**Prisen på lykke**
Marcus lå på sofaen med lukkede øjne og lyttede til lydene i huset og udenfor. Gennem de tætte vinduer kunne han høre dæmpede billyde, politi- eller ambulancesirener. Nabolejligheden var midt i en skænderi, et telefon ringede et sted, en dør smækkede…
Han plejede at elske at ligge sådan her og gætte, hvilken lejlighed der så tv, hvor der blev skændtes, og på hvilken etage elevatoren ville stoppe…
“Drømmer du igen? Har du lavet dine lektier?”
Marcus kunne sværge på, at han ikke forestillede sig det – han hørte sin mors stemme, fjern, men levende. Han røg sammen og åbnede øjnene. Værelset var tomt, døren til entréen stod åben. Hvis hun nu dukkede op fra mørket, ville han ikke blive overrasket, men glad. Men det ville aldrig ske. Hun døde for en uge siden. Hendes stemme var en fantomsmerte.
Marcus satte sig op og mærkede det bløde tæppe under sine fødder. *”Jeg bliver sindssyg, hvis jeg bliver her. Jeg skulle have taget hjem dagen efter begravelsen, i hvert fald den næste dag.”* Han lænede albuerne mod knæene, greb om hovedet og begyndte at vugge frem og tilbage.
En pludselig telefonringning fik ham til at fare sammen. Albuen gled fra knæet, og hovedet nikkede nedad. Marcus rejste sig og tog telefonen fra bordet uden at kigge på skærmen. Blikket faldt på et stykke papir på bordet: *”Min dreng, min kære…”*
“Marcus, det er tante Lise. Hvordan har du det? Det må være hårdt at være alene der. Vil du ikke alligevel komme til mig?”
“Nej, det går fint.” Marcus lagde telefonen fra sig, foldede brevet sammen og gemte det i skuffen.
Han kunne ikke blive alene længere. Nu hørte han allerede stemmer. Han tog telefonen igen, åbnede kontaktlisten og bladrede. *”Birk, min gamle studiekammerat. Ham har jeg brug for!”*
“Birk, hej!” sagde Marcus, da han hørte stemmen.
“Hej! Hvad…?”
“Kender du mig ikke mere? Sikke hurtigt du glemmer en gammel ven. Det havde jeg ikke ventet af dig.”
“Vent. Marcus?! Er du kommet hjem?” råbte Birk fornøjet i øret på ham.
“Ja, men jeg kan se, at du ikke ventede mig og har glemt mig,” sagde Marcus såret.
“Jeg har da ikke glemt dig, din skiderik. Men jeg ventede dig ikke – det er rigtigt. Hvor er du nu?”
“Hjemme,” sagde Marcus alvorligt.
Birk hørte straks på tonen, at noget var galt.
“Din mor?”
“Hun døde. Jeg begravede hende for en uge siden. Ni dage er gået nu.”
“Kære ven… Jeg så hende for et halvt år siden. Hun så dårligt ud, havde tabt sig. Jeg genkendte hende næsten ikke. Hvor længe bliver du?”
“Tre dage.”
“Skal jeg komme til dig? Eller nej, kom hellere til os. Du bliver nok sindssyg der alene.”
“Til os?” gentog Marcus.
“Ja, jeg er gift nu. Med Alberte. Kan du forestille dig det? Hun står lige her, hilser og inviterer dig også. Kom nu, du når det lige inden middag. Men jeg har en ny adresse – vi købte en lejlighed på lån.”
“Giv mig adressen,” sagde Marcus praktisk.
*”Sikke noget. Birk er gift. Alberte var vild med ham fra første semester, mens han kastede sig over både Freja og Mia, indtil jeg åbnede hans øjne…”* Marcus pakkede hurtigt og bestilte en taxi.
På vejen bad han chaufføren om at stoppe ved en butik. Han købte cognac til ham og Birk, vin til Alberte, en æske chokolade og en pakke pålæg.
Han gad ikke vente på elevatoren og gik op ad trappen til sjette sal. De sidste to dage havde han ikke været udenfor. Det var rart at strække benene. Da han gik forbi en lejlighed på tredje, hørte han en underlig hylen – et barn eller en hvalp? Han standsede.
“Hey, hvem er der?” spurgte han og pressede øret mod døren.
Hylet stoppede. Marcus ventede lidt og ville til at gå videre, da monoton sang lød igen.
“Græder du?” spurgte Marcus.
“Jeg græder ikke, jeg synger,” svarede en børnestemme.
“Hvorfor synger du foran døren?”
“Jeg venter på mor.”
“Hvor er hun? Er du alene?” spurgte Marcus.
“Mor er taget til bedstemor på hospitalet. Hun låste mig inde. Jeg er syg.”
“Hun låste dig inde? Hvor gammel er du?”
“Fem. Hvem er du?”
“Jeg hedder Marcus. Jeg hørte dig synge.”
“Jeg hedder Emil. Vil du høre et digt om Julemanden?”
“Ja, gerne,” sagde Marcus.
Marcus lyttede og smilede. Han havde selv lært et lignende i sin barndom, men havde glemt det.
“Man får en gave for et digt. Men hvordan giver jeg dig den? Du er jo låst inde. Jeg skal lige hen til en ven, men kommer tilbage. Okay?”
“Hvad for en gave? Er du Julemanden?”
“Nej. Vent,” sagde Marcus og gik videre.
Døren blev åbnet af Birk, som straks krammede ham.
“Hej, gamle ven! Hvor længe er det siden?”
“Lad ham lige tage overtøjet af,” lød Albertes stemme.
Marcus trådte tilbage og så Alberte stå i døren til stuen. Hun havde ændret sig, var blevet smukkere.
“Kom ind, vi er lige flyttet, der er stadig ting, der mangler,” sagde Birk stolt, som om han ville sige: *”Se, misund mig.”*
Marcus kiggede rundt og fløjtede.
“Wow! Det er da fedt her.”
“Vi har taget masser af lån, men nu bor vi selv. Vi planlægger en lille arving,” sagde Birk og strålede.
“Lad os sætte os til bordet,” sagde Alberte.
De drak, spiste og delte nyheder.
“Er du gift? Har du børn?” spurgte Alberte.
Og så huskede Marcus drengen.
“Hør, bliver I fornærmede, hvis jeg beder om slik og appelsiner? Der er en dreng på tredje, han læste et digt for mig. Jeg lovede ham en gave. En seriøs lille fyr, hjemme alene.”
“Selvfølgelig,” sagde Alberte og pakkede en pose med slik, kager og appelsiner.
Marcus ringede på døren på tredje. Ingen græd længere. En lås klikkede, døren åbnede, og Marcus så en ung, smuk kvinde. Han genkendte hende, men huskede ikke navnet.
“Dig?” Kvinden genkendte ham også.
Hurtige skridt lød, og drengen dukkede op ved siden af hende. Præcis som Marcus havde forestillet sig – sød, med store øjne.
“Jeg”Og sådan blev det, at Marcus fandt hjem hos Alberte og Emil i den lille lejlighed i København, hvor livet langsomt fik farve igen, ikke gennem store ord, men gennem små hverdagsmirakler og den glemte smag af jordbærsyltetøj.”
