Klokken ringede på døren.
Hanne havde haft en fornemmelse hele morgenen af, at noget skulle ske. Men hvad var der tilbage? Alt det store var sket. Kærlighed, familie, og nu var hun alene. Hendes mand, som hun havde levet med i seksogtredive år, var død for to år siden. Sønnen havde sin egen familie – to børn, de var sunde og raske. Måske var det bare fornemmelsen af en højtid, tænkte hun pludselig. I morgen var det Kvindernes Internationale Kampdag.
Så kom hun i tanke om manden. Ingen til at give hende mimoser eller tulipaner. Men vent nu – hvad tænkte hun på? Sønnen ville da helt sikkert komme forbi og ønske hende tillykke.
Engang havde de en sommerhus. Bare en lille hytte på de få hundrede kvadratmeter, hendes forældre havde købt efter de økonomiske kriser i gamle dage. Mens hun arbejdede, kom hun der i ferierne og i weekenderne. Da hun gik på pension, boede hun der næsten hele sommeren, kun tilbage i byen for at handle og bade.
Den sommer var tør og varm. Hun måtte vande bedene hver dag. Manden kom, som sædvanligt, hjem fra arbejde om fredagen. Han var bleg, hun så det med det samme.
“Det er bare luften, den er så tung,” sagde han og viftede det væk.
“Bliv her og slap af. Jeg klarer det sidste.” Han satte sig på bænken, lænede sig mod solvarmen i husvæggen, mens han så hende vande. Da hun kom hen til ham, vidste hun med det samme, at noget var galt. Han så ud, som om han sov. Men da hun rørte ved hans skulder, væltede han om på siden. Han var død i søvne på den lille bænk.
Hun solgte sommerhuset om efteråret. Hun kunne ikke holde ud at være der mere. Det føltes, som om hun hele tiden så ham sidde der. Sønnen forstod det godt.
“Det var på tide. Hvorfor slide sig halvt ihjel, når man kan købe alt i supermarkedet hele året?”
Selv tog han på ferie med familien – til Spanien eller Grækenland. Pengene fra sommerhuset gav hun til ham. Han havde børn, han havde brug for dem. Hun havde sin pension. Hun overvejede at tage et arbejde, men sønnen talte hende fra det.
“Du får knap nok til en kop kaffe for det, og slid og stress får du i overflod.”
Sådan havde hendes mand også sagt.
“Skolens lærere skal have nerver af stål. Hvis du savner at undervise, så hjælp børnebørnene. Du har mig. Jeg er der, hvis du har brug for noget.”
Sådan levede hun nu. Alene. Selvfølgelig savnede hun en mands hænder til de praktiske ting. Men sønnen ringede altid til en håndværker, hvis noget gik i stykker.
De sidste år med manden havde været fredelige. Men i ungdommen? Der var sket alt muligt. De skændtes så voldsomt, at de næsten blev skilt. Han var forsigtig med sine eventyr. Men kvinder mærker sådan noget. En dag brød hun sammen, konfronterede ham og pegede på døren.
“Du tager nok også en masse med hjem!”
Han pakkede en taske og satte sig for at tage afsked på sofaen. Lige da kom Nikolaj hjem fra skolen. Han var tretten. Da han så faren med tasken, forstod han det med det samme. Gammel nok til at høre og forstå. Han var også træt af deres skænderier.
“Vil du hade mig?” spurgte faren.
“Ja,” sagde Nikolaj og smækkede med døren til sit værelse.
“Jeg kan ikke!” Manden bankede i lårene og skubbede tasken væk. “Skal vi ikke have aftensmad?”
Hun var så træt af det hele. Hvad gjorde det, om han gik i dag eller i morgen?
De spiste i tavshed.
Næste dag skyndte hun sig ikke hjem fra arbejde. Da hun kom ind, løb hun straks ind for at se efter tasken. Den var væk. Hun følte sig tom og melankolsk. Så opdagede hun den – på hylden under loftet. Hun åbnede skabet. Hans jakker og bukser hang der stadig. Lettelsen var umiddelbar.
Da han kom hjem, sagde hun spidst: “Det var spild af tid at pakke tasken ud. Måske skal du pakke den igen.”
Han svarede ikke. Men han blev ikke længe på arbejde mere, og hvis han gjorde, ringede han. Fra den dag skændtes de mindre. Og de sidste år levede de i fuld harmoni. Hvis bare de kunne have haft det sådan fra starten.
Hun prøvede at huske det gode. Hvad skulle hun med det dårlige? Alle nag forsvandt med manden. Nogle gange overvældede sorgens bølger hende, men de gik altid hurtigt over.
Der var også fordele ved at være alene. Hun holdt ikke lige så meget styr på rengøringen. Der var jo ingen til at rode. Hun lavede enkel mad. Men hun læste meget og så serier. Hendes mand kunne ikke udstå dem. Han sad i sofaen og så fodbold eller nyheder. Hun måtte sidde på en hård køkkenstol og glo på det lille tv på køleskabet, indtil hun fik ondt i nakken.
Nu lå hun som en dronning i sofaen og så, hvad hun ville.
Hun overvejede at få en kat. Men der var så meget hår. Og hun havde aldrig været vild med dyr.
I morgen var det Kvindernes Internationale Kampdag. Måske skulle hun købe en kage? Men hvem skulle spise den? Nikolaj ville helt sikkert komme. Hun besluttede sig for at bage selv og begyndte at lede efter sin opskrifsbog.
Blomster? Hun så sig om i stuen. Nej, det ville kun gøre hende endnu mere trist. Blomster skulle komme fra en mand. Og hvad så? Så kunne hun smide dem ud efter to dage?
Hun bagte chokolademuffins med appelsin. Børnebørnene elskede dem. Nikolaj kunne give dem til dem. Hun satte sig foran tv’et. Der var en film, hun allerede havde set. Hun faldt i søvn.
Døren ringede, og hun vækkede med et ryDøren stod åben, og der udenfor stod en usædvanlig person, der rakte hende en enkelt blomst og et smil, der fik hendes hjerte til at banke lidt hurtigere igen.
