Prisen for et andet forsøg
Anders stod overfor Frederikke i den lyse stue i deres lejlighed i Aarhus. Han lænede sig ind, hans stemme lav, blød, insisterende som om hvert ord kunne få hende til at flygte, hvis det blev sagt for hårdt.
Bare fortæl mig det. Jeg lover, jeg bliver ikke gal, sagde han, men blikket matchede ikke stemmen i hans øjne ulmede den velkendte mistro, den der fik Frederikkes nakkehår til at rejse sig. Desuden var vi jo skilt på det tidspunkt, lød det dæmpet.
Frederikke sukkede tungt, bed sig i læben. Trætheden over hele situationen kogte som en trang til at skrige alt ud: Samme spørgsmål hver dag, tvivl der nægtede at slippe. Hun holdt masken, men vreden trængte alligevel igennem.
Ingeting! Der var ingenting. Hvorfor skal du blive ved? gentog hun, stemmen lidt for høj. Hun tænkte bittert på, hvorfor hun egentlig havde gået med til at give ham en chance mere. Veninderne havde advaret: Mænd som Anders ændrer sig sjældent. Men hun havde virkelig troet, deres kærlighed ville kunne hele det hele.
En kulde gled ind i Anders stemme. Ømheden blev afløst af hård irritation uden antydning af skjul.
Jeg spørger Emma, erklærede han. Vores datter ville aldrig lyve overfor mig.
Det ramte Frederikke, som et slag, blodet steg hende til kinderne, stemmen skælvede af vrede.
Gør det! Men husk lige, hun er kun fem, og hele sidste år blev hun passet af enhver, der kunne. Jeg arbejdede for at forsørge hende hvad prøver du egentlig at finde? Hvem jeg så, eller mødte Det rager dig ikke mere, Anders! Ærligt, jeg har fået nok! Jeg gik engang tror du ikke, jeg kan gøre det igen?
Anders frøs et øjeblik, overrasket over styrken i Frederikkes reaktion. Noget forvirring blinkede i hans ansigt, men det blev hurtigt erstattet af en sarkastisk bemærkning:
Har du penge til en billet?
Men det glimtede i hans blik, han så straks hvordan Frederikke blev bleg, og han fik travlt med at lægge til:
Undskyld, jeg mente det ikke sådan. Du overrasker mig bare. Jeg har været ærlig jeg vil ikke være jaloux mere. Tænk lige over det.
Uden at tøve greb Frederikke den nærmeste sofapude og kastede den mod ham. Puden ramte ham ikke, andet end hans stolthed. Anders var allerede ved at forme en kvik bemærkning, da døren gik op og Emma kom løbende ind.
Hun havde sin lyserøde kjole på, larmende latter og armene om farens ben med et lykkeligt: Far! Du er hjemme! Jeg har savnet dig!
Anders sendte et overlegent blik til Frederikke se, hvem vores datter elsker mest! og vendte sig så mod Emma, hans ansigt blev blødt og stemmen en anden:
Kom engel, lad os lege, sagde han mildt, løftede Emma op. Hun grinede højt, da han kastede hende, og han smilede endnu bredere. Mor trænger til lidt fred nu.
Frederikke blev stående ved vasken, knugede viskestykket så hårdt at hun blev hvid om knoerne. Nu begynder han endda at vende vores datter imod mig, tænkte hun bittert. Hun slugte tårerne, der pressede på. Nu måtte det være nok; hun havde besluttet sig.
Om en uge var hun færdig med kurset i grafisk design på VIA. Bare en uge. Så ville hun købe en billet uanset om det var tog eller fly, bare væk herfra. Nu var det nemt at finde arbejde online hun havde set masser af stillinger til kvalificerede folk.
Langsomt slap hun viskestykket og gik hen til vinduet. Gaden bruste udenfor, folk hastede forbi, cykler suste, og lysene tændtes i butikkerne.
Én ting er dog god ved at være havnet her, mumlede hun, og kiggede ud over byen. Med dansk diplom kan jeg få job alle steder.
Der var pludselig en lettelse i hendes bryst. For første gang i lang tid følte hun sig tryg i beslutningen. Bare et par dage mere så ville hun samle sine ting og begynde forfra…
*********************
Hvorfor havde hun sagt ja til at give Anders en anden chance? Hun forstod det faktisk ikke helt selv. Han havde været så oprigtig svoret at det ville blive bedre, at han aldrig ville lave de samme fejl igen, at han ville være verdens bedste far og mand. Hans øjne havde haft det der spæde håb, stemmen skælvet af følelser. Hun havde ikke kunne stå for det. Ville så gerne tro på en lykkelig familie, på fremtid sammen. Hun så det for sig: dem, gående hånd i hånd i Mindeparken, grine, fejre fødselsdage, passe på hinanden.
Men løfterne blev ikke til mere end et par rare måneder. Efterhånden begyndte det hele igen: beskyldningerne, spørgsmålene, mistroen Hvor har du været?, Hvem talte du med?, Hvor lang tid tog det? Ja, hvorfor blev de skilt første gang? Nej, der var aldrig nogen utroskab fra nogen side, men hans jalousi… Den var giftig, altopslugende. Selv bare tanken om, at hun kunne arbejde et sted med mandlige kolleger, var en kamp. End ikke at besøge sine forældre alene, kunne hun få lov til nabomanden var jo single og sendte et venligt smil, det var nok for Anders.
Hun mistede også sine veninder. Først begyndte han kun at rynke på næsen, siden blev han vred:
De der veninder, de vil bare ud og score mænd, snerrede han, når hun spurgte om lov til at ses. Vil du lære det samme?
De er frie, de har lov, sagde Frederikke, indestængt stolt over sine veninders mod på livet. De vil også have kærlighed.
Så må de gøre det alene. Ikke noget dårligt eksempel til gift kvinder! lød det iskoldt fra Anders.
Opkaldene fra veninderne blev sjældnere. Til sidst stoppede det. Hvad mener du med, at du ikke må ses med os? Hvem bestemmer dét? Ingen forstod hende. Frederikke følte sig isoleret. Kun sine forældre nu i Odense kunne hun ringe til, og de forstod heller aldrig helt hvor slemt det var.
En aften tog Anders samtalen ind over maden:
Det er på tide, vi får nummer to.
Frederikke stivnede med skeen i hånden. Bare det at håndtere Emmas madkriser hendes gråd, pjat og omvendte tallerken sled hende helt op. At Anders kunne sidde så roligt, selv når han så, at Frederikke var på grænsen til at bryde sammen, og foreslå endnu et barn… Hun blev kold indeni.
Tænker bare, du har for meget fritid, tilføjede han, lagde gaflen fra sig, lænede sig tilbage og lagde armene over kors. Så nævnte han, at han havde læst hendes beskeder med søsteren om hendes designkursus. Men hvorfor tage det? Du skal jo ikke på arbejde.
En klump satte sig i halsen på Frederikke. Hun knugede dugen under bordet og kæmpede for at finde ro.
Jeg vil udvikle mig. Hvorfor er det forkert? hviskede hun, stemmen knækkende.
Som sagt. Når der kommer en dreng, har du ikke tid til unødigt pjat, sagde han skråsikkert.
Tankerne flaksede i Frederikkes hoved. Et barn mere? Hun kunne ikke engang følge med nu. Det daglige maraton var mere end nok: fodre, trøste, lege, putte. Nej, nu måtte hun beskytte sig, måske endda i hemmelighed.
Det sidste, der fik bægret til at løbe over, var forbuddet mod brorens fødselsdag Der kommer mænd, det er farligt! Han lyttede ikke. Hun gav op.
Da han var på arbejde, pakkede hun resolut det vigtigste, fik ringet til broren, som uden ord forstod og hostede op med en flyttebil. De forsvandt stille ud af lejligheden i løbet af formiddagen. På køkkenbordet lagde hun en seddel: Undskyld, men jeg kan ikke mere. Emma skal have ro.
Samme dag søgte hun om skilsmisse.
Retten håndterede det hurtigt. Anders krævede betænkningstid, råbte op om hvor dårlig en mor, hun var, hvordan hun kun tænkte på sig selv. Dommeren, en ældre kvinde med milde øjne, afbrød indimellem, bad ham tale roligt, gav Frederikke plads til at svare. Til sidst sagde hun:
Jeg kan ikke se muligheder for at bevare denne familie. Jeg føler med dig, Frederikke. Fem år i sådan et miljø er længe.
Frederikke nikkede, en tung byrde løftet fra hendes skuldre.
Efter skilsmissen tog hun og Emma toget til Odense, fandt job som assistent på et lille grafisk bureau, og begyndte et nyt liv. Det var hårdt: hele flytningen, afskeden, den nye hverdag, Emmas tusind spørgsmål… Men så snart hun satte fødderne over dørtærsklen til barndomshjemmet, følte hun sig fri.
Hun tilmeldte sig designkurset, nu med fuld opbakning fra familien. Dagene gik med at lege med farver, fonts og former. Frederikke blev fyldt med energi og et håb om fremtiden.
Venner dukkede op igen: kursusveninder, kolleger, en mor fra Emmas børnehave. Hun gik ud igen, nogle gange til kaffe eller en is, og hun nød den lethed det var længe siden, hun bare havde smilet uden at tænke på konsekvenser.
Om aftenen sad hun gerne på terrassen med mynte-te i blomstret kop. Emma løb rundt og legede med sine kusiner og fætre, de byggede huler i haven, fodrede duer. Deres grin fik Frederikke til at smile, hun slappede af, lyttede til latteren og mærkede varmen brede sig i brystet.
Sådan skal livet være, tænkte hun, uden råb, uden mistanke, uden frygten for at gøre noget forkert. Bare glæde sig, nyde de små øjeblikke, se min datter trives.
Hun begyndte igen at drømme: færdiggøre kurset, tage små freelanceopgaver, måske finde en hyggelig lejlighed nær sine forældre Men et år senere dukkede Anders pludselig op igen.
Frederikke var på torvet og valgte æbler til kage, trykkede varsomt på hvert et og lagde de fineste med røde kinder i kurven. Hun nød menneskemængden, stemmerne, de hyggelige løft forårsdagen gav. Så mærkede hun, at nogen stirrede på hende. Hun vendte sig og hjertet sprang et slag over. Der stod Anders.
Han var blevet mere mager, ansigtet kantet, mørke rande under øjnene. Hans udseende var forandret men blikket var det samme.
Frederikke… hviskede han, et skridt frem, stemmen blød og usikker. Jeg har ledt efter dig.
Hun tog instinktivt et skridt tilbage, holdt hårdt om kurven.
Hvorfor? spurgte hun, prøvende at lyde rolig, selv om hun rystede indeni.
Jeg har ændret mig, sagde Anders, stoppede nogle meter væk. Jeg har indset, hvad jeg mistede. Jeg kan ikke undvære jer.
Frederikke slugte en klump, billederne væltede op: deres første dans i regnen, Emmas latter, de rolige aftener ved brændeovnen så nære engang, men så fjerne.
Giv mig én chance, bad Anders lavt. Jeg vil bevise, jeg er en anden nu. Helt ærligt.
Han overbeviste hende Emma savnede sin far helt utroligt. Datteren spurgte jævnligt: Kommer far ikke?, Har han glemt os?, Kan vi ikke ringe til ham? Hun blev stille, trak sig. Frederikke fandt tegninger, hvor Emma havde malet dem alle tre sammen. Hendes hjerte blødte.
Til sidst sagde Frederikke ja til at prøve men ingen vielse. Ikke før hun var sikker.
Der er ingen vielse før jeg ved, det er ægte. Og jeg vil have frihed: kontakt til venner og familie og arbejde. Forstået?
Selvfølgelig, sagde Anders straks. Alt bliver på din måde.
Han flyttede dem til Aalborg. I begyndelsen nød Frederikke omgivelserne, men snart mærkede hun isolationen. Her var hun alene, uden venner, nærmest uden mulighed for kontakt til familien. Anders foreslog altid at ringe i weekenderne, og han var der altid, når hun ringede, altid lyttende.
Han kunne ikke slippe mistanken om, at hun havde datet nogen, da de var fra hinanden. Han pressede på for svar:
Var der nogen? Vær ærlig, jeg bliver ikke sur.
Hun forklarede igen og igen, men det nåede aldrig igennem.
Jeg kan se det du har ændret dig.
Han tjekkede hendes telefon, snusede rundt med spørgsmål hver gang nabokonen eller postbudet kom forbi.
Situationen kulminerede en aften efter Emma var lagt:
Du skriver igen til én! hvæsede han, rev mobilen ud af hånden på hende. Hvem er det?
Giv mig den tilbage! råbte Frederikke, hævede stemmen, men sænkede den hurtigt af frygt for at vække Emma. Det er Katrine, min veninde! Vi skal i parken! Jeg har fortalt dig det.
Veninde, måske, sagde han sarkastisk, stirrede på beskeden. Hvorfor så smileys? Flirter I?
Hvad er det dog, der sker?! udbrød hun, holdt sig hurtigt for munden. Hvorfor stoler du ikke på mig? Jeg troede, du havde ændret dig! Men det her det er præcis det samme. Mistanke, kontrol, ingen frihed…
Anders stivnede, et glimt af anger men han lukkede sig hurtigt:
Så vis beskeden, kommanderede han. Hvis du ikke har noget at skjule…
Nej, svarede Frederikke og trak mobilen til sig. Nok nu. Jeg finder mig ikke i det mere. Vi havde en aftale, du bryder igen.
Hvor vil du gå hen? hånede han, truende. Du har ingen penge, intet job…
Der tager du fejl, sagde Frederikke fast, rettede ryggen og så ham lige i øjnene. Jeg har gennemført mit kursus, jeg har et portfolio. Katrine har allerede nogle job til mig. Jeg er ikke bange mere. Ikke for at forlade dig, ikke for at starte forfra.
Fra Emmas værelse lød en lille, søvndrukken stemme:
Mor? Hvorfor råber du?
Frederikke fór hen til hende, satte sig ved sengen, strejfede hendes hår blidt.
Alt er i orden, skat, hviskede hun. Vi skal rejse et sted hen, hvor solen altid skinner, hvor du altid kan lege frit. Vil du med?
Emma smilede søvnigt, nikkede, puttede sig ind til sin mor. Anders stod tavs i døråbningen; han så næsten fortabt ud.
Du mener det du vil virkelig gå nu? spurgte han lavt.
Ja, sagde Frederikke fast, så ham i øjnene. Denne gang for altid. Emma og jeg fortjener tryghed og det får vi ikke med dig. Undskyld.
***********************
Anders gjorde alt blev vred, tiggede, truede men kunne ikke få hende tilbage. Hver gang hun modtog en besked, svarede hun roligt: Det er slut. Beslutningen er taget.
Emma havde det svært de første uger, savnede sin far, græd lidt, spurgte tit Ser vi ham igen?, men Frederikke gjorde alt for at trøste. De fandt en lys lejlighed nær Botanisk Have med lyse vægge, nye puder i Emmas seng, hylder til legetøj langsomt begyndte glæden at vende tilbage.
Kort efter startede Emma til billedkunst hos Ungdomsskolen. Hun elskede det fandt hurtigt to nye veninder og var ivrig for hver time. Snakken gik om pensler, kommende motiver og hvem der kunne male de bedste sommerfugle. Emma blev optaget af det nye, mindede sjældnere om forældrenes skænderier.
I starten ringede Anders dagligt, spurgte, hvad hun lavede, hvordan hun havde det, men snart blev opkaldene sjældnere. Til sidst var det kun smser og det mindste børnebidrag, knap nok til pensler og papir. Han forstod, at han ikke kunne manipulere sig til en vej tilbage.
Frederikke trak vejret frit. Hver aften i parken, fodrede hun ænderne i søen sammen med Emma, samlede farverige blade, købte en drage som Emma valgte selv og smilede, hver gang datterens latter fyldte luften.
Og for hver af Emmas smil og skrål vidste Frederikke, at det var det værd. Jobbet havde været svært at lande, retningen ny og fremmed, men freden og friheden var prisen værd. Nu havde de deres egen lille verden varm, tryg, fuld af latter og muligheder hvor mistro og frygt aldrig fik en chance.
