Ren komfur
Karen, kom lige her.
Ikke noget venligst. Ikke når du er færdig. Bare kom her, som hvis nogen kalder på en hund.
Hun stillede moppen op ad væggen og gik ind i køkkenet. Poul sad ved bordet og kiggede ned i sin mobil. Ved siden af, på sin faste plads ved vinduet, sad Magda Mortensen. Hun drak te. I rummet hang der en duft af kogt kål og de piller, som svigermor tog håndfulde af fra morgen til aften.
Mor siger, du har ikke gjort komfuret ordentligt rent igen, sagde Poul, uden at løfte blikket.
Jeg vaskede det i går.
Dårligt gjort.
Magda Mortensen satte koppen på underkoppen med et tørt lille knald.
Jeg er ikke vant til, at der skal være snavs i mit hus, sagde hun med den slags stemme, som om det var den mest selvfølgelige sag på jorden. Her har der altid været orden. I tyve år har jeg alene holdt hus, og aldrig har der været så meget rod.
Karen var treoghalvtreds. Hun stod i køkkenet med gummihandsker, våde hænder, og lyttede til det. Endnu engang.
Vis mig hvor snavset er, svarede hun stille. Jeg skal nok vaske det igen.
Ja, vis det jo bare, indskød Poul. Kan du ikke selv se det eller skal jeg helt ned på knæ for at pege?
Han sagde det lavt. Næsten roligt. Hans stemme ramte altid præcis dér, hvor det gjorde ondt, og det helt uden hævede toner.
Karen kiggede på komfuret. Det skinnede. Hun havde skrubbet det i går aftes efter aftensmaden, brugt en halv time på at få fastbrændt fedt af blusene. Det VAR rent.
Og så skete det, at noget bristede.
Der var ikke et udbrud. Ikke tårer. Bare stilhed nederst i maven, som når noget knækker for sidste gang.
Hun tog handskerne af. Lagde dem på bordet.
Jeg har hørt på det her i otteogtyve år, sagde hun stille. Nu er det nok.
Poul så op fra telefonen. Magda sad frosset med koppen i hånden.
Hvad sagde du? spurgte Poul.
Jeg sagde: Nu er det nok.
Så gik hun ud af køkkenet. Gik ind i soveværelset, fandt en stor indkøbspose fra Netto frem fra skabet og begyndte at pakke. Ikke meget. Papirer, to sweatre, lidt undertøj, opladeren til mobilen. Hænderne dirrede ikke, selvom hun næsten havde forventet det. Der var en mærkelig ro over hende, som når man langt om længe har besluttet sig.
Stemmerne fra køkkenet sivede ind gennem døren. Først dæmpede, så højere.
Poul, kan du ikke høre, hvad hun laver? Går du ikke ud og standser hende?
Så kan du da selv gå, hvis du vil.
Karen lukkede jakken, tog posen og gik ud i gangen. Hun tog sko på. Åbnede døren.
Karen! råbte Magda inde fra køkkenet. Ved du overhovedet, hvad du laver? Hvor vil du gå hen? Uden ham er du ingenting! Ingenting!
Karen lukkede døren stille bag sig.
I opgangen duftede der af kattegrus fra naboens på tredje og frisk hvid maling fra første. Hun gik ned og ud på gaden. Det var oktober, vådt og råkoldt, blade lå som et brunt tæppe på asfalten. Karen blev stående foran døren og fandt sin mobil frem.
Dorte svarede i andet ring.
Dorte? sagde Karen. Jeg er gået.
Pause.
Gået hvor fra?
Poul. For altid. Jeg har ikke et sted at tage hen.
Der var et par sekunders stilhed. Så sagde Dorte:
Du kender adressen. Tyve minutter, så er jeg hjemme. Bliv stående foran porten, så siger jeg koden til døren.
***
Dorte boede i en lille lejlighed på Nørrebrogade. Ikke stor, men sin egen, købt for egne sparepenge for syv år siden, da hun arbejdede som receptionist på et hotel og lagde hver en krone til side. Væggene var dækket af små hylder og grønne planter, på køleskabet sad magneter fra byer rundt i landet. Der duftede af kaffe og et svagt strejf af kanel.
Karen sad i sofaen og holdt om en kop varm te. Dorte sad med benene trukket op under sig, så på hende uden at afbryde.
Fortæl, sagde Dorte.
Der er ikke så meget at fortælle, sagde Karen. Det er det samme som altid. Komfuret er aldrig rent nok. Frikadellerne smagte ikke. Gulvene ordentligt vasket? Og de ser på mig, som om jeg… Som om jeg er en ting, der ikke virker.
Karen, sådan har det altid været. Hvorfor nu?
Karen tænkte sig om.
I aften kiggede jeg på det blanke komfur og forstod, at hvis jeg ikke gik nu, ville jeg aldrig gøre det. Så dør jeg dér. Bare falder om en dag, og de ville blot sige, at jeg ikke kunne tage vare på mig selv.
Dorte nikkede. Sagde intet. Skænkede bare mere te.
Om natten lå Karen under en lun plaid på Dortes sofa og lyttede til stilheden. Ægte stilhed. Ingen fjernsynsstøj fra et andet værelse. Intet rømmen fra Magda på den anden side af væggen. Intet pres for at skulle springe op og gøre noget.
Hun faldt ikke i søvn før klokken tre. Ikke af uro, blot fordi hun ikke vidste, hvordan det føltes at ligge og for en gangs skyld ikke have ansvar for nogen.
Så sov hun endelig.
***
Telefonen var tavs i to dage. På tredjedagen skrev Poul: “Hvornår kommer du tilbage?” Ikke “undskyld”, ikke “vi må tale sammen”. Bare: “hvornår kommer du tilbage”, som om hun var taget på forretningsrejse.
Karen læste beskeden og lagde telefonen i lommen.
Rigtigt gjort, sagde Dorte. Lad ham selv spekulere.
Men han tænker ikke. Han regner bare med, jeg ombestemmer mig og vender hjem. Han regner altid med, jeg bliver, hvor han sætter mig.
Og gør du det?
Karen kiggede ud ad vinduet. Gården var grå i oktober, våde biler, nøgne træer.
Ikke denne gang. Jeg ved endnu ikke hvor jeg ender, men jeg går.
De første uger var mærkelige. Karen vidste ikke, hvad hun skulle gøre med sig selv. Hele livet havde hun stået op klokken syv for at lave morgenmad, gøre rent, vaske, løbe i Brugsen efter Magdas medicin, handle, lave mad igen, rydde op igen. Fra morgen til aften. Og stadig lød det altid: ikke nok, ikke godt nok.
Nu vågnede hun, og dagen var tom. Der var intet, hun skulle gøre. Det var næsten uudholdeligt.
Dorte, sagde hun en morgen, mens Dorte var ved at gøre sig klar til arbejde. Jeg bliver sindssyg hvis jeg ikke får noget at tage mig til.
Find et job.
Hvordan? Jeg har gået hjemme i otteogtyve år.
Men du er jo kunstner.
Karen lo. Kort, uden glæde.
Engang var jeg. Efter akademiet var jeg i et forlag i to år, så blev jeg gift, og Poul sagde, jeg ikke behøvede arbejde. Han tjente jo nok. Og hans mor sagde, at pæne kvinder holder hjem, ikke løber rundt og arbejder.
Og du accepterede.
Ja. Jeg var femogtyve og troede, det var kærlighed at nogen tager sig af én.
Dorte tav, trak frakken på.
Karen, i mit skab ligger der et sæt akvareller. Min niece efterlod dem. Der er vist også papir. Prøv du bare.
Hvorfor?
Fordi du stadig husker teknikken. Hænderne glemmer ikke.
***
Karen fandt farverne i nederste skuffe, pakket ind i en avis. Børnefarver, billige, med et lille egern på låget. Papiret var der også, rigtig akvarelpapir, et brugt blok. Karen satte sig ved køkkenbordet og stirrede længe på det tomme ark.
Så tog hun penslen.
Først lykkedes ingenting. Farverne ville ikke som hun ville, hånden rystede, proportionerne blev skæve. Hun rev tre stykker papir i stykker. Men hun blev ved, roen kom, og hun begyndte bare at føre farven ud uden plan. Bare farve. Bare form.
En times tid efter lå der et lille akvarelbillede foran hende: gården udenfor Dortes vindue. Våde træer. Gråt himmel med en lille rosa plet langt væk.
Hun så på billedet og tænkte: Det her har jeg lavet.
Ikke suppe. Ikke et rent komfur. Det her.
Da Dorte kom hjem om aftenen og så billedet på bordet, standsede hun.
Har du selv malet det der?
Ja.
Det er virkelig godt, Karen.
Nej, det hele er helt skævt.
Men alligevel levende, svarede Dorte. Jeg har set hundrede gårde, men den her føles virkelig. Man mærker den.
Karen sagde ikke noget. Men billedet røg ikke ud.
***
I Pouls køkken i lejligheden på Kastanievej skete der underligt ting, han ikke havde forudset.
De første tre dage ventede Poul, at Karen snart vendte tilbage. Det var så selvfølgeligt hvor skulle hun gå hen? Hun kunne jo ingenting. Ingen penge, intet job, intet sted. Selvfølgelig kom hun.
Men hun kom ikke.
Fjerde dag opdagede han, at køleskabet var tomt. Altså HELT tomt. Om morgenen åbnede han det, så på en ensom karton kærnemælk, lukkede og gik sulten på arbejde.
Om aftenen sad Magda i køkkenet og så på ham, som om hun altid havde kendt svaret, men havde tiet.
Har du fået mad?
Nej.
Jeg har heller ikke spist. Har du handlet ind?
Det nåede jeg ikke.
Så har du altså hverken fået mad eller købt ind, sagde Magda stille. Aldrig, i mine syvoghalvfjerds år, har jeg oplevet ikke at have brød i huset.
Mor, gå selv i Brugsen, hvis det er så vigtigt.
Lang pause.
Jeg er syvoghalvfjerds. Mine knæ er dårlige. Mit blodtryk ligeså. Og alligevel siger du gå selv.
Mor, jeg var på arbejde.
Hvad så med Karen? Hun sled fra morgen til aften for dig, og du jagede hende afsted.
Poul løftede hovedet.
Jeg jagede hende ikke. Hun valgte det selv!
Fordi du pressede hende! stemmelejet blev skarpt. Jeg sagde, du skulle tale pænt til folk. Men du VED jo bedst.
Du var da ikke bedre! Hver eneste dag blev hun korrekset! Komfuret er ikke rent, bøfferne for tørre, gulvet dårligt vasket!
Jeg må have lov at sige min mening det var mit hus!
Nej, det er MIT hus, mor! Min lejlighed!
De så direkte på hinanden, måske for første gang i mange år. Karen stod ikke længere imellem. Hun var ikke længere skærmen, der tog alle slagene.
Poul tog sin jakke på og smækkede døren.
Magda blev alene i køkkenet. Udenfor var det helt mørkt. Hun stod op, tændte lyset, åbnede køleskabet. Stirrede på kartonen med kærnemælk. Lukkede. Satte sig igen.
Så stille havde der ikke været, mens Karen boede der.
***
November bragte kulde og den første sne. Karen havde nu boet hos Dorte i tre uger, og var langsomt begyndt at komme til sig selv, som en der har været spærret inde og først nu bliver sluppet ud i fri luft. Først gør lyset ondt, så vænner man sig.
Hun tegnede hver dag. Købte sig ordentlige farver. Dorte fandt en annonce på nettet: et lille atelier til leje på Bækkegade, tæt på parken. Et rum på måske tyve kvadratmeter, stort vindue mod nord, trægulve. Billigt, ikke pænt endnu, væggene skallede.
Karen kom for at se og vidste med det samme: her hørte hun til.
Skal du leje det? spurgte den ældre udlejer.
Ja.
Penge havde hun knap nok. Hun solgte sine guldringe fra brylluppet. Det føltes underligt, lidt som at give slip på alt det, der havde været. Men hun tænkte: hvad skal jeg ellers huske?
Atelieret blev virkelig hendes sted. Hun kom tidligt, åbnede vinduet og trak kold luft ind med duft af sne og åvand. Der duftede af oliemaling og træ. Hun satte glasskålene op, lagde papir og lærreder frem og begyndte bare at arbejde. Timerne forsvandt. Tit glemte hun at spise.
Hun malede alt muligt: landskaber, baggårde, ting fra dagligdagen et æble, en gammel sko, en kop. Det gik bedre og bedre. Hænderne huskede, de skulle bare varmes op.
I december ringede Dorte fra sit job.
Karen, på hotellet vil de lave udstilling med lokale kunstnere. Lidt i forhallen. Jeg har nævnt dig vil du vise et par billeder?
Dorte, jeg er ikke kunstner længere. Jeg er kun lige begyndt igen.
Du ER kunstner. Jeg har set dine ting.
Det er amatørarbejde.
Karen, du har i tredive år sagt bare og alligevel ikke rigtigt. Stop nu. Gi’r du dem billeder?
Karen tav lidt.
Okay, sagde hun. Så gør jeg det.
***
Det var der, hun mødte Søren Frandsen.
Han kom til fernisering, egentlig bare fordi han boede på hotellet og tilfældigt gik ned ad gangen. Høj, lidt grå i tindingerne, rolige øjne. Han stod foran et af Karens billeder: vinterpark, bænk, spor i sneen hen til og væk fra.
Karen gik hen for at rette billedet op. Hun hørte ham sige, lavmælt:
Sådan kan det føles. Man kommer, sætter sig, går igen.
Kigger du på sporene? spurgte hun.
Han vendte sig. Blev ikke forlegen over at være taget i at snakke med et billede.
Ja. Jeg ser på dem og tænker: to har sat sig, snakket, gået hver til sit. Måske var det rart, måske skændtes de alligevel.
Jeg havde forestillet mig én person, svarede Karen. Kom, sad lidt, gik hjem igen.
Går man alene, laver man ikke den slags spor se, de slingrer. Det er to, sagde han stille.
Hun betragtede billedet igen, pludselig fra en ny vinkel.
Ja, måske.
De snakkede videre i tyve minutters tid. Han var fra en by i nærheden, besøgte sin bror, der skulle have hjælp til renovering. Søren selv var altmuligmand: fikset træværk, el og vand. Enkemand, to voksne børn. Snakkede sparsomt, men lyttede virkelig. Det bemærkede Karen. Han forstyrrede aldrig. Tjekkede ikke telefonen. Kiggede på hende, når hun talte.
Det var så uvant, at hun blev lidt forlegen.
Da han gik, spurgte han:
Har du et visitkort?
Nej, sagde hun og blev flov. Har aldrig fået lavet et.
Dit telefonnummer så?
Det fik han. Hun tænkte længe bagefter hvorfor.
Tre dage efter sendte han en besked: “God aften. Søren her. Vi snakkede om sporene i sneen. Må jeg købe billedet, hvis det ikke er solgt?”
Det var det ikke. Han kom selv forbi, pakkede det forsigtigt ind, han havde sin egen pose med, og spurgte, om han måtte se flere billeder.
De gik til atelieret. Han stod længe og kiggede, sagde ikke meget. Købte to små billeder mere.
Du maler godt, sagde han.
Jeg har ikke malet i otteogtyve år, svarede Karen.
Hvorfor ikke?
Hun trak på skuldrene. Sagde ikke mere.
Det blev bare sådan.
Han nikkede, accepterede det og lod sagen ligge.
***
Poul ringede i januar. Karen havde nu boet flere måneder mellem Dortes lejlighed og atelieret. På papiret var de stadig gift, hun havde endnu ikke sendt papirerne.
Han ringede sent, mens hun netop sad og arbejdede; et stort vinterstilleben, gran i en glasvase, kogler, et stearinlys.
Karen, sagde han.
Ja?
Stilhed.
Mor er syg, sagde han.
Det gør mig ondt.
Kunne du komme forbi? Bare én gang om ugen. Hjælpe lidt til?
Karen lagde penslen.
Poul. Jeg er gået. Jeg bor for mig selv. Jeg kommer ikke for at hjælpe.
Du er stadig min kone.
Lige nu, ja. Men ikke længe endnu.
Karen, lad nu være. Kom hjem, så vi kan tale sammen.
Vi har aldrig talt, Poul. I otteogtyve år. Det har været dig og din mor. Jeg har adlydt og gjort, hvad I befalede.
Du overdriver.
Måske. Men jeg vender ikke tilbage.
Hun lagde på. Hænderne var stadig rolige. Det undrede hende.
Så tænkte hun på, hvordan det så udefra nok bare lignede en, der gik fra sin mand. Men sådan føltes det ikke. Det føltes som at lære at gå igen. Hver dag.
***
Karen lærte langsomt at klare sig med de penge, hun kunne tjene. Malerierne blev ikke solgt ofte og ikke dyrt. Nogle gange lavede hun små postkort eller solgte billige motiver som gaveidéer. Med Dortes hjælp lavede hun en side på nettet, og småt om senn begyndte folk at følge og kontakte hende.
Der var nok til det basale: atelierleje, mad, tøj. Ikke mere, men nok.
Hun havde ikke ventet, at det ville føles som velstand. Men det gjorde det.
Søren dukkede op hver anden eller tredje uge, altid forbi på vej fra sin bror, og de drak kaffe i et lille konditori nær parken eller gik bare tur gennem de sneklædte gader. Han fortalte om arbejdet, om sine sønner, den ene skulle have barn. Hun fortalte om billederne, at hun drømte om at prøve oliemaling.
Han pressede hende aldrig. En dag blev hun klar over, at hun glædede sig til, han kom. At der var mere stille end ellers, når han ikke kom forbi atelieret.
Dorte, sagde hun en dag. Søren Jeg forstår det ikke.
Hvad?
Han er så god. Det skræmmer mig.
Hvorfor skal det gode skræmme?
Fordi jeg er vant til, at bag det gode er der altid noget værre.
Dorte så længe på hende.
Karen, måske er det ikke alle, der skjuler noget?
Det gik hun og tænkte på i flere dage.
Så sendte hun Søren en sms: Har du lyst til at komme på lørdag? Jeg er begyndt på et stort nyt billede og vil gerne vise det.
Han kom, så hendes billede, sagde, det var flot. Så gik de på café, og der spurgte han:
Karen, skal vi tage på en lille udflugt en dag? Der er et gammelt kloster en times kørsel fra byen virkelig smukt om vinteren, siger de.
Hun sagde: Ja, det vil jeg gerne.
***
Om hvad der foregik i lejligheden på Kastanievej, hvor Poul nu boede alene med sin mor, vidste Karen kun brudstykker. Af og til ringede fru Nielsen fra fjerde, den ældre nabo, som Karen tit havde talt med.
Karen, hvordan går det? Der er et forfærdeligt skænderi ovre hos jer undskyld, ovre ved Poul og Magda. De skælder ud og råber igennem væggen. I går var det så slemt, at jeg overvejede at ringe efter politiet.
Karen lyttede og følte kun en fjern, mat sorg. Ikke skadefryd. Ikke triumf. Bare: så mærkeligt tingene bliver.
De havde det skidt men ikke fordi de savnede Karen. De havde det skidt, fordi nu var der ingen til at tage alle slagene mere. Alt deres skyts ramte nu kun dem selv.
I februar ringede fru Nielsen og fortalte, at Magda var blevet hentet af ambulancen. Hjertet. Poul sad nu alene på sygehuset.
Karen satte vand over til te og tænkte: Jeg burde ringe. Trods alt otteogtyve år sammen. Han ER jo et menneske, trods alt.
Men så tænkte hun: Nej. Ikke flere man bør. Hele livet havde hun gjort, hvad andre syntes man burde. Nu måtte han lære det selv.
***
Marts bragte tøvejr og duften af våd jord. Karen gik en morgen over torvet med en stofpose, kiggede på grøntsager til morgenmad. Hun overvejede at male et billede af netop dette: farver, stemning, mennesker.
Der fik hun øje på Poul.
Han gik med sin pose, med blikket i telefonen. Han så ældre ud nu. Eller måske havde hun bare ikke set ham ordentligt udefra før. Skuldrene hang. Jakken var krøllet. Ansigtet gråt.
Hun blev stående og ventede på en følelse frygt? Vrede? Behov for at forsvinde hurtigt?
Men følelsen kom ikke.
Poul opdagede hende. De stod med tre boder imellem sig.
Karen, sagde han.
Stadig samme stille stemme. Men der var nu noget nyt rådvildhed måske.
Poul, svarede hun.
Han nærmede sig. Frugtdamen lod som om hun var optaget af æblerne.
Hvordan går det?
Fint.
Du ser tynd ud.
Måske.
Mor ligger på hospitalet. Hjertet.
Jeg har hørt det. Det gør mig ondt.
Han tav et øjeblik. Flyttede posen fra den ene hånd til den anden.
Kommer du virkelig ikke tilbage?
Karen så på ham. Roligt. Ikke vrede, ikke medlidenhed. Bare roligt.
Nej, Poul.
Vi skal da kunne leve
Du må lære at leve, Poul. Det gør jeg allerede.
Han kunne ikke finde på mere at sige. Hun betalte for sine tomater og gik videre.
Hjertet bankede roligt. Det var det, der var sejren ikke at gå, ikke at blive væk, men at kunne stå foran ham og ikke være bange. Ikke krympe sig, ikke tænke jeg burde sige undskyld, måske har han ret, måske er jeg for meget. Bare tale til et menneske, der var blevet fremmed.
Hun købte grønt ved næste bod, tog et friskbrød og gik hjem. Hjem, det var atelieret sådan sagde hun nu, når hun mente det sted.
***
Hun søgte om skilsmisse i april. Gjorde alt selv, gik til kommunen, udfyldte blanketter. Poul protesterede ikke. De sås én gang til underskrift, så aldrig igen.
Hendes egen bolig havde hun ingen. Poul beholdt lejligheden. Hun ville ikke kæmpe om delingen, for lang en kamp, for tungt. Dorte syntes, hun burde. Karen rystede på hovedet.
Jeg skal ikke bruge den lejlighed, Dorte. Jeg skal bare videre nu.
Du kunne have fået nogle penge.
Det kommer, sagde Karen. Dem jeg selv skaber.
Hen over sommeren så Karen og Søren hinanden fast. Nogle gange tog hun til ham, andre gange kom han til København. Han havde et lille hus i et stille kvarter, en have med solbærbuske og et gammelt æbletræ. Første gang hun besøgte ham i maj, stod hun længe i haven og så på det blomstrende træ.
Smukt, sagde hun.
Min kone plantede det, sagde Søren stilfærdigt. Hun har været væk i otte år, men træet blomstrer stadig.
De stod sammen og så på træet.
Søren, er du ikke bange for at blive tæt på nogen igen?
Han tænkte sig om.
Jo. Men jeg kan lide dig, Karen. Og jeg har lært, frygt er ingen undskyldning for ikke at leve.
Karen grinede, varmt og uventet.
Klogt sagt.
Jeg banker søm i skævt, hvis jeg ikke siger det ligeud.
***
Efteråret kom. Et år, præcis, siden Karen havde taget posen og gået fra lejligheden på Kastanievej. Hun og Søren sad sent på aftenen i hans køkken. Han fikset et skuffehåndtag, hun tegnede i sin notesbog.
Der var varmt. Roligt. Duft af træ og kaffe.
Karen, sagde Søren, jeg tænkte: har du lyst til at flytte ind her?
Hun kiggede op.
Helt her?
Ja. Her til mig.
Hun tav. Han sagde ikke mere, fikset bare det sidste med skuffen.
Jeg har jo atelieret ovre på Bækkegade.
Ja. Her er også et værelse. Stort vindue mod øst. Solskin hver morgen. Har jeg fortalt det?
Ja.
Hvad siger du?
Karen så ned i notesbogen. På skitsen: et køkken, en mand med skruetrækker, en kvinde med en kop te. Et vindue med have bagved.
Jeg skal lige tænke over det, sagde hun.
Tag din tid.
Du presser ikke?
Nej.
Hvorfor ikke?
Han lukkede skuffen, smilede lidt.
Fordi du er voksen, og det er fjollet at presse på.
Hun så på skitsen.
Altså jo, jeg siger ja.
Han nikkede, satte sig. Tog sin te. De sad i stilheden. Det var en god stilhed.
***
Der gik et halvt år mere.
Karen boede nu ved Søren, men atelieret beholdt hun på Bækkegade hun var dér tre gange om ugen. Værelset med østenvindue i Sørens hus blev andet hjem: dér lavede hun skitser om morgenen, mens han tog på arbejde.
Hun solgte flere og flere billeder nu. Ikke berømt, men folk havde fået øje på hende. Der kom bestillinger, små gaver, postkort. Mund-til-mund-snak. Det var ikke stort men det var HENDES.
Af og til hørte hun om Poul fru Nielsen ringede. Magda gik dårligt efter sygehuset, kom sjældent ud. Poul havde fået en, der kom og hjalp. Han gik på arbejde og hjem igen. Alt var, som det altid havde været.
Karen lyttede og huskede, hvordan han engang fyldte hele hendes himmel. Hans humør dikterede dagen, hans ord var lov. Et kvindeliv som udefra så så pænt ud, men som indefra var et fængsel uden lås, fordi den værste celle er den, du holder lukket for dig selv.
Nu var himlen en anden.
En tirsdag midt i december, før solen stod op, gik Karen i atelieret, tændte for varmen, satte te over. Udenfor faldt sneen, blidt, sagte.
Telefonen ringede. Dorte.
Hej Karen, hvordan går det?
Fint, arbejder.
Jeg har nyt. Kender du den lille galleri i centrum? De leder efter kunstnere til deres forårsudstilling. En veninde har anbefalet dig efter at have set dine billeder på nettet. Her er kontaktoplysningerne.
Karen skrev ned.
Dorte, de venter jo noget stort Jeg har jo intet navn, ingen udmærkelser.
Karen, du malede ikke i fem år. Nu har du halvandet hundrede billeder. Hvis ikke det er seriøst, hvad er så?
Ja, ja
Ring nu bare og hør ad.
Det gør jeg.
Hun lagde på. Udenfor blev gården dækket af den rene, nye sne, som et blankt ark.
Hun hældte te op. Tog penslen op igen og arbejdede videre. Hun skulle nok ringe senere. Lige nu skulle den sne indfanges, mens den var så blød.
***
Om aftenen hentede Søren hende på atelieret. Han bankede på, kom ind og så hende arbejde.
Klar?
Fem minutter endnu.
Han satte sig på skamlen ovre ved væggen, ventede bare. Hun mærkede hans blik roligt, nysgerrigt. Sådan som man ser på noget, man sætter virkelig pris på.
Fem minutter, så lagde hun penslerne og lukkede farverne ned.
Så, sagde hun stille.
Flot, sagde han og nikkede mod billedet.
Jeg ved ikke, sneen er så svær. Den virker hvid, men den er jo lyseblå, grå, rosa alt andet end hvid.
Det havde jeg aldrig tænkt, sagde han alvorligt.
Nej, det er det: Folk tror, det hele er bare hvidt. Man kigger uden at se.
De gik ud. Udenfor var det frostklar luft, sneen knasede, lygterne spejlede sig i isen.
Søren, sagde Karen, de har ringet fra galleriet om udstilling.
Og hvad vil du?
Hun tøvede.
Jeg vil gerne, men jeg er bange.
For hvad?
At de siger, det ikke er godt nok. At jeg ikke er rigtig kunstner. At det bare er tosseri.
Søren gik med hænderne i lommerne, kiggede ligeud.
Karen, det værste har du allerede været igennem.
Hvad mener du?
At leve i et hjem, hvor du i otteogtyve år blev talt ned til. Og så gå. Med én pose. Det var svært. Galleriet ja, siger de nej, så pyt.
Hun standsede.
Du taler lige ud af posen.
Jeg forsøger.
Hun lo. Han smilede, med kun et glimt i lyset fra gadelygten.
Det er koldt, sagde han. Lad os gå hjem.
Sne knasede under fødderne, vinduerne lyste foran dem.
Søren, sagde Karen.
Ja?
Tak.
For hvad?
Fordi du ikke beder mig om, hvad jeg skal, eller siger, hvad jeg burde.
Han smilede lidt.
Voksne mennesker ved selv, hvad de skal. Det kan man kun minde dem om engang imellem.
De kom hjem. Han åbnede døren, lod hende gå først ind. I entréen duftede der af træ og æbler fra hans kælder.
Hun gik ud i køkkenet. Tændte lyset. Træbord, to stole, et vindue til haven. Hendes notesbog lå på vindueskarmen, hvor hun havde lagt den den morgen.
Hun åbnede bogen, så på skitsen: køkken, mand med skruetrækker, kvinde med tekop. Vinduet, haven udenfor.
Nu skulle hun tegne sneen færdig.
Hun fandt blyanten.
