Tove Sørensen trak natkjolen over hovedet og bandt håret i en fletning, da telefonen ringede. Skingre ringetoner flænsede lejlighedens stilhed og fik hende til at fare sammen. Klokken var halv ti.
“Hallo?” Intet svar. “Hallo, hvem er der?”
“Mor?” Stemmen var svag, som om taleren frygtede at blive hørt.
“Majken? Hvad er der galt? Du ved jo, jeg ikke kan lide opkald sent om aftenen!” Tove satte sig på sengekanten og knugede rørtelefonen. “Er alt okay?”
“Jo… altså, nej… Mor, må jeg komme over? Nu med det samme?”
Der var noget i datterens stemme, der fik Toves hjerte til at snøre sig sammen. Majken bad aldrig om hjælp; hun klarede alt selv og var stolt af sin selvstændighed.
“Selvfølgelig, kom du. Men hvad er der sket?”
“Jeg fortæller senere. Jeg er på vej ud ad døren.”
Brummen i røret. Tove stod lidt med telefonen før hun lagde den på og satte vand over. Majken boede i Valby – femogtredive minutter med bus hvis trafikken var mild. Hun ville være her inden for en time.
Hun fandt de fine kopper frem fra skænken, dem til gæster, skar citron og anrettede småkager på en tallerken. Hænderne rystede svagt – en uhyggelig fornemmelse ville ikke slippe.
Majken kom før, end ventet. Da Tove åbnede døren, stod datteren i døråbningen med røde øjne og uordentligt hår. En sportsbag hvilede ved hendes side.
“Åh, min pige…” Tove holdt om Majken og mærkede hende skælve. “Kom indenfor. Theen er klar.”
De satte sig i køkkenet. Majken drak tavs, afbrudt af hulk. Tove ventede uden at spørge. Datteren ville komme med det, når hun var klar.
“Han slår mig, mor,” sagde Majken endelig så lavt, at Tove knap hørte det. “Ikke første gang.”
Tove satte koppen fra sig med en isnen der bredte sig i brystet.
“Slår? Anders? Hvad er det du siger!”
“Lyver jeg, eller hvad?” Majken så hende lige i øjnene. Et blåt mærke under venstre øje var halvskjult af makeup. “Se her!”
“Herregud…” Tove rakte ud, men datteren veg tilbage.
“Lad være med at ynke mig! Det er min egen skyld. Troede han ville ændre sig efter brylluppet… Jeg er en tåbe, mor. En idiot!”
“Hvorfor sagde du ikke noget før? Vi kunne…”
“Hvad skulle du have gjort?” Majkens latter var bitter. “Bedd mig holde ud? Redde ægteskabet? For børnenes skyld? Du sagde altid: Man gifter sig én gang – for altid.”
Tove så ned. Hun mente det jo stadig. Selv levede hun med Majkens far i fyrre år, selv om det ikke altid var let. Udholdt hans druk, grovhed og ligegyldighed. Troede det var sådan, det skulle være.
“Hvor er børnene?”
“Hos hans mor. Jeg sagde, jeg skulle besøge bedstemor.” Majken tørrede øjnene med ærmet. “Vil ikke have dem ser mig sådan her. Sofie er kun syv, og Mikkel… han forstår nemlig det ikke er godt derhjemme. I går spurgte han, hvorfor far råbte af dig.”
“Hvad svarede du?”
“At far var træt fra arbejde.” Majken knyttede næverne. “Lærte at lyve for dem. Godt gået, hva’?”
Tove rejste sig og gik til vinduet. Stænkende regn udenfor, gadelygter spejlede i pytter som gyldne pletter. Hvor mange gange havde hun ikke selv stået her, da manden ikke kom hjem eller kom fuld og vred? Tænkt på at gå, men blev. For datterens skyld, troede hun dengang.
“Hvor er han nu?”
“Hjemme. Sover. Faldt i staver efter spiritussen.” Majken snappede efter vejret. “Mor, jeg kan ikke mere. Vil ikke have børnene vokser op sådan. Husker du min rædsel, når far kom beruset hjem? Gemte mig i skabet og bad han ikke skreg af mig.”
“Men din far slog os aldrig!”
“Næh, men han råbte, så naboerne bankede på væggen. Og du tilgav hver gang. Jeg troede det var normalt. Alle mænd var sådan.” Majken holdt moders blik. “Jeg vil ikke have Sofie tror, at hun skal finde sig i at blive ydmyget.”
Tove satte sig igen overfor datteren.
“Men han er ikke altid sådan. I levede jo så godt de første år. Han elsker dig…”
“Mor!” Majken hamrede næven i bordet. “Det er ikke kærlighed! Elsker man nogen, bruger man ikke hånden mod dem! Aldrig! Under nogen omstændigheder!”
“Men hvis du har gjort ham vred?”
“Jeg gjorde ham vred?” Majken rejste sig og gik utålmodigt rundt. “Ved du hvorfor denne gang? Jeg bad ham ikke ryge i børneværelset. Sofie hoster natten lang. Lægen frygter astma. Han snerrede: ‘Du byder ikke mig hvor jeg ryger i mit hus!’ Og så gav han mig en flad!”
“Hvorfor skulle du også diskutere? Du kunne været blidere…”
“Mor, hører du dig selv?” Majken stoppede og stirrede. “Du forsvarer ham, der slår din datter!”
Tove blev forvirret. Hun forsvarer ikke, hun forsøgte at
Mette Knudsen havde lige trukket nattrøjen på og begyndt at flette sit hår, da telefonen ringede. Skingeren flænsede lejlighedens stilhed og fik hende til at vakle. Klokken var halv ti. “Hallo?” Intet svar. “Hallo, hvem er det?” “Mor?” Stemmen var en hvisken, som om taleren frygtede at blive hørt. “Line? Hvad er der galt? Du ved, jeg kan ikke lide opkald sent!” Mette sank ned på sengekanten, greb om røret. “Er du okay?” “Jo… Altså nej… Mor, må jeg komme nu?” Noget i datterens tone fik Mettes hjerte til at knytte sig. Line bad aldrig om hjælp; hun plejede at klare sig selv. “Selvfølgelig, kom. Men hvad er der sket?” “Senere.” Bippelyde. Mette stod et øjeblik med røret, inden hun slukkede og satte vand over. Line boede i nabobydelen, to busstop fra Stengade, fyrre minutter hvis trafikken tillod det. Inden for en time ville hun være her. Mette hentede de fine kopper fra skabet, dem til gæster, skar citron og lagde småkager på en tallerken. Hænderne dirrede — en uhyggelig forudanelse gav ikke slip. Line ankom før ventet. Da Mette åbnede døren, stod datteren på tærsklen med ømme øjne og uordentligt hår. En sportsbag dirrede i hendes hånd. “Åh, min pige…” Mette omfavnede Line og mærkede hende skælve. “Kom ind. Teen er klar.” De satte sig i køkkenet. Line drak tavs, afbrudt af hulk. Mette ventede uden spørgsmål. “Han slår mig, mor,” mumlede Line så lavt, det næsten gik tabt. “Ikke første gang.” Mette satte koppen fra sig. Kulden bredte sig i hendes bryst. “Hvem? Mads? Hvad siger du!” “Lyver jeg?” Line så brat op. Et blåt mærke under øjet var dårligt skjult af makeup. “Se her!” “Gud…” Mette nåede ud, men datteren veg. “Behøves ikke at ynke mig! Min egen skyld, troede han ville ændre sig efter brylluppet… Jeg er en tåbe, mor.” “Hvorfor sagde du det ikke før? Vi kunne—” “Hvad skulle du gøre?” Lines latter var bitter. “Overtale mig til at holde ud? Frelse ægteskabet? For børnenes skyld? Du sagde altid: Man gifter sig én gang — for altid.” Mette så ned. Jo, hun mente det. Selv levet med Lines far i fyrre år, på trods af drukture og hårde ord. Tålte det, troede det var meningen. “Hvor er børnene?” “Hos hans mor. Sagde jeg ville besøge mormor.” Line tørrede øjnene. “Vil ikke have dem ser mig sådan. Marie er syv, Mikkel… han forstår det ikke er godt derhjemme. I går spurgte han: Hvorfor råber far altid af dig?” “Hvad svarede du?” “At han var træt fra arbejde.” Lines næver knyttede sig. “Lært at lyve for dem. Flot, hva’?” Mette rejste sig, gik til vinduet. Regnen silede ned; gadelygter dansede i vandpytter. Hvor mange gange havde hun ikke stået her, når manden kom sen beruset? Tænkt på at gå, men blev. For datterens skyld, troede hun dengang. “Hvor er han nu?” “Hjemme. Sovet. Faldt om efter flasken.” Line trak vejret krampagtigt. “Mor, jeg orker ikke mere. Vil ikke have børnene vokser op sådan. Husker du min rædsel når far kom hjem fuld? Gemte mig i skabet og bad han ikke råbte.” “Din far løftede aldrig hånden mod os!” “Men råbte så højt at naboerne bankede i væggen. Og du tilgav alt. Jeg troede det var sådan alle mænd var.” Line så på sin mor. “Vil ikke have Marie tror en mand må ydmyge hende.” Mette vendte tilbage til bordet. “Men han er ikke altid sådan. I de unge dage levede I lykkeligt. Han elsker dig—” “Mor!” Line hamrede næven i bordet. “Det er ikke kærlighed! En kærlig mand slår aldrig sin kæreste! Aldrig! Under nogen omstændigheder!” “Provokerede du ham?” “Provokerede jeg?” Line rejste sig, gik rundt. “Ved du hvad min forbrydelse var? At bede ham ikke ryge i børneværelset! Marie hoster om natten, lægen frygter astma. Han svarer: ‘Bestem ikke hvor jeg ryger i mit eget hus!’ Og slår til.” “Men hvorfor modsætte dig? Du kunne—” “Mor! Hører du dig selv?” Line standsede, stirrede. “Du undskylder ham der slog din datter!” Mette følte sig tomløs. Hun undskyldte ikke, prøvede blot at forstå. Hele livet mente hun fred måtte bevares til enhver pris. Manden arbejder, er træt, han skal have ro derhjemme. Kvindens pligt er at skabe den ro. “Jeg undskylder ikke. Men… skal I ikke prøve igen? Sætte jer ned og tale?” “Jeg prøvede! Første gang han skubbede mig, talte vi roligt. Jeg forklarede det gjorde ondt ikke bare fysisk. Han undskyldte og lovede aldrig igen. Gav blomster, opførte sig eksemplarisk i en uge… så begyndte det igen.” Line tog et bryllupsbillede fra vindueskarmen. Ung, forelsket og lykkelig med Mads. “Mor, husker du hvad naboen sagde da vi flyttede sammen? ‘Sød fyr, arbejdsom, drikker ikke.’ Alle syntes jeg var heldig.” “Selvfølgelig. Måske har han problemer? På jobbet?” “Alle har problemer! Jeg har også stress, chef er en idiot, løn kommer for sent. Men jeg slår ikke mine børn eller mand!” “Børnene… de elskal ham.” “Netop det er det grusomme.” Line skjulte ansigtet i hænderne. “I går spurgte Mikkel: ‘Mor, straffer far dig som mig når du er
Hun lå helt stille og stirrede ud i rummets gryende grålys, følte Lærkes hånd slappe af i søvn i hendes egen, og pludselig forstod hun at morgenen kom med noget helt andet end frygt – kunne mærke hvordan oplægget til nye tanker blev født lige der, i roen inden daggry, mens deres to åndedrag langsomt fandt samme rytme mod den kolde vinduesrude.
