Mor, mine løbesko er helt slidt! sagde Mikkel i døren, mens han nervøst legede med kanten af sin Tshirt.
Hvad mener du med slidt? Vi købte dem først for to måneder siden!
Marianne så næsten ud til at tabe håndklædet. Det var det sidste, hun havde brug for lige nu. Kun en uge til lønudbetalingen, og ingen krone i lommen.
Jeg har ingen andre, piben hans. Jeg har dem på hver dag.
Igen en fodboldkamp? forsøgte Marianne at tale roligt, selvom hun brændte indeni.
Mikkel trak på smil og så væk. Rigmor, den lille lillesøster, som altid stod op for ham, greb ind:
Mor, hvad er der galt? Alle drenge spiller fodbold! Skal vores drenge nu sidde på bænken?
Marianne faldt tungt på en stol. Datter, hvis du kun vidste, hvor meget jeg ville græde
Jeg forstår alt, min skat. Men du må også forstå mig: fabrikken lukkede, far hun tøvede far stoppede med at betale børnebidrag. Hvor skal jeg finde penge til nye sko?
Hvad har vi med det at gøre?! eksploderede Mikkel. I skulle ikke have fået os, hvis vi skal have det sådan her!
Han sprang op, smækkede døren i hovedet og stormede ud. Marianne sad stille, stirrede fremad. Hun ville have grædt, indtil det gjorde ondt, men tårerne var kun tilladt om natten, når børnene sov. Nu var der ingen tid. Om et par timer skulle hun på arbejde.
Arbejde Hun havde arbejdet på fabrikken i ti år, var endda holdleder. Så gik det pludselig i stykker. Fabrikken lukkede. De håbede på en midlertidig pause, men heldet vendte sig ikke. En investor købte stedet, men nu var de fleste ansatte fra andre byer, som kom med natbusruten.
Rasmus var også knyttet til fabrikken. Da den lukkede, prøvede han sig som taxachauffør, indtil han en aften pakkede sine ting i en taske og sagde:
Marianne, tiderne er hårde nu Livet føles som at blive begravet levende.
Hun lo så, troede han drille. Hun foreslog, at de skulle flygte sammen et bedre sted. Men han så alvorligt ud:
Nej, jeg går alene. Jeg kan ikke klare det længere. Jeg er ved at miste forstanden.
Og børnene? De er jo også dine, Rasmus!
Hvad kan jeg gøre? Ring mig for en bastard, men jeg går. Det er besluttet.
Og han forsvandt. Det var da frygten ramte hende virkelig. Mikkel gik i skole, Rigmor var stadig lille Selv hvis man kun tæller mad og el, så er pengene nødvendige. Job i byen er knappe. Der er kø for rengøringspersonale, og mange af dem har en uddannelse.
I to dage gik hun fra job til job først et, der lovede god løn, så et, der mindst betalte noget, og til sidst et, hvor man ikke engang vidste, om man nogensinde ville få løn. Sådan er det i dag, man venter længere på løn end på dommedag.
På et mirakel fik hun et arbejde som rengøringsdame på et kontor. Kontorerne vokser som svampe i København folk sidder, bladrer i papirer, men hvad de egentlig laver, er uklart. Lønnen var en latterlig sum, men i det mindste noget. Kød var for dyrt, olie en luksus, men man kunne overleve. Når det kom til sko eller tøj, begyndte låneogbetaltilbagecirklen.
Hun havde for længst solgt sin guldkæde og sin vielsesring. Intet af værdi var tilbage.
Mikkel! Rigmor! Jeg smutter! råbte hun.
Et svagt mumlen lød fra rummet. Ingen kom for at sige farvel. Ja, hun havde skændt sine børn men hvad kunne hun forvente? Andre børn viste nye ting, mens hendes kun havde det, de havde.
Hun gik ud med tungt hjerte. På vej tænkte hun på Rasmus. Hun havde anmeldt skilsmisse efter hans afgang og krævet børnebidrag, men intet kom. Hverken arbejde eller penge fra ham. En krone om året.
Hun var ikke gift med ham af dyb kærlighed. Det var bare, at tiden syntes at passe. Han arbejdede på fabrikken, drak ikke, var en anstændig mand. De gik hurtigt sammen, indtil han sagde: Marianne, hvorfor trækker vi ud? Vi passer sammen. Og de var begge hjemmeværende, uden lyst til larmende barer. Hvem havde kunnet forudse, at han ville forsvinde? Hvis nogen havde advaret hende, ville hun ikke have troet på det.
På kontoret gik det straks op for alle, at noget var galt. Pigerne hviskede, ingen arbejdede.
Hvorfor så tunge ansigter? spurgte hun.
Hørte du ikke? De var ved at forberede en stor aftale, men nu ser det ud til, at alt er i stykker.
Virkelig?
Oplysningerne er bekræftede. Hvis det er så slemt, som de siger, bliver Poul Jensen fyret. Og så er vi alle i fare. Han er ikke en tåbe han tager ikke skylden på sig selv.
Marianne mærkede benene vakle. For pokker hun var lige ved at bede om et lønforspring.
Hvorfor? spurgte Anna overrasket.
Mikkel mangler sko. Jeg vil spørge om et lønforspring.
Ikke det bedste tidspunkt Men prøv. Du får svar.
Hun samlede modet og bankede på lederen Anders’ kontordør.
Må jeg komme ind?
Anders ville have sagt, at hun skulle gå, men da han genkendte rengøringsdamen, vinkede han hende ind.
Kom ind.
Han huskede, at HRpigen havde nævnt, at manden var gået, to børn, sultne. En tanke begyndte at spire.
Hej, Anders. Jeg ville gerne tale med dig
Sæt dig, han forsøgte at smile.
Tak, men jeg foretrækker at stå. Kan du give mig et lønforspring? Min søn har helt slidte sko, og han har intet at gå i skole i.
Lederen så på hende og brød ud i et tilfreds smil:
Sæt dig alligevel. Jeg har også noget at fortælle.
Han tøvede, valgte sine ord. Pengene var tydeligvis til mere end blot sko det var klart. Så han ville nok gå med.
Hvis han kunne bevise, at aftalens fiasko ikke var hans skyld, ville ejeren tie stille. Men hvis de alligevel fyrede ham, ville en revision starte, og hele affæren ville komme frem. Den eneste udvej var at skyde skylden på chefbogholderen. De havde arbejdet på planen sammen, men hun havde så småt ændret på den, som han kaldte vanvittig vrøvl. Hun blev sur. Nu stod han i et kryds.
Hvad skal jeg gøre? spurgte Marianne.
Vær ikke bange, advarede Anders. For denne sum bliver opgaven ikke helt ren.
Maries håndflader blev svedige. Anders lagde hurtigt et tal på et stykke papir.
Hun næsten væltede fra stolen. Beløbet kunne ændre deres liv: betale gæld, klæde børnene på, måske endda reparere lejligheden.
Hvad præcis skal jeg gøre? sagde hun så lavt, hun næsten knap hørte sig selv.
Skift dokumenterne i chefbogholderens mappe. Hun har den altid med sig. Bring mig de gamle, og læg mine i stedet.
Så hun lider?
Hun mister jobbet, naturligvis. Men med hendes erfaring får hun et nyt inden for en uge. Jeg betaler godt for dette. Tænk over det til aften. Chefen kommer om to dage alt skal være klar. Og ingen må vide noget.
Marianne rejste sig mekanisk og gik. Kollegaerne omringede hende straks:
Så? Fik han lønforspringet?
Hun nikkede først, så rystede på hovedet, vinkede og gik ind i sit lille værelse.
Gud, hvad skal jeg? Det første jeg tænkte var: nej, det kan jeg ikke! Men hvis jeg siger nej, finder han en anden. En anden, der vil tage pengene og bare lade som om. Farligt. Jeg har børn
Der bankede på døren.
Ja?
Ulla, chefbogholderen, kom ind.
Hej, Marianne. Anders er gået, og jeg ville tale med dig.
Marianne sprang op:
Endelig, du kom!
Hun begyndte at græde. Spændingen var for meget.
Ulla satte sig på en kasse:
Sådan tænkte jeg. Han vil gøre mig til syndebuk?
De talte kort. Før hun gik, gav Ulla hende en konvolut:
Der er lidt her, nok til sko. Jeg har ikke mere.
Tak hviskede Marianne gennem tårerne.
Afvis ikke. Inden aften.
Derhjemme mødtes hendes børn. Mikkel sagde først:
Mor, undskyld. Jeg…
Det er okay, min dreng. Her, tag pengene til skoene. Jeg har også bagt en kage. Vi har gæster i dag. Vil du hjælpe med at rydde op?
Selvfølgelig, mor!
Marianne forsøgte at holde sig fra at tænke på, at hun havde indgået en aftale med Anders. Men kun fordi Ulla havde bedt om det. Pengene fra lederen lå i tasken hun havde endnu ikke rørt ved dem.
Om aftenen kom Ulla igen med en anden. Marianne havde aldrig set den store chef før. Da døren gik op
Vagn? Undskyld Viktor
Manden stod lammet i døråbningen:
Marianne? Det kan ikke være!
De havde gået i samme klasse. Marianne gik på erhvervsskole, da hendes forældre døde, og hun måtte klare sig selv. Viktor var færdig med skole, men hans familie flyttede ud af byen et år senere.
De var gode venner, men Marianne holdt altid afstand. Verdene var for forskellige.
De blev sent oppe. Børnene sov allerede, da Ulla rejste sig:
Jeg må gå. I har sikkert masser at snakke om.
Vagn så hende ud:
Tak, Ulla. Jeg får ro i aften. En uge er nok til at få styr på alt her.
De stod alene i køkkenet. Stilhed.
Så, Marianne, fortæl mig, sagde Vagn til sidst. Hvordan endte fysiklæreren fra min tid som rengøringsdame?
Hun sukkede og begyndte at fortælle om erhvervsskolen, fabrikken, ægteskabet
Så du gik direkte fra skole til fabrik? Og gifte dig med det samme?
Valgmulighederne var få. Jeg ville bare have ro. Husk, hvordan jeg levede? Forældre hver dag var drik eller skænderi.
Vagn trommede med fingrene på bordet:
Jeg husker. Lyt, Marianne, du skal tilbage i skole.
Er du skør? I min alder?
Alle studerer! Jeg også. Ikke så meget snak. Jeg betaler dig, jeg hjælper dig. Jeg er nylig skilt. Så kan du vende tilbage til firmaet ikke som rengøringsdame, naturligvis.
Vagn, jeg kan ikke
Husk, du sagde det samme, da du forklarede problemerne?
Marianne smilede gennem tårerne:
Jeg husker. Jeg slog dig med en lærebog og sagde: Sig det ikke igen!
Præcis! Og nu vil jeg ikke høre det. Giv mig din eks data. Han skylder noget til børnene.
Tre år gik. Marianne Valentinová overtog virksomheden. Hun kunne have gjort det før Vagn havde tilbudt det for længe siden. Men hun ville færdiggøre skolen, selv på et accelereret program.
Nu var hun uigenkendelig. Holdning, stil, manerer alt var forandret. Hun følte sig som en anden person: stærk, selvsikker, elsket.
Hvem skulle have troet, at en fysikopgave i skole engang ville blive starten på et så liv?
