Rikke skulle forbi sin veninde Katrines lejlighed for at vande blomsterne og fodre hendes skildpadde, mens Kat og manden var på ferie. Hun stak nøglen som Katrine naturligvis havde gemt under den allermest gennemskuelige blomst i døren og gik ind. Men straks hun trådte ind i entreen, stoppede hun op med kæben synligt i gulvhøjde. Alle lysene brændte lystigt, juletræet blinkede som en snestorm af lyskæder, og fjernsynet buldrede derudad. Lyde slap ud fra badeværelset. Rikke åbnede forsigtigt døren og klaskede hænderne sammen i ren og skær forbløffelse.
Normalt sad Rikke alene nytårsaften eller, hun kastede sig i grunden dramatiske, triste miner uden selskab overhovedet. Hendes bedste veninde, Katrine, var for fem dage siden stukket afsted til Skagen med Lars for at holde ferie.
Inden de tog afsted, havde Katrine for som hun sagde, du er trods alt min mest pålidelige veninde, Rikke! bedt hende om at vande de overforkælede potteplanter og sørge for, at skildpadden Alberte fik lidt mad.
De boede i samme byggeblok, bare i hver sin opgang.
Rikke sagde ja, helt uden at fatte, hvad skæbnen havde bag ærmet denne december.
For en god uge siden havde hun hygget sig med kæresten Mads (Madsie, som Rikke kaldte ham), som hun naivt syntes, hun havde et forhold som i film med. Med sit sædvanlige store overskud over kartoffelfrikadellerne med remoulade, sagde Mads pludselig hen over middagen, at han var blevet stormende forelsket i en anden.
Og desuden, hun er altså allerede fire måneder henne, så jeg har ikke ligefrem frihed til at tænke mig om. Hendes mor, bedstemor og resten af svigerklanen insisterer på, at vi skal giftes.
Rikke så lamslået ud.
Og, øh, hvad så med mig? fremstammede hun.
Mads tørrede sig om munden, nikkede venligt og sagde: Kaj, Rikke, du må da indrømme, det er ingen statskatastrofe. Vi har ikke haft kærlighed i evigheder der er kun skallerne tilbage. Du skal faktisk sige mig tak, for at jeg befrier dig fra ja, mig.
Da hun ikke tilbød at hjælpe med at pakke hans ting, gik han bare selv i gang.
Fire dages hulkende ensomhed senere fik Rikke besøg af deres veninde Gitte som undrende konstaterede, at Rikke intet havde spist siden bruddet, kun levet af kaffe og lidt mere kaffe. De tre havde jo egentlig skullet fejre nytår sammen i fælles flok, allerede booket bord på den lokale restaurant. Nu? Ja, så kom Mads selvfølgelig med sin spritnye gravide kone
Forældre nytår? Nej tak, så ville hendes mor bare sidde og ryste over, at Mads alligevel var mærkelig.
Den 31. december ventede Rikke, som sædvanlig, på et mirakel ren vane. Hun blev aldrig klogere, for voksne ved jo inderst inde, at mirakler hører barndommen til, men alligevel går man og ønsker sig et eller andet hvert eneste årsskifte.
Dagen gled uden dramatik over i aften. Ikke så meget som et lille magisk opsving.
Og så var der jo den gave, hun havde købt til Mads en vildt blød, dyr uldtrøje i kornblomstblå som hun nu sad med. Trøjen var alt for stor. Måske ville Mads heller ikke kunne passe den. Hun pakkede den ned igen.
Rikke lagde øjenmakeuppen og lovede sig selv IKKE at tude mere. I stedet gik hun ud i byens regngrå luft. Selvfølgelig, for i Danmark regner det jo altid 31. december.
Bedre at gå rundt i gaderne, end at lade selvmedlidenheden drukne én.
Der var halvanden time til midnat. Rikke forventede nærmest, hun sneg sig ind igen, uden nogen havde savnet hende.
Hun søgte ly i den lokale Netto. Nede i lommen stødte hun på Katrines nøje håndskrevne indkøbsseddel. Andet punkt: Foder Alberte (2x ugentligt)! Der blev hun kold hun havde ikke fodret det skildpaddekræ én eneste gang!
Så meget for nytår og lykkestunder.
Hun løb straks over til Katrines lejlighed og roterede nøglen. Da hun kom ind, blev hun som nævnt mødt af et hyggeligt inferno af lys og jubel og underlige lyde fra badeværelset.
Hun famlede mod døren, åbnede og stod pludselig ansigt til ansigt med en fremmed mand, i gang med at barbere sig grove danske skægstubbe. Han nynnede Der er et yndigt land.
Tænkte hun havde opdaget en indbrudstyv men hvorfor så tage sig tid til at barbere sig?
Hvem dælen er De? spurgte hun vredt.
Manden tørrede skummet væk og smilede stort: Rolig nu! Jeg er bare Katrines fætter, Henrik. Jeg bor normalt i Viborg men skulle til et møde her i København. Kunne ikke nå toget tilbage, og Katrine har givet mig lov at overnatte her. Så du må endelig ikke blive bange!
Hvor er Alberte? spurgte Rikke pludselig.
Skildpadden? Jeg har fodret hende, hun stak af bag sofaen, sagde han lavmælt og pegede i retning af stuen.
Han trak i sin skjorte.
Vi kan vel egentlig hilse ordentligt. Jeg hedder Henrik, sagde han og rakte hånden frem.
Rikke nævnte sit navn. Henrik strakte armen mod hende: Hvad siger du skal vi fejre nytår sammen? Der er kun ti minutter til!
Rikke blev pludselig ilde berørt og løb ud Henrik råbte efter hende: Hov, har jeg sagt noget forkert?
Men Rikke drønede hjem, rev pakken med trøjen til sig, og nærmest fløj tilbage.
Da hun igen stormede ind i Katrines lejlighed døren stod stadig på vid gab var klokken tolv.
Henrik rakte hende et glas bobler. Hun rakte ham pakken.
Glædeligt nytår, her, den er til dig! sagde Rikke.
Henrik pakkede trøjen op og den passede perfekt. Selv i de danske skuldre.
Jeg har haft mange overraskende nytår, men aldrig fået så god en gave, sagde Henrik.
Rikke selv tænkte, at hun i år fik to overraskelser farvel til Mads, goddag til Henrik men hun sagde ikke noget, kun smilede.
Næste nytår fejrede Rikke, Henrik og deres lille datter sammen hjemme hos ham i Viborg.
