Rasmus Sørensen står stille i flere minutter.
Verden, som han har troet han kan købe mennesker, samfund, fremtid smuldrer i luften, nedbrudt af et par sætninger, udtalt af en pige med slidte sko.
Hvem har vist dig det? mumler han til sidst.
Ingen, hr. Sørensen svarer Lise roligt. Jeg forstår det bare. Nogle gange taler sprog af sig selv.
Anne Jensen, hans mor, står ved siden af med knyttede hænder, forsøger at holde hænderne fra at ryste. Hun ser usikkerhed glide ind over ansigtet på manden, som alle i bygningen er bange for at se på.
Du lyver brøler han skarpt, næsten groft. Det er et trick, et kneb for at imponere mig.
Han rejser sig, går mod sit skrivebord og trykker på en knap. På skærmen dukker et gammelt håndskrift op.
Her. Professorerne fra Københavns Universitet kunne ikke oversætte dette. Hvis du kan give mig én sand sætning, giver jeg dig ti tusinde kroner. Hvis ikke bliver din mor fyret.
Hr. Sørensen, gør det ikke! råber Anne. Det er et barn!
Hold mund! afbryder han.
Lise ryster sig ikke.
Okay siger hun. Men I vil ikke kunne lide svaret.
Hun går frem til skærmen og stryger fingrene over linjerne.
Det er ikke kun tekst. Det er en advarsel.
Ha! Hvilken advarsel? griner Rasmus nervøst.
Til dig.
Til mig?! hans stemme flammer af irritation blandet med usikkerhed.
Lise hvisker:
Den, som løfter sig over alle, falder af sin egen stolthed. Hans navn bliver væk i vinden, og hans hus brænder i flammer.
Stille.
Udenfor flasher et lyn. Rummet bliver mørkt, og et skær lyser kort på Rasmuss ansigt blegt, spændt, øjnene vidt åbne.
Sammenfald kun et sammenfald, mumler han.
Lise vender sig mod ham.
I gør grin med dem, der gør rent for jer, men ved I, hvem der skrev koden, som jeres forretning bygger på?
Hvad hvad mener du? hans stemme vakler.
Min far.
Anne bider sig i læben.
Lise nej, lad det
Ja, mor, han må høre det. Lise holder blikket på Rasmus. Han var sikkerhedsfænomenet i jeres cyberafdeling. Han arbejdede på systemet om natten, mens I fejrede ved havet. Da han blev syg, underskrev I hans afskedigelse.
Hvordan hvad hed han? spørger Rasmus, nu blekere.
Anders Jensen.
Rasmuss øjne bliver store.
Var han den, som skrev den beskyttende kode? Den, der bragte millioner fra den tyske bank?
Ja svarer Lise. Han. Og I fratog ham alt.
Stilhed. Kun regnen mod vinduerne kan høres.
Vi vil ikke have hævn hvisker Anne. Kun retfærdighed. Og ro.
Jeg vidste det ikke stammer Rasmus, men ordene er tomme.
I vidste det svarer Lise. I gik bare videre.
Manden læner sig tilbage i lænestolen. Alt, hvad han har bygget, føles pludselig tomt.
Hvad vil I have af mig? Penge? Uddannelse? Et hjem? Jeg giver jer alt.
Lise ser ham roligt i øjnene.
Vi vil ikke noget. Men husk Gud taler sommetider med dem, I ikke ser.
Hun tager sin mors hånd.
Lad os gå, mor.
Anne vender sig mod ham.
Jeg færdiggør oprydningen i dag. Så find dig en ny kvinde.
De går ud, og døren lukker langsomt bag dem.
Rasmus er alene. Han står stille, ubevægelig. Så åbner han skuffen og tager en gammel mappe A. Jensen.
Indeni ligger en anmodning om forlængelse af kontrakten af helbredsmæssige årsager. Nederst er hans underskrift: Afvist.
Rasmus lægger mappen på bordet, fjerner langsomt sit ur fra håndleddet og lægger det ved siden af.
Udenfor strømmer regnen ned over ruden som flydende skam.
Dagen efter eksploderer nyhederne:
Forretningsmanden Rasmus Sørensen donerer hele sin formue og sine aktier til en fond for børns uddannelse i fattige familier.
En måned senere sælges Krystaltårnet til Københavns Universitet, så det kan blive til et gratis undervisningscenter.
I en lille skole på udkanten af byen starter en pige ved navn Lise en sprogklub for børn uden penge.
Når hun bliver spurgt, hvorfor hun gør det, smiler hun:
Fordi viden er magt. Men den sande magt er at tilgive.
Epilog
Anne og Lise forlader København. Ingen hører mere fra dem.
Og Rasmus Sørensen forsvinder fra det offentlige liv.
Nogle måneder senere hænger et skilt på den øverste etage i Krystaltårnet:
Den sande rigdom er at lære af dem, der taler med deres hjerte.
