Prisen for arrogance
Lærke, kan jeg låne et par ting af dig? spurgte Mille bedende, mens hun trådte ind i den hyggelige lejlighed hos sin søster.
Hun kunne ikke lade være med at dvæle lidt ved den lyse entré med designermøblerne, de smukke spejle i håndlavede rammer, den perfekte lille puf ved døren alt så ud, som om det var taget lige ud af BoligMagasinet. En velkendt, men stadig sur misundelse gnavede i hende: Lærke havde altid styr på alting, og det hele så altid så let ud for hende.
Lærke dukkede op i døren til stuen og sendte sin søster et kig, der var både undersøgende og blidt. Selv i hverdagens hjemmesæt af blød kashmir havde hun den der afslappede, naturlige elegance, som Mille altid havde forsøgt at opnå, men aldrig helt lykkedes med.
Nå, hvad er det for noget hemmeligt noget, sagde Lærke roligt og lænede sig mod dørkarmen.
Mille rettede automatisk på ærmet af sin uldsfrakke den var lidt slidt, men stadig pæn. Hun prøvede at ignorere det flotte maleri, ordenen og duften af nybrygget kaffe, der fyldte lejligheden.
Det er egentlig ikke så meget mumlede hun, mens hun samlede sig.
Lærkes blik var urokkeligt, og Mille vidste, at der ikke var nogen vej udenom. Hun sukkede dybt og udbrød:
Der er gymnasie-reunion på lørdag. Jeg er nødt til at komme! Og jeg skal se fuldstændig gennemført ud, du forstår vel? Jeg vil have, at de alle sammen tror, mit liv er sådan en eventyr!
Hvorfor? spurgte Lærke, mens hun langsomt vendte sig væk. Hvorfor gå op i, hvad mennesker du næsten aldrig ser, tænker? Du bor endda i en helt anden landsdel!
Mille kørte frustreret hånden gennem sit hår. Hun ønskede sig pludselig en lige så lækker køkkenø og de samme smarte lamper som sin søster. At kunne starte morgenen med ro, kaffe og flot interiør ikke med stress og rod.
Du forstår det ikke! udbrød hun. Det betyder noget for mig. Jeg vil, at de skal se, jeg lykkedes. Ikke tro, jeg at jeg bare fejlede det hele.
Hun opdagede, hvordan hun stirrede på Lærke med skjult misundelse, men Lærke virkede ikke til at bemærke det overhovedet eller også ville hun ikke.
Vil du virkelig bilde folk ind, du er én, du ikke er? spurgte Lærke blidt, mens hun satte sig på sin fine barstol. Tror du, det gør indtryk på nogen?
Nej, sådan er det ikke jeg vil bare have, at de tror, at alle mine drømme er blevet til virkelighed!
Altså, sukkede Lærke. Kom, vi kigger på, hvad jeg har i garderoben. Men du lover det er sidste gang, du prøver at føre folk bag lyset på den måde! Det er altså ikke i orden.
Du forstår mig simpelthen ikke!
Og Mille gik i gang med at fortælle sin historie
~~~~~~~~~~~~~~~~
Da hun gik i skole, var hun klassens stjerne. Drengene stod i kø for at bære hendes taske, og lærere blødte op, når hun så lidt sørgmodig ud eller smilede sødt. Hjemme havde hun sine forældres fulde opmærksomhed kun et hævet øjenbryn fra Mille, og hun havde, hvad hun pegede på.
Hun lærte, at hun kunne få alt, hun ønskede. Var de nye sneakers landet i Aarhus, havde mor dem med hjem i en lækker æske dagen efter. Og hvis der kom en ny, sød fyr i klassen, gik der sjældent lang tid, før Mille gik hjem fra skole med ham. Det var nærmest blevet en sport at teste grænserne for, hvor meget hun kunne få sin vilje.
“Fordi jeg kan,” gentog hun altid for sig selv, som et mantra. Det blev en undskyldning for at gå efter hvad-som-helst også når hun targetede veninders crushes. For hende var det ikke forelskelse det var et spil om opmærksomhed. Og hun vandt næsten altid.
Efterhånden begyndte veninderne at trække sig. Først den ene, så den anden. Mille tog det ikke så tungt for der var altid nogen, der gerne ville have hende med i deres cirkel. Hun vænnede sig til, at hvis folk ikke kunne følge hendes regler, var de slet ikke værdige.
Til dimissionsfesten følte hun sig som dronning. Gymnastiksalen var pyntet med lyskæder, balloner og store forventninger. Hende i centrum hvor hun altid var vant til at være. Hun blev høj på det, og i en beruselse af sin egen magt, kom hun til at sige for meget.
Da snakken gik på minder fra skolen, slyngede Mille spydige bemærkninger ud gamle nag, kommentarer om udseende og små fejl. Ordene kom let, nærmest på automatpilot og hun mærkede den gamle spænding stige: hvordan ville de reagere?
Mit liv bliver fantastisk! udbrød hun med stolthed og skuede ud over pigerne. Hendes stemme rungede selvsikkert, som om hun allerede var klar på at indtage det gode liv.
Hun trak spændingen ud, før hun triumferende fortsatte:
Jeg kan allerede se det: Rig mand, stort hus med havudsigt, måske min egen virksomhed. Altså, jeg har jo ikke tænkt mig at skulle arbejde alt skal bare ske af sig selv! Penge, luksus og beundring det bliver mit!
I øjnene var der glimt af sejrsrus. Hun malede billeder af designerlamper og aftener på Papirøen med venner, dyr champagne og smukke kjoler.
Men I andre hun vendte sig mod en af de stille, altid-forberedte piger. Dig ser jeg som lærer i en eller anden lille jysk landsby. Din mand er sikkert en håndværker fra Bryrup, der kommer sent hjem, lugter af bajer. Mens jeg Mille rystede på hovedet og sendte faktisk et medfølende blik.
Hun blev ved: den ene fik en dom over et liv med banale job og intetsigende hverdag den anden, et hårdt arbejdsliv med børnepasning og ingen karriere.
Nogle af pigerne prøvede at smile, andre kiggede væk. Men der lå intet sjovt i situationen og stemningen fes helt ud.
Hun lo om kap med drengene nede ved døren. De grinede måske for at være med i festen, måske fordi, de altid havde fulgt trop.
Mille sugede det til sig. For første gang følte hun sig uovervindelig.
Så valgte hun universitetet i Aalborg. Ikke fordi uddannelsen tændte hende men fordi status og chancer for at møde den rette var meget større der. Hun fik farmors gamle lejlighed, slap for at bo på kollegie og kunne indrette det hele præcis, som hun ville.
Første tid gik som forventet. Hun mødte nye, spændende mennesker til fester, fik venner og nød den interesse, hun vækkede både fyrene og pigerne lagde mærke til hende.
Men så gik undervisningen i gang, og virkeligheden ramte. Forelæsninger var svære, eksaminer krævede forberedelse og, for første gang, rakte charme ikke langt. Mille havde aldrig lært at arbejde rigtig for tingene og nu kunne hun ikke holde kadencen.
Hun dumpede de fleste eksamener første år. Underviserne, der først havde fundet hende sjov, blev skrappe: “Nu må du tage dig sammen, ellers må du ud!”
For første gang væltede selvtilliden.
Nu blev Mille fokuseret på én ting: at finde en mand, inden skønheden blegnede.
Hun gik på Tinder-dates, sagde ja til ældre fyre alt for at virke voksen og klar til et liv i luksus. Men jo mere hun pressede på, desto hurtigere mistede de interesse.
Så kom Uffe ind i billedet præcist den type Mille altid havde forestillet sig. Forældrene ejede en kæde af privathospitaler, boede i Hellerup og var blandt områdets velkendte familier. Uffe havde læst i udlandet, var chef i familievirksomheden, og selvom han ikke så ud som en model, var han, efter Milles vurdering, ‘godt skind’ med masser af muligheder.
Hun iscenesatte møder i Aarhus’ dyreste økocaféer, viste sit bedste smil, klædte sig classy men casual. Lidt efter lidt fik hun ham til at interessere sig hendes plan så ud til at lykkes.
Men Uffes familie gik meget op i baggrund og stand. Da han fortalte, hvor Mille kom fra, lød morens kommentar koldt:
Hvem er hun? Hvilken familie?
Hun læser bare i Aalborg. Familien er helt almindelig.
Almindelig, siger du? Vi har et navn at leve op til, og du må forstå, at din kone skal kunne repræsentere familien. Ikke bare hvem som helst.
Uffe forsøgte at sige imod, men til sidst overgav han sig til presset og slog op.
Mille sad tilbage alene, vred og ydmyget. Ugerne efter spredte der sig rygter blandt Uffes omgangskreds om, at hun gik målrettet efter rige fyre. Hver gang hun mødte de gamle bekendte til fest eller i fitness var smilet på læberne blevet anstrengt, og flere holdt sig fjerne på en måde, Mille ikke kunne tage fejl af.
Hjem ville hun ikke så måtte hun indrømme nederlaget. Overfor mor og far holdt hun stadig snakken kørende om det spændende studie, succes på jobbet og bejlere på stribe.
Det var kun Lærke, som kendte sandheden. Hun var kommet uanmeldt forbi én dag og så det hele.
Kom hjem det er håbløst, insisterede hun. Sig det, som det er.
Men Mille rystede på hovedet, tørrede tårerne væk og bed tænderne sammen:
Jeg vil hellere kæmpe videre end indrømme, at jeg har løjet!
Og hun blev ved. Hun skulle have det bedste ud af det.
Imens svandt farmors opsparing, og Mille prioriterede nu hårdt: droppe cafébesøg, købe tøj på tilbud, ingen træningscenter. Hun indså til sidst, at hun ikke kunne vente længere, og måtte tage et job som kasseassistent i Netto.
Det var uvant. De første uger gjorde det ondt, når folk kiggede vurderende på hende eller snakkede om hendes udseende og job. Men hun holdt masken og mindede sig selv om, det bare var midlertidigt.
~~~~~~~~~~~~
Og i går kom så invitationen til gymnasiefesten! sagde Mille til sidst og sukkede tungt. Jeg kan bare ikke blive væk De vil bare tro, jeg har ødelagt alt, og at jeg gemmer mig.
Lærke lagde skeen fra sig og kiggede længe på Mille. Hun rynkede brynene, men lod være med at sige noget dømmende.
Har du overvejet, at de måske allerede kender din virkelige situation og mest har inviteret dig for at grine af dig? Kan du huske, hvordan du opførte dig til dimissionsfesten? Folk glemmer altså ikke så let.
Mille så fornærmet op, kinderne blev røde.
Sludder! Jeg spiller rollen godt nok ingen ved noget. Jeg skal nok vise dem alle sammen, hvem der bestemmer!
Lærke skubbede stolen lidt bagud og slog fingrene mod kruset. Hele situationen virkede mærkelig hvorfor invitere én, der havde talt så grimt til folk før? Næppe fordi, de savnede hende.
Men hun sagde ikke mere. Lærke havde forlængst lært, at Mille kun ville forstå på den hårde måde.
Okay, sagde hun neutralt. Men tænk over, om du virkelig er klar på, hvad der kan ske.
Der sker intet! Mille trak på skuldrene. Jeg forbereder mig bare grundigt. Det er der ingen, der opdager.
Hvis du har brug for hjælp, så sig til.
Mille lyste op det var nøjagtig, hvad hun havde ventet.
Tak, du er en skat. Jeg vil virkelig gerne høre, hvad du synes jeg må bare fremstå helt perfekt!
**********************
Aftenen kom, og Mille fór ud af restauranten, mens tårerne løb ned ad kinderne. Den kolde, våde aftenluft ramte hende i ansigtet, men hun bemærkede det knap nok fødderne løb bare væk fra alt, væk fra det sted, hvor facaden endelig var faldet sammen. “Hold kæft, hvor havde Lærke ret! Hvorfor gik jeg overhovedet herind!”
Det startede ellers godt. Folk lagde straks mærke til hende, da hun skridtede ind i lokalet. Hun havde øvet den afslappede attitude, det tilbagelænede smil, et hurtigt tjek på uret alt for at signalere travl og succesfuld.
Hun fandt hurtigt selskab: dem der ikke kendte hende så godt fra skoletiden. Hun fabulerede: manden på forretningsrejse, villaen i Risskov, fire årlige ferier til udlandet. Mille troede selv næsten på historierne men hørte ikke de små grin og blikke, der udveksledes.
Indtil en fra klassen brød igennem larmen:
Jeg så lige Mille for ikke så længe siden Det passer altså ikke helt med den livsstil, hun fortæller om.
Stilheden var larmende. En anden tog mobilen frem:
Lad gå, jeg tog faktisk et billede.
Pludselig rullede billeder af Mille på storskærm: Mille bag Netto-kassen, Mille med indkøbspose på vej op i et gammelt opgang, Mille i arbejdstøj i bybussen. Billede efter billede viste virkeligheden ikke de eventyrlige fortællinger.
Nogen begyndte at grine, først stille, dernæst højlydt. En råbte: “Hold da op, så meget for Strandvejsvillaen!” En anden: “Mon hendes mand også arbejder i Netto?”
Mille rødmede og stivnede. Hun anede ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv. Lige før havde hun pralet af luksus, nu kunne ingen ignorere sandheden mere.
Hun drejede rundt og styrtede ud af restauranten. Hun hørte ikke råbene bag sig, mærkede kun den isnende luft og sine egne tårer. Da hun igen fik vejret, havde hun sat sig på en kold bænk og var helt tom.
Hun lagde ikke mærke til manden, hun gik ind i på fortovet, og hun var lige ved at falde.
Er du okay? lød det venligt fra ham. Der var noget ægte, næsten faderligt i hans stemme, der fik hende til at slippe facaden fuldstændigt.
Hun kiggede op og så en helt almindelig mand med indkøbsnet og varmt blik. Han så bare på hende, mens hun nærmest hviskede:
Nej Alt er bare gået galt Min forlovede dumpede mig lige inden brylluppet
Nogle lærer det aldrig.
