27. april
Freja kommer forbi i aften, omkring klokken syv. Er det okay med dig?
Jeg lagde hårbørsten fra mig og vendte mig mod min mand, Søren, der sad og rodede med fjernbetjeningen til fjernsynet. Han nikkede bare, uden at tage øjnene fra skærmen.
Selvfølgelig. Det er hyggeligt.
Jeg smilede og vendte tilbage til spejlet. Jeg holdt af, at Søren og min lillesøster havde det så godt sammen. Freja kom ofte forbi, nogle gange to-tre gange om ugen, blev hængende til sent, hele stuen fyldt med latter og snak. Jeg lyttede til deres diskussioner om tv-serier eller meningsudvekslinger om politik, og kunne ikke lade være med at føle mig heldig. En stabil mand, en søster jeg elsker, en tryg hverdag. Som en film, bare ægte.
Af og til gnavede noget indeni mig småting, irrelevante bagateller. Måden Søren lænede sig mod Freja, når hun fortalte sine vilde historier fra jobbet. Hvordan hun lo og rørte ham på skulderen, eller når de hviskede sammen i køkkenet og blev stille, så snart jeg kom ind. Jeg fejede tankerne væk. Fjollede idéer. Det var jo Freja, min egen søster, som jeg havde hjulpet med lektier, passet mens mor tog ekstra vagter. Og Søren, min Søren, som jeg havde delt fem år af mit liv med. Snart havde vi bryllupsdag.
Den skæbnesvangre aften fik jeg fri lidt tidligere fra arbejdet. Jeg ville gerne nå ind forbi SuperBrugsen og købe ind lave noget lækkert til vores festlige middag i morgen.
Nøglen gled lidt for let i låsen. Jeg trådte ind i entreen og blev ramt af en mærkelig tyngde i luften den slags stilhed som ikke føles rigtig. Inde fra stuen kunne jeg ane dæmpede stemmer.
Jeg gik ned ad gangen, åbnede døren, og stoppede brat på tærsklen.
Freja sad i MIN lænestol. Hun så ud, som om hun altid havde siddet der. Søren stod henne ved vinduet, og da jeg kom ind, vendte han sig væk næsten som om han ville glide ind i tapetet.
Hvorfor er I så mærkelige? Jeg prøvede at smile, men det gik ikke. Er der sket noget?
Freja så op. Jeg kunne knap kende hende. Min bløde, lidt generte lillesøster, som altid spurgte mig til råds, som græd på min skulder over kiksede kærester hun sad der, iskold og triumferende i blikket.
Ja. Jeg er gravid med din mand, sagde Freja stille og roligt. Så du må tage dine ting og smutte. Nu bor jeg her.
Hendes hånd gled ned på maven. Flad stadig, skjult under en løs bluse.
Jeg stod stivnet. Udenfor lød en bil, naboens tv summede bag væggen. Hele verden fortsatte som den plejede men jeg kunne dårligt trække vejret.
Hva hvad?! Min stemme lød ru og knækket.
Du hørte, hvad jeg sagde. Freja lænede sig tilbage i stolen. Vi har besluttet det hele. Drop dramatikken, vi er voksne mennesker. Kærligheden er borte sådan er det. Søren og jeg mener det seriøst.
Hun sagde Søren sådan som jeg sagde det.
Hvor længe har DET stået på? fik jeg fremstammet.
Freja mødte Sørens blik og trak på skuldrene.
Nok omkring et år. Måske længere. Hvad betyder det?
Et år. Alle de aftener hvor Freja blev hængende, de små indforståede grin i køkkenet, alle de blikke jeg troede var søskendekærlighed.
Jeg troede, du var min søster, sagde jeg, overrasket over at min stemme fik styrke. Og at du holdt af mig.
Det gør jeg da også, sagde Freja, ligeglad. Men jeg elsker mig selv højere. Og Søren. Du har altid været lidt kedelig, Marie. For rigtig, for korrekt. Det bliver man træt af.
Jeg stormede over mod Søren, greb fat i skjorten og hev ham rundt.
Sig, at hun lyver! Sig, at det er en syg joke!
Han forsøgte at vride sig fri, men jeg holdt fast, til stoffet knagede.
Marie, slip. Du forstår det jo godt
Jeg forstår INTET! Jeg skubbede ham, så han ramte vindueskarmen. Fem år! Jeg sagde nej til job i Aarhus for din skyld, jeg plejede din mor på hospitalet, og du
Hånden greb en pude, som jeg kastede efter ham han nåede næsten at dukke sig.
Du var sammen med hende i vores seng! Umenneskelig idiot!
Tag dig sammen, Freja rejste sig og glattede blusen. Nu går du amok.
Jeg vendte mig, greb en billedramme med et nytårsbillede af os alle tre foran træet, hvor jeg grinte, fordi jeg var lykkelig. Jeg slyngede det i væggen, glasset eksploderede i småstumper.
Jeg opdragede dig! Jeg lavede dine lektier, mens mor arbejde dobbeltskift! Jeg forsvarede dig mod bøllerne på legepladsen! Og sådan betaler du igen?
Kan du ikke snart lade være med det offernummer, sagde Freja og himlede med øjnene. Søren har altid ønsket noget yngre og friskere. Jeg sagde det i det mindste ligeud.
Ærligt?! Jeg grinede bittert, en lyd der fik Søren til at rygge sig væk. Utroskab i et år bag min ryg du kalder det ærlighed?
På sofabordet lå min tunge, krystalklare askebæger en indflyttergave fra svigermor jeg greb det, truende.
Marie, læg det fra dig! Søren kastede sig frem, men for sent.
Askebægeret ramte vitrineskabet, glassene raslede under gulvet.
Det her er kun begyndelsen, hylede jeg, sveden piblede på panden.
Jeg kastede bøger, albums og pynteting ned fra reolen. Freja trak sig bagud.
Hør, lad os tale roligt. Du må gå vi har brug for lejligheden til barnet. Pak dine ting
MIG? Jeg vendte mig, rystende af raseri. MIG?!
Midt i kaosset stivnede jeg. Pludselig følte jeg en isnende klarhed.
I har åbenbart overset én ting. I har regnet forkert, sagde jeg og strøg håret ud af ansigtet. Denne lejlighed er min. Jeg købte den, før Søren og jeg blev gift den er registeret udelukkende i mit navn. Havde Søren ikke fortalt dig det, Freja?
Freja kiggede hurtigt på Søren, der så ud, som om han kunne synke gennem gulvet.
Ja, men hvad så? Vi skal bruge et hjem vi får et barn!
Familie? Jeg skar et koldt smil. Så byg den et andet sted. For nu skal I begge ud af MIN lejlighed.
Du kan ikke smide os ud! Freja hævede stemmen. Jeg er gravid, for fanden!
Det skulle du tænkt på, før du gik i seng med min mand, sagde jeg, gik hen og åbnede døren på vid gab. Ud med jer.
Søren gik hen mod mig, ville tage min hånd.
Marie, måske kan vi finde en løsning? Mine ting er jo her, og jeg må sagsøge dig!
Gør det bare. Lejligheden står i mit navn fra før vi blev gift, du kan intet stille op. Dine ting får du senere jeg ringer.
Men
Ud. Jeg sagde det så sejt, at Søren straks tiede.
Freja snuppede sin taske, kastede over skulderen:
Mor får nok at vide, hvordan du har behandlet mig! Hun vil aldrig tilgive dig.
Det må vi jo se, må vi ikke?
Jeg lukkede døren bag dem og blev stående, mens tårerne trillede. Hele kroppen rystede.
Tre dage senere ringede mor. Jeg tog røret, klar til det værste.
Marie, hendes stemme lød træt. Freja har fortalt alt. Sin version, forstås.
Mor, jeg
Lad mig nu tale ud. Jeg lyttede. Så sagde jeg, at hun ikke behøver komme her, før hun fortryder og beder dig om tilgivelse.
En lang, rystende indånding fra min side.
Så Så du holder med mig?
Selvfølgelig gør jeg det. Freja og din mand handlede så usselt. Hold ud, min pige. Bliv skilt fra det skvat og find glæden igen. Du har stadig hjemmet, og han får ikke en krone. Du klarer dig du er stærk.
Jeg gled ned ad væggen, sammenkrøllet, grædende. Jeg var ikke alene i denne krig. Mor havde min ryg og det var mere, end jeg havde turdet håbe på.
