En ring, der ændrede skæbnen…
Lars havde bragt sin forlovede, Freja, til sin mors landsby nær Århus. “Hvor er det et hus!” udbrød Freja, da hun så den to-etagede villa med udskårne vinduesomramninger. “Bare et almindeligt hus,” smilede Lars beskedent. “Min mor elsker det.” En kvinde med et varmt smil kom dem i møde. “Det her er min mor, Ellen Margrethe. Mor, det her er Freja,” præsenterede Lars. “Kom indenfor, jeg har bagt nogle wienerbrød. I må gerne spise efter rejsen,” inviterede Ellen Margrethe. Ved bordet tog Freja en duftende kringle og bed i den. Pludselig mødte hendes tænder noget hårdt. “Hvad er det her?” udbrød hun og trak en glinsende genstand ud af bageværket, der fik hende til at gispe.
“Hvad laver du her?” Freja kom hjem fra arbejde og fandt sin eksmand, Søren, i sin lejlighed. Han sad i køkkenet og nippede roligt til sin te, som om intet var forandret. “Vil du have te? Den er stadig varm,” tilbød han uden at kigge på hende. “Jeg spurgte, hvad du laver her?” gentog hun og kæmpede for at holde vreden tilbage. “Jeg drikker te,” svarede Søren uanfægtet. “Hvorfor er du her? Og hvor fik du nøglen fra? Du sagde, du havde mistet den!” Freja knyttede hænderne. “Jeg fandt den,” trak han på skuldrene. “Freja, jeg vil gerne komme tilbage. Må jeg?”
“Lige pludselig?” spottede hun. “Er du seriøs?” — “Undskyld,” sagde Søren stille. “Jeg indså, at jeg har det bedre med dig. Vær sød.” — “Nej tak,” afbrød Freja. “Er du færdig med teen? Farvel.” — “Hvorfor så hårdt? Jeg har ingen steder at tage hen. Lejligheden blev jo din efter skilsmissen,” begyndte han. “Du har dine forældre,” mindede hun ham om. “Og jeg betalte dig for lejligheden. Den er mit nu.” Deres skilsmisse havde været hård. Lejligheden, købt med lån, blev til en knude. Søren ville have det hele, med den begrundelse, at hans nye kvinde havde født et barn, mens de ikke havde børn. Men hendes forældre havde lagt de fleste penge, og i retten gik Søren med til en aftale. Freja tog et lån, betalte ham, og nu var lejligheden kun hendes.
“Hvorfor skal du bo så stort alene?” spurgte Søren og kneb øjnene sammen. “Hvorfor alene?” undrede Freja sig. “Mor sagde, du boede alene. Måske kunne vi prøve igen?” Han smilede, men i hans øjne læste hun ikke ærlighed, men beregning. “Aldrig,” afbrød hun. “Drik din te og skrid.” — “Hvorfor så barsk? Okay, jeg går. Men vi ses igen.” Freja indså, at hun havde glemt at tage nøglen fra ham. Måske havde han lavet en kopi. “Jeg må skifte låsen,” besluttede hun og mærkede, hvor hjertet knugedes af minder om hans forræderi. Hendes kærlighed til ham var længst død, kun bitterhed var tilbage.
Næste aften dukkede eks-svigermoren, Gerda Hansine, op, hun som ellers aldrig blandede sig. “Freja, hej. Du er stadig lige smuk,” begyndte hun. “Men min Søren er en tøjte. Jeg sagde til ham: Du skal ikke droppe sådan en kone.” — “Det er fortid,” svarede Freja køligt. “Hvad vil du?” — “I kunne blive venner igen? I havde det jo godt.” — “Nej. Jeg har mit liv, han har sit. Jeg skylder ham intet.” — “For gamle dages skyld, lad ham bo her. Måske kan det blive godt igen.” — “Det bliver det ikke.”
“Han har brug for hjælp,” fortsatte Gerda Hansine. “Han er bundet i gæld, og den kvinde… hun tog hans penge og forlod ham. Barnet var ikke engang hans. Så nu er han tilbage.” — “Sjovt,” fnøs Freja. “Skal jeg betale for hans dumheder? Lad ham klare det selv.” — “Han har intet sted at bo.” — “Hvad med dig?” — “Min pension er lille, jeg kan ikke forsørge ham.” — “Det bliver ikke mig. Og han kommer ikke ind her. Farvel.” — “Tænk dig om, han er en god dreng, han har forstået det nu.” — “Jeg skal nok tænke,” mumlede Freja, vel vidende at hun ikke ville. Det var slut.
Næste morgen kom en låsesmed for at skifte låsen. Mens han arbejdede, dukkede Søren op igen. “Hvem er du?” spurgte han frækt. “Hvem er du?” svarede smeden. “Lars, kom ind!” råbte Freja fra stuen. Smeden gik ind, og hun hviskede: “Vær sød at spille med. Det er min eks. Sig, du er min kæreste. Jeg betaler ekstra.” — “Ingen problem, skat,” blinkede Lars og vendte tilbage til døren. “Er du her stadig? Hvad vil du?” — “Jeg er kommet hjem til min kone,” erklærede Søren. “Nå, eksen? Hun er min nu. Vi skal giftes.” — “Hun sagde ikke noget.” — “Du spurgte ikke. Skrid, og smid nøglen.” Søren gik og smækkede med døren.
“Tak,” sukkede Freja. “Hvor meget skylder jeg?” — “For at snakke med en eks? En kop te,” smilede Lars. — “Skal jeg betale?” — “Te er nok. Jeg drikker ikke stærkere. Min far kom også efter skilsmissen, tiggede om penge, nægtede at aflevere nøglen. Jeg avisbudede for at tjene til en ny lås. Han hjalp aldrig.” — “Tak, nu kommer han i hvert fald ikke igen,” sagde Freja lettet.
En lørdag ringede det på døren. “Nej, ikke ham igen,” tænkte Freja, men det var Lars. “Godmorgen! Jeg inviterer på en tur. Min mor og jeg har et hus på landet, vi kan tage derud. Eller bare i byen. Har du lyst?” — “Ud på landet,” lyste hun op. “Det er århundreder siden.” — “Jeg venter i bilen.” Freja gik ned og blev overrasket: I stedet for en gammel bil stod der en blank SUV. “Fed bil!” — “Hvad regnede du med? En rusten Datsun?” blinkede Lars.
Landsbyen lå en halvtimes kørsel væk. “Det er ikke et sommerhus, det er et slot!” jublede Freja ved synet af villaen. “Det var min mormors, nu min mors,” forklarede Lars. “Ingen grøntsager, kun blomster og æbletræer. Vi kommer her for at slappe af.” Ellen Margrethe mødte dem med varme: “Freja, hvor er det dejligt, du er kommet! Kom ind, jeg har friskbagt.” Huset strålede af renhed, og brødet duftede, så Freja følte sig som et barn hos bedstemor. “Lækkert, ligesomHun følte en varm hånd trykke sin, og da hun så op, mødte hun Lars’ blik, der lovede en fremtid fyldt med kærlighed og uskyldigt bagværk.
