Jeg går stadig ind for ligestilling og gensidig hjælp. Jeg er klar til at støtte og acceptere alt, men jeg har simpelthen behov for det samme tilbage. Men Emilie kan bare ikke forstå det.
Jeg ønsker ikke at ødelægge familien, for jeg elsker vores barn. Men jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal klare det her cirkus. Min tålmodighed slipper snart op.
Hvilken side vælger du egentlig i den her fortælling?
