Signe fandt ud af, at hendes far havde en elskerinde ved et tilfælde – den dag blev hun skullet fra skolen for at ledsage sin veninde Tove til en tatovør. Da handelscenteret ikke var passende sted med skoleuniform, løb hun hjem for at skifte. Netop som hun trak i et par jeans, drejede en nøgle i døren. Hun frøs midt i bevægelsen, balancerende på én fod, mens den anden sad fast i stoffet. Først troede hun, det var indbrudstyve, men så genkendte hun fars stemme – han lød, som om han talte i telefon.
“Jeg henter kittelvæsken og kører med det samme. Jeg kan da ikke sige, jeg var til træning, når min taske ligger under sengen!”
Signe tog fejl; det var ikke en telefonopkaldning. Han optog en lydbesked, for få minutter efter hørte hun en kvindestemme: “Elskede, jeg har savnet dig sådan. Jeg har bagt din yndlings – wienerbrød med vanilje! Skynd dig, før de kølner. Tusinde kys!”
Først sent gik indholdet op for hende. Først genkendte hun stemmen: Det var faster Bente, fars kollega og søster til mors bedste veninde, som ofte besøgte dem. Signe havde altid holdt af hende – faster Bente var ikke som andre voksne; hun foregav ikke at vide noget, havde det sjovt og hørte popmusik i stedet for forældrenes sørgelige viser. Først da Signe tænkte over, hvorfor hun indtalte beskeder, gik det op for hende.
I samme øjeblik drejede nøglen igen, og lejligheden blev stille. Signe sank sammen på sengen og genlevede faster Bentes ord. Nej, hun havde ikke hørt forkert – hendes far var utro. Hvad nu? Burde hun fortælle det til mor? Hvordan skulle hun agere overfor far og den kvinde?
Uden beslutning løb hun til Tove, der havde sendt fem utålmodige beskeder. De havde set frem til denne dag i en hel måned, valgt motiv, og Tove mestrede hendes mors signatur perfekt. Men nu var Signes humør borte.
“Hvad er der, Signe?” plagede Tove. “Græmmer du dig? Vil du også have tatovering? Salg sertifikatet for dig!”
Livligt ville Signe dele denne chokerende hemmelighed og byrde, men selv med sin bedste veninde kunne hun ikke tale om det. Så hun lod, som om det handlede om tatoveringen.
De følgende fjorten dage kunne hun ikke koncentrere sig på skolen, undgik veninder, undveg morens samtaler og var grov mod far. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Engang næsten fortalte hun det, men mor skældte hende ud for en toer i kemi. De skændtes voldsomt. Om aftenen kom mor med en chokoladebolle, Signes yndlings, og sagde:
“Undskyld, skat. Jeg ved, jeg var uholdbar. Men jeg er så bekymret for dine eksamener! Jeg ønsker alt godt til dig…”
“Mor, stop! Jeg klarer eksamenerne! Er det til mig?”
“Selvfølgelig. Er vi gode igen? Jeg hader, når vi skændes!”
Signe tog bollen, kyssede mor på kinden og lovede sig selv – hun ville aldrig såre hende så dybt. Hvis mor gik sådan i spåner over deres fjollete skænderi, hvad ville der ske, hvis hun opdaged
Hun tog sin frakkekrave op mod den bidende københavnervind, følelsen af det friske tatoveringsbånd sved stadigt, en evig påmindelse om at tillid kun førte til sår der aldrig helede.
