Lad være med at ringe her igen! Hvorfor spilde tid på noget, du ikke har brug for? For længe siden indså jeg, at hverken du eller dine børn er interesserede i, om bedstemor lever og har det godt!
Min universitetsuddannelse faldt sammen med to store begivenheder mit bryllup og mit første job. Jeg blev ansat som leder i en respektabel virksomhed. Efter nogle år tog jeg barsel og fik en smuk datter Mette. Mette voksede op til at blive en klog pige, så min mand og jeg sparede ikke på udgifterne til hendes uddannelse på Københavns Universitet. Da hun var færdig, ordnede min mand et godt job til hende.
Et år senere introducerede hun os for sin forlovede, og ikke længe efter blev de gift og fik tvillingepiger.
Mine barnebørn var 8 år, da deres bedstefar min mand døde. Det var et stort tab for os alle. Min datter forstod, hvor hårdt det var for mig, så hun ringede hver dag efter arbejde og fortalte lidt om sin dag, mens jeg delte mine oplevelser.
Men efterhånden blev hun mere optaget. Når jeg ringede, fandt hun på undskyldninger for, hvorfor hun ikke kunne snakke lige nu. Med tiden begyndte hun kun at ringe hver uge, og det føltes mest som en formalitet, for hun var altid i gang med at støvsuge eller skulle et eller andet sted hen. En dag blev jeg såret, og da hun ringede, snappede jeg:
*»Hvis du ikke har tid til din egen mor, så lad være med at ringe. Hvorfor ringer du, hvis du alligevel ikke gider lytte?«*
Men Mette fandt en måde at snige sig ud af det på, og jeg undskyldte for mine ord. Derefter ringede hun lidt oftere, men så faldt det tilbage til en gang om ugen.
Jeg var såret over min datters mangel på opmærksomhed. Det gik så vidt, at jeg hverken havde lyst til at spise eller sove.
Vendepunktet kom, da hun ikke ringede i en hel uge og ikke tog telefonen, når jeg ringede. Så da hun endelig ringede tilbage, råbte jeg:
*»Lad være med at ringe mere! Hvorfor spilde tid på noget, du ikke har brug for? Jeg har for længe siden indset, at hverken du eller mine barnebørn bekymrer jer om, hvordan jeg har det. Det eneste, I vil have, er madpakker og fødselsdagsgaver! Det er alt!«*
Mette blev rasende og sagde, at hun ikke ville ringe mere, hvis jeg var så selvoptaget. Hendes ord gjorde mig syg, mit hunde hamrede, og pludselig blev alt sort jeg vågnede på hospitalet.
En sygeplejerske lyttede til min historie, men da hun hørte slutningen, rystede hun på hovedet og sagde:
*»I ældre glemmer ofte, at vi unge har travlt vi skal arbejde, opdrage børn, udvikle os, passe hjemmet, og det er svært at finde plads til lange samtaler. Så I burde sætte pris på de små øjeblikke, hvor vi lige husker jer, selv på vej til Netto.«*
*»Mit råd er kort: find noget, der giver dig glæde, så du ikke lægger mærke til de dage, der går, før din datter eller børnebørn ringer.«*
Og hun havde ret når man laver noget, man elsker, tænker man ikke på, om nogen savner en.
