Rejsen mod lykken: En ny begyndelse for to elskende.
Mette var på vej til sin elskede mand, eller rettere sagt, hun fløj på lykkens vinger. Endelig havde hendes søn afsluttet gymnasiet og var blevet optaget på universitetet. Nu kunne hun og hendes mand endelig bo sammen, efter så mange års ventetid.
Lige efter hun havde sendt sin søn afsted til studierne, købte hun en busbillet samme dag og tog afsted til Mads. Deres ægteskab havde kun varet to år, men de kendte hinanden, som om de havde været sammen i en evighed.
Deres forhold havde ikke været let. De startede hårdt, gennemgik meget, men skæbnen lovede dem en fremtid sammen. I det mindste var Mette sikker på det.
De havde mødt hinanden for otte år siden. Dengang var hun lige kommet sig efter skilsmissen fra sin første mand og lod ikke nogen komme tæt på. Indtil hun mødte Mads. Selv med ham havde hun været tilbageholdende i starten. Han måtte arbejde hårdt for at overbevise hende om, at han IKKE var som hendes eks, Henrik.
I seks måneder datede de, og så besluttede de at flytte sammen. Mads flyttede ind hos hende, for i hans lille lejlighed ville hele familien have været presset. Mette havde en søn på ti år. En dreng, der var velopdragen, men som ikke lige fandt en fælles tone med sin stedfar.
Efter tre år som par begyndte Mads at tale om ægteskab, men Mette var slet ikke begejstret.
Hun følte, at papirerne ikke gjorde nogen forskel. Og de beskyttede dig alligevel ikke mod utroskab, uanset om du var mand eller kvinde.
Hun var lykkelig, som tingene var hun ønskede ikke ændringer.
I starten accepterede Mads hendes holdning, men så indså han, at det ikke var nok for ham. Han ville se Mette som sin kone i alle henseender. Til sidst stillede han hende et ultimatum: enten giftede de sig, eller også gik de fra hinanden.
Mette kunne ikke lide hans insisteren og besluttede, at det var bedst at gå hver til sit. Og det gjorde de i et halvt år.
I den tid flyttede Mads til en anden by, hvor en ven havde tilbudt ham et godt betalt job. Han kom sjældent hjem, kun hver anden måned for at besøge sine forældre. Og under et af disse besøg stødte han på Mette igen.
Hun gik en tur i parken og så ud til at have det fantastisk. Hun var så glad og sorgløs, indtil deres øjne mødtes.
I hendes blik læste han præcis det, han selv følte i sit hjerte. Hun elskede ham stadig. Og hun kunne ikke skjule det.
De genoptog forholdet, men denne gang på afstand. Nogle gange tog hun til ham, andre gange kom han til hende. Alle deres møder var omhyggeligt planlagte, men hver gang var de fyldt med varme og passion.
De så hinanden normalt én gang om måneden, sjældnere to gange. Mads havde flere gange foreslået, at hun skulle flytte til ham. Han havde købt en to-værelses lejlighed i byen, selvom han stadig betalte af på lånet.
Mette ville ønske, hun kunne, men lige nu kunne hun ikke ændre sit liv så pludseligt. Hendes søn var teenager og havde brug for opmærksomhed. Og hendes mor var syg og havde brug for pleje. I over to år havde Mette kæmpet for at få hende på fode, men endelig var hendes tilstand bedret.
“Længe leve!” havde lægen sagt glad, da hun blev udskrevet.
Birthe havde ikke længere holdt sin datter tilbage, men Markus var startet i de øverste klasser. Han ville ikke skifte skole og bad sin mor om at vente, til han var færdig. Hun måtte acceptere en kompromisløsning.
Sommeren før Markus startede i 2.g giftede Mette og Mads sig endelig. Da hun så, hvor stor glæde det gav ham, fortrod hun, at hun ikke havde sagt ja tidligere men hvad var pointen i at græde over det, der var sket?
Nu mødtes de ikke bare. Deres forhold kunne kaldes et weekendægteskab, hvis ikke der havde været hundredvis af kilometer imellem dem.
Og nu var Markus blevet optaget på universitetet. Mette var stolt af sin søn, men hun indså også, at hun endelig kunne få sit eget liv på plads. Hun havde ikke fortalt Mads, at hun ville flytte til ham hun ville overraske ham.
Han havde nok en mistanke, men kendte ikke den præcise dato.
Mette pakkede sin kuffert, steg på bussen og tog afsted til ham. Hun ville have, at denne dag skulle brænde sig fast i hans hukommelse. Hun forestillede sig allerede, hvordan hun ville stå iført kniplingsundertøj, strø rosenblade på den frisklagte seng, forberede en lækker middag og vente på, at hendes elskede kom hjem fra arbejde.
Hun havde drømt om alle disse detaljer på busrejsen. Hun var sikker på, at Mads ville blive henrykt over overraskelsen, men i stedet ventede der en overraskelse på hende.
Hun åbnede døren til hans lejlighed med sin nøgle og frøs af chok. Et par lyseblå øjne stirrede direkte på hende en pige med ildrødt hår, smuk og ung.
“Hvem er du?” spurgte hun den fremmede.
“Jeg er Freja. Åh, du må være Mette. Undskyld, jeg går med det samme!”
“Hvad mener du med, at du går? Hvem er du?” blev Mette irriteret.
“Vær ikke vred. Jeg er din mands kæreste!”
“Hvad? Min mands kæreste?!”
Mette lukkede døren stille og efterlod alt, hun troede var hendes, fast besluttet på at finde sin egen vej alene.
