Johanne mærkede kulden stivne i kroppen, da lyden af nøglen i låsen skar igennem stillefredagen. Hun stod halvt iført bukser, balancerende på et ben midt i sit værelse. Hvem var det? Indbrudstyve? Så genkendte hun fars stemme – det lød som om han talte i telefon.
»Jeg henter sportstasjen og kører med det samme. Jeg kan da ikke påstå, jeg var til træning, når den ligger under sengen,« lød det hviskende fra entreen.
Johanne tog fejl. Det var en stemmemeddelelse. For et øjeblik senere rungede en kvindestemme ud i lejligheden: »Skatter, jeg har savnet dig sådan! Skynd dig, jeg har lavet dine yndlingssmørrebrød. De køler af! Kys-kys!«
Først genkendte hun stemmen: Tanja, fars kollega, søster til mors bedste veninde. Johanne havde altid holdt af hende – Tanja var anderledes, ikke en af de der bedrevidende voksne. Så gik det op for hende: Hvorfor ville han høre *hendes* stemme? Ordene faldt på plads som iskolde sten.
Entredøren smækkede. Tavshed. Johanne sank sammen på sengen. Skulle hun fortælle mor det? Hvordan skulle hun nogensinde se far eller Tanja i øjnene igen?
Hovedløs løb hun ud til sin veninde Cecilie, der allerede ventede utålmodigt med fem ubesvarede beskeder. De havde planlagt tatoveringen i flere måneder; Cecilie mesterede kunstfærdigt at efterligne sin mors underskrift. Men nu var det hele ødelagt.
»Hva’ så, Johanne?« Cecilie prikkede hende i siden. »Sur over at få din egen tatovering? Jeg ordner underskriften!«
At dele denne byrde? Umuligt. Johanne lod som om, det handlede om tussens mod.
I ugerne efter sov hun dårligt, snakkede knap med mor, var stik-pille mod far. En dag var hun tæt på at røbe det, men mor skældte hende ud for en dårlig keminote – det endte i et skænderi. Om aftenen kom mor ind med en kagemand, Johannes yndlingskage.
»Undskyld, mit lille pus, at jeg råbte,« sagde hun blidt. »Det er uopdragent. Men jeg er så bekymret for dine eksamener!«
»Mor, slap nu af – jeg består sgu da eksamener! Er den til mig?«
»Selvfølgelig. Er vi gode? Jeg hader, når vi skændes!«
Johanne tog kagen, kyssede mor på kinden og lovede sig selv: *Du skal jeg aldrig såre*. Om hun allerede græd over en dum skænderi? Hvad ville det ikke gøre ved hende? Tanja og far måtte aldrig komme til at vide noget.
Uden videre blev Johannes far medskyldig: Hun coverede hans arbejdssengeture, påminde ham om fødselsdage og mors ønsker, afledte opmærksomheden, hvis hans mobil ringede. Samtidig ignorerede hun hans spørgsmål og sendte giftige øjekast hans vej.
Så normaliserede det sig: Far kom til tiden, Johanne bestod eksamener, koncentrerede sig om gymnasiet. Og hun mødte Niels – to år ældre, studerende på jura og guitarist. De voksede tætte på aftenvandringer. En aften ved havnefruen føltes tiden som fnug – hun sneg sig ind ad døren sent.
»Øv, klarede det,« tænkte hun lettet.
»Johanne?«
Mor stod i døren. »Du kommer sent.«
»Mig og Cecilie… snakkede bare videre, undskyld.« I lamplyset så hun mors rødkantede øjne. »Er du okay?«
»Jo, fint… Har I dig og far købt noget hos Georg Jensen? Altså, undskyld, jeg så bare en kvittering på ørering…«
En advarende knude bankede i Johannes bryst. »Ørering?«
»Ja, jeg så kvittering…«
»Åh ja!« Johanne greb chancen. »Jeg spurgte far om penge til Emilies fødselsdagspresang. Hun har lige fået huller i ørerne. For dyrt, hva’? Undskyld.«
Mors ansigt klarede øjeblikkeligt op. »Mirakel, nej, det er helt fint! Sjovt du tænker på fødselsdage – du minder så meget om din far!«
Løgnen kvalte hende. Næste dag besluttede hun at få det overstået. At konfrontere far? Udrådeligt. Men Tanja? Det kunne hun måske klare. Jobbet på avisen kom hende til gode: Far tog på interview på fabrikken næste dag. Johanne pjækkede fra skole, Cecilie dækkede hende.
På *Berlingske* blev hun vinket ind uden spørgsmål. Hun bankede på døren med “Chefredaktør”-skiltet.
»Ja?« Tanjas stemme. »Johanne? Hvad laver du her? Far er til interview!«
JohanneMed dirrende knæ satte hun sig. »De der øreringe? Far købte dem til dig, vel?«
På Tanjas ører glinsede små diamantstøv-ringe.
»Hvad?«
»Jeg ved alt,« knurrede Johanne. »Mor fandt kvitteringen. Er du ikke flov?«
Tanjas ansigt skiftede – forvirring blev til… vrede? »Han har købt øreringe?«
»Præcis! Lade som ingenting!«
En lang pause. Så sagde Tanja stift: »Kære ven, kør hjem. Bland dig udenom.«
Tonen fik det til at isne i maven på Johanne. Tanja ville fortælle far alt! Hun skjulte sig på sit værelse da han kom sent hjem. Men dagen efter sagde han ingenting – kun så forpint ud.
En uge senere pakkede han sin kuffert og flyttede ind hos praktikanten Mette. Det var *hende*, der havde få
Lise så på spejlbilledet af sine nye tatoverede bogstaver – **’Kærlighed er blind’** – da nålen susede ned igen, svedet bag øjnene og stikken i armen mindede hende om, at dette mærke for evigt ville minde hende om, hvor dybt et svigt kan skære, og at hun aldrig ville tillade nogen at såre hende igen.
Rettigheden til at fejle.
