Toget havde netop ankommet, og Viktor stod på perronen. Efter en uge på forretningsrejse var han på vej hjem. Da han steg ind i kupéen, fandt han sin nederste køje. Mens han gjorde sig klar, hørte han tunge åndedrag bag sig. Han vendte sig om en ældre kvinde med en trækpose, der lignede en rygsæk, iført en efterårsfrakke og et farverigt tørklæde, stod foran ham og forsøgte at få vejret.
»Nå,« tænkte Viktor, »der har vi den nu beder hun sikkert om min nederste køje.«
»Hør lige, min dreng, jeg mener, jeg har den nederste,« sagde kvinden, da hun havde fanget vejret.
Det var sandt. Hun begyndte at rode med sine ting, og Viktor bemærkede, at hun måtte være omkring halvfjerds. »Hvor mærkeligt,« tænkte han, »i den alder hvorfor ikke blive hjemme?«
Kvinden satte sig endelig på sin køje, foldede sine rynkede hænder i skødet. Passagerer strømmede ind, men ingen kom til de øverste køjer. Viktor havde allerede accepteret, at han skulle rejse med en ældre dame, der næppe havde meget at sige.
Toget satte sig i bevægelse. Lidt efter kom konduktøren med sengetøj. Kvinden begyndte straks at rede seng, lagde alt omhyggeligt. Så satte hun sig igen og brød tavsheden:
»Det her er ikke ligesom hjemme. Min seng er blød, men her må jeg ligge på hårde planker. Jeg har ikke rejst siden jeg var ung troede slet ikke, jeg skulle opleve det igen.«
Viktor nikkede og tav.
»Jeg hedder Agnes Margrethe. Hvad med dig?«
»Viktor.«
»Og efter faders navn?«
»Lauritzen. Bare Viktor er fint.«
»Ja, du er jo ung nok til det. Er du på vej hjem?«
»Hvorfor spørger du? Jeg kommer hjem fra en forretningsrejse.«
»Nå, sådan Hjem det er godt. Jeg jeg er på vej væk hjemmefra. I min alder.« Hun tav pludselig og stirrede ud ad vinduet. Viktor syntes, han så tårer i hendes øjne, selvom hun ikke græd. Han følte sig skamfuld over sin uvenlige holdning.
»Er du også på vej hjem eller væk hjemmefra?« spurgte han for at bryde isen.
»Væk hjemmefra, min dreng. Turen tager kun en dag, men alligevel det føles uendeligt.«
»Hvem skal du besøge?«
»Min datter.« Agnes Margrethe tog et lommetørklæde frem og tørrede en tåre.
»Burde du ikke være glad?«
»Det er jeg også. Fem år er gået uden at se hende. Jeg troede, det var forbi.«
»Mistede du kontakten?«
»Vi mistede hinanden af egen vilje, min dreng. Stædighed og stolthed ødelagde alt. Sådan har det været siden hun blev voksen. Jeg opvoksede hende alene efter min mands død der var mange skænderier. Hun giftede sig første gang for at gøre mig modstand, men det varede ikke. Jeg støttede hende ikke, kun bebrejdede hende. Så skændtes vi livet igennem. Hendes datter blev også vendt mod mig alt, hvad jeg sagde, blev modarbejdet. For fem år siden solgte hun lejligheden og forsvandt. Jeg søgte efter hende, gik endda til politiet jeg var bange, for hun tog min barnebarn med.«
»Så hørte jeg fra hende. Hun skrev, at hun havde det godt, at hun var gift igen, men at jeg ikke måtte lede efter hende eller komme på besøg. Sådan levede jeg i årevis. Men med tiden indså jeg min egen skyld. Hun var trods alt min datter.«
»For et år siden kom der et brev. Hun skrev, hvor hun boede, at hun var skilt, at hun selv var blevet farmor nu. Hun spurgte til min helbred. Jeg græd hele natten. Så skrev jeg tilbage, at livet var tomt uden dem. Vi talte i telefon, og vi indså begge, at vi havde fejlet.«
»Min barnebarn har selv fået et barn så nu har jeg en oldebarn. Min datter hjælper hende og kan ikke komme væk, så i stedet inviterede hun mig. Jeg tog mod til at rejse. Hvor meget tid har jeg egentlig tilbage? Helbredet svigter, blodtrykket plager mig jeg vil så gerne se dem igen.«
Viktor tav. Historien rørte ham dybt. Han tænkte på sin egen mor, som han sjældent besøgte. Hun boede i en landsby sammen med hans storesøster han havde altid antaget, at søsteren passede på hende. Men nu, efter denne fremmede kvindes fortælling, føltes der en tung smerte i hans bryst. En knugende sorg. Han var hendes søn hun savnede ham, ønskede at se ham oftere.
Hele turen talte Viktor med Agnes Margrethe tiden fløj. Da toget standsede, hjalp han hende ud af kupéen. En smuk kvinde med bekymret blik nærmede sig dem. Viktor trak sig diskret tilbage. De to kvinder så hinånd, omfavnede hinånd og kunne ikke slippe. Begge græd. Scenen var så rørende, at Viktor ikke var i tvivl nu ville alt blive godt igen.
Han gik lidt væk, trængte til at ryge. Følelserne vældede op i ham. Han tog telefonen frem og ringede til sin mor. Han vidste ikke hvorfor, men han ville bare sige:
»Mor, jeg er fremme. Jeg kommer hjem til dig i weekenden.«
Nogle gange får et tilfældigt møde os til at reflektere over vores forhold til dem, vi elsker og se os selv i andres smerte.
