Prisen for en ny chance
Det var egentlig ikke en opgang på Nørrebro, men trappeopgangen gled alligevel ud under skoene på Mads, som i et mærkeligt bølgetempo vaklede frem og tilbage foran Frederikke. Alt virkede uvirkeligt, som om bygningen var lavet af karton og luften dirrede som skævt regnvejr, mens han pressede hende til at fortælle alt, hvad hun gemte på. Han talte dæmpet, næsten kærligt, ordene svævede mellem dem som gennemsigtige sæbebobler, man ikke måtte prikke men hans blik afslørede alt for megen grublen.
Bare fortæl mig det! Jeg lover, jeg bliver ikke vred, sagde han, men det lød som truslen om et vintermørkt stormvejr. Frederikke stivnede, for hun så igen det mørke i hans øjne, den mistro der sendte kolde strejf henad ryggen og fik hendes skuldre til at kile sig fast ved ørerne. Vi var jo skilt dengang alligevel, hvislede han lavt.
Inden i hende boblede alt op, irritation, en sur gærduft af gentagelse, hun gad ikke mere. Hver dag det samme spørgsmål tvivlen, der aldrig sov. Hun forsøgte at holde sammen på sig selv, men ordene vældede ud.
In-tet. Ingenting! Kan du ikke lade være at spørge mig om det hele tiden? Det er blevet for meget, råbte hun næsten. Hvorfor sagde hun ja til at prøve igen? Veninderne sagde det jo: sådan nogen som Mads bliver ikke bedre. Men hun havde været så opsat på at tro, at kærlighed kunne trylle noget bedre frem.
Pludselig ændrede hans stemme sig til glas og metal, al blidhed forsvandt ind i køkkenvasken.
Jamen, så spørger jeg Anna, sagde han. Hun lyver aldrig for far.
Det ramte hende som en isblok mod baghovedet. Ansigtet blev varmt, stemmen fuld af vrede:
Gør det! Men glem ikke, at hun kun er fem, og hele året har hun været hos alt og alle, udbrød hun og knyttede næverne. At Mads ville trække datteren ind i deres skænderi var som at blive ramt af en grov, kold bølge. Jeg har måttet arbejde, for at sørge for hende! Hvorfor graver du i fortiden? Hvem jeg har talt med, om jeg har drukket kaffe med nogen det er ikke dit bord! Mads, jeg gik fra dig én gang, tror du, jeg ikke kan gøre det igen?
Mads frøs i et øjeblik, som om han mødte sig selv som barn, og slap straks det spydige, dog med et lille svirp i stemmen:
Har du råd til en billet?
Frederikke blev så bleg, at han fik samvittighedskvaler og skyndte sig:
Undskyld, det var dumt sagt. Jeg er bare overrasket over din stædighed. Jeg sagde jo, at jeg ikke ville være jaloux. Tænk over det, ikke?
Derefter greb Frederikke en fyldt pyntepude og sendte den tværs ind i det drømmende, usammenhængende rum, hvor den ramte Mads og snittede hans stolthed, men ikke andet. Han skulle netop til at åbne munden for at skyde noget tilbage, da Anna stod i døren.
Hun var klædt i en skæv, lyserød kjole, og alt i hendes ansigt smilede som en nybagt kanelbolle. Med latter i øjnene kastede hun sig om sin fars ben.
Far, du er hjemme! Jeg har savnet dig!
Mads sendte Frederikke et triumferende blik med skjult sårbarhed og vendte sig blødt mod datteren, tog hende op og svang hende rundt, så latteren flød over.
Kom, min lille kanin, skal vi lege? sagde han og svajede rundt med Anna i armene. Nu løber vi lidt rundt, så mor kan slappe af.
Frederikke knugede et viskestykke ved køkkenvasken, indtil hendes led blev hvide. Indeni sitre hun: Så, nu sætter han også Anna op mod mig. Hun slugte tårerne, der pressede sig på. Nok. Nok var nok. Nu skulle der lægges planer.
I hovedet havde hun allerede forladt Mads. Om syv dage fik hun det certifikat, hun havde slidt sig igennem aftenundervisningen for at få. Hun ville købe flybilletter med det samme væk, hvor som helst, bare ud. XXI århundrede, arbejdslivet svimlede på nettet, flere jobportaler end der var grus på Fælledparken.
Hun slap viskestykket og gik over til vinduet, mens København udenfor svajede og snurrede; karavane af folk, biler under gadelygter, et levende gittermønster af nat og neon.
Der ER trods alt noget godt ved at flytte hertil, mumlede hun. Diplomerne herfra er gyldige overalt. Arbejde skal nok dukke op, uanset hvilken by jeg vælger.
Det føltes som om brystet blev lettere for første gang i lang tid var der ro. Planen lå klar. Bare lidt endnu, og så kunne hun begynde forfra.
*********************
Hvorfor sagde hun ja til at give eksmanden en ny chance? Frederikke kunne ikke tydeligt forklare det. Måske fordi han virkede så ægte dengang? Sværgede ved alt kært, at han havde ændret sig, at han ville være den bedste mand og far. Hans øjne emmede af håb, hans stemme dirrede det slørede hendes dømmekraft et øjeblik, hvor hun forestillede sig lykke, parkvandringer, fødselsdagskager, hverdagsdrømme.
Men løfter har det med at flyve væk som våde gæssestik. Den første måned var han en anden. Blev hjemme, legede med Anna, lavede aftensmad smørrebrød eller suppe og ventede glad, når Frederikke kom ind ad døren. Snart gled alt tilbage, som om hun stod midt i en spiraltrappe. Mistænksomheden vækkedes: Hvor var du?, Hvorfor tog det så lang tid?, Hvem ringede du til?
Der var aldrig utroskab, hverken fra ham eller hende, men jalousien voksede som ukrudt mellem brostenene. Det blev værre end før han ragede rundt i små mistanker, blandede sig i alt. På enhver tænkelig arbejdsplads var der mænd, og det var mere end han kunne bære. End ikke besøg hos familien var fri for anklagemaskineriet, for deres nabo var single, og det lå i vinden, at han holdt døren lidt for længe.
Og veninderne? Først trak de bare på skuldrene, senere ringede de slet ikke. Hvad mener du med, at du ikke må gå ud et par timer? Det er ikke normalt! Og så forsvandt kontakten. Til sidst var Frederikke alene, med kun en lille pige som hele tiden enten skulle mættes, trøstes, puttes eller leges med.
Sådan gik en aften, suppeskål og alt. Mads sagde:
Det er på tide med en til.
Frederikke stivnede med suppeskeen svævende. Anna havde i en halv time smækket med gaflen, nægtet havregrød, til sidst væltet hele tallerkenen og grinet, så det plaskede over køkkenbordet. Frederikke sukkede, tørrede grød, så på Mads. Han så hendes udmattelse, så hun var på bristepunktet og så sagde han det, som om det var det naturligste i verden. Hvordan kunne han tro, hun kunne klare et barn mere, når hun knap kunne kæmpe sig igennem dagen?
Og for resten, jeg ser du har skrevet sammen med din søster om opkvalificeringskursus. Hvorfor overhovedet? Du kommer jo ikke til at arbejde, mumlede han og lagde gaflen.
Hun mærkede et sammenpresset sug i halsen. Hun ville jo udvikle sig hvorfor var dét forkert?
Jeg har brug for mere, svarede hun lavt.
Du har alt for meget fritid. Når først en dreng kommer, vil dét pakke de dumme tanker væk, svarede han som en dommer, der kendte resultatet før retssagen.
Hun var slet ikke klar til det næste niveau. En til? Hun kunne knap følge med én! Mere travlhed, flere krav, men Mads sagde det næsten med et smil.
Inde i Frederikke lukkede noget sig om den sidste lysstråle. Hun tænkte: nu skal der tænkes på prævention, i smug. Hun måtte have en plan. Og én ting stod klart: Sådan ville hun ikke fortsætte.
Da han pure nægtede hende lov at tage til hendes brors fødselsdag der er alt for mange mænd, og det er ikke trygt måtte hun bryde fri. Hun pakkede i en slags sløret rus det allermest nødvendige til sig selv og Anna. Med famlende hænder, men fast beslutsomhed. Hendes bror forstod straks og kom med en lille kassevogn, så de kunne få det hele med.
De stak af som spøgelser, næsten usynligt. Inden hun gik, lagde hun en seddel i køkkenet: Undskyld, men jeg kan ikke mere. Jeg vil have, at Anna skal vokse op i ro.
Samme dag blev der ansøgt om skilsmisse.
Retten, et mærkeligt firkantet rum midt i et sort/hvidt maleri. Mads råbte, anklagede, skældte ud hun var uduelig, hun værdsatte ham ikke, hun tænkte kun på sig selv. Dommeren, en ældre kvinde med trætte øjne, lyttede og standsede indimellem hans udbrud. Hun nægtede henstand og fældede dommen med det samme:
Jeg ser ingen mulighed for at bibeholde dette ægteskab. Og jeg føler med dig, Frederikke. At leve under sådanne forhold i fem år det er ikke let.
Frederikke nikkede, mærkede at noget tungt langsomt forlod brystet. Det var det rigtige.
Efterfølgende flyttede hun til sine forældre, fik job, og lille Anna begyndte at trives. Det var ikke let: flytning, forklaring, opbrud. Men da hun trådte ind alene, mærkede hun vægten slippe.
Hun begyndte at læse grafisk design, noget hun havde drømt om, selvom Mads syntes, det var pjat. Nu lærte hun programmer, malede uperfekte udkast, forsøgte sig med farver. Det gav energi og retning.
Langsomt fik hun nye bekendtskaber: kvinder fra kurset, kollegaer, en mor på legepladsen. Hun begyndte endda at date lidt bare kaffe på et lille Frederiksberg-café, lidt latter, intet forpligtet. Og for første gang så hun sig selv tage plads, uden at skæve efter nogen.
Om aftenen sad hun på forældrenes veranda, drak myntete af en gammel blomsterkop. Anna legede med fætre og kusiner i haven, lavede huler af brædder, fodrede duer med leverpostejrester. Lyden af hendes latter fyldte Frederikke med ro.
Sådan burde livet føles, tænkte hun, uden råb, uden mistænksomhed, uden frygt for at sige det forkerte. Bare ro, glæde, at se mit barn blomstre.
Skuffet og stolt arbejdede hun videre: afslutte kurset, tage mod små designopgaver, måske finde lejlighed tæt på sine forældre
Men året efter dukkede Mads op igen.
Frederikke handlede på torvet, hun stak blikket ned i æblerne, som om de kunne afsløre hendes fremtid, mærkede på skrællen og lagde de smukkeste ned i kurven. Mennesker snublede forbi, sælgere råbte, der var duften af fisk og varm asfalt. Men så rystede en fremmed kulde hende, som om nogen stirrede så hårdt, at hun mistede fodfæste.
Mads stod mellem to stole og så ud som et spejlbillede med alle kanter slørede. Han var tyndere nu, mere kantet, øjnene mørke, kindbenene hårde. Tøjet lidt større, men blikket det samme.
Frederikke sagde han svagt, og hans stemme klang som glas. Jeg har ledt efter dig.
Hun tog straks et skridt tilbage, holdt kurven som et skjold tæt til kroppen, knugede grebet helt hvidt.
Hvorfor? stemmen rystede, hun prøvede at tale jævnt, men inde i hende var der storm.
Jeg har ændret mig, kom han nærmere, men stoppede diskret. For alvor. Jeg indså, at jeg havde mistet det vigtigste. Jeg kan ikke undvære jer.
Tårer havde hun ikke plads til. Minderne sprang som hoppebolde deres første dans i regnen på Amager, Annas latter i klapvognen under en regnbue, aftner med kakao ved radiatoren. Så tæt på, men alligevel så langt væk.
Give mig én chance til, sagde han blidt. Bare én. Jeg vil vise dig, jeg kan være en anden.
Imens begyndte Anna at døse væk fra alting, savnet efter faren voksede dag for dag, hun lavede tegninger, hvor de tre holdt i hånd, og Frederikke kunne ikke stå for den smerte. Hun gik modvilligt med til det dog uden at gå ind i noget nyt ægteskab:
Ingen vielse eller papirarbejde før jeg er sikker. Og: fuld frihed. Familie og venner skal jeg kunne være mig selv med, jeg skal arbejde. Forstået?
Ja, ja, nikkede Mads for hurtigt, og det føltes forkert, men hun havde brug for at tro.
Han tog dem med til en helt anden del af landet. Først var det næsten spændende: ny by, nye mennesker, en blank side. Men snart var det som at gå i ugegamle regnvåde strømper. Ingen venner, ingen netværk og alt opsynet af Mads, der styrede hvem hun måtte snakke med, også gennem tidssoner og telefonopkald.
Han foreslog altid: Skal vi ikke ringe til dine forældre senere? Det passer nok bedre med deres morgen.
Og altid, når hun talte med sine forældre, kom han forbi, nysgerrig, lod som om det var et uheld.
Men mest fastslog han, at mens de havde været skilt, MÅTTE hun have set en anden. En tanke, han ikke kunne slippe, og spurgte gentagne gange:
Sig det nu bare, der var vel én? Bare én?
Hun forklarede og forklarede, men han sad bare, rystede på hovedet og sagde:
Jeg kan se det, du ER anderledes.
Han snusede til hendes telefon, kom med mistænkelige spørgsmål hver gang hun havde snakket med naboen eller modtaget en pakke.
Hvad talte I om? Hvorfor tog det så lang tid? Hvad sagde han?
En aften, mens Anna sov, skete det: alt ramlede.
Du skriver igen med nogen! råbte Mads og rev telefonen ud af hånden på hende. Hvem er det? Dit flirt?
Giv mig min telefon tilbage! hvæsede hun, blodet brusede, hænderne rystede. Det er Katrine. Vi skal i parken med børnene! Det har jeg fortalt dig!
Veninde? Hvorfor så smileyer? Flirter I?
Hvad ER der galt med dig?! Hun dæmpede stemmen, ville ikke vække Anna. Hvorfor kan du ikke stole på mig? Jeg troede virkelig, du havde ændret dig. Men intet har ændret sig, det er bare det samme!
Mads stivnede. I én sekund så han flov ud, men snart isede blikket til igen.
Hvis du ikke skjuler noget, så vis mig alt, krævede han.
Nej, du får ikke mere. Ingen tjek, ingen afhøringer! Vi aftalte, det skulle være anderledes!
Hvad vil du gøre? Du har ingen penge, ikke noget job ikke engang råd til en lejlighed!
Der tager du fejl, sagde hun med en stærkhed, hun ikke havde mærket længe. Jeg ER grafisk designer nu. Katrine har fundet de første freelance-opgaver til mig. Jeg er ikke bange for at starte forfra. Jeg har ikke længere angst for at være alene. Jeg ved, jeg kan.
Inde fra Annas værelse lød en søvnig stemme:
Mor? Hvorfor råber du?
Frederikke blev straks blid, gik ind og satte sig, omfavnede Anna, duftede til hendes hår og nussede hende på ryggen.
Det var bare fordi, vi skal på eventyr snart. Et sted med meget sol, og en stor have med gynger. Skal vi det?
Anna mumlede ja og lagde sig helt ind til hende.
I døråbningen stod Mads. Han virkede mindre nu, ganske bleg. Endelig gik det op for ham, at Frederikke mente det.
Går du virkelig? spurgte han sagte.
Ja, hviskede hun fast. Og denne gang for altid. Vi har brug for fred og ro.
********************
Mads forsøgte alt, men kunne ikke vinde hende tilbage. Han ringede, tryglede, truede. Hun sagde roligt: Der er ikke mere at sige.
Anna sørgede. Det første stykke tid spurgte hun: Kommer far?, men Frederikke fandt en varm, lys lejlighed nær Frederiksberg Have, malede børneværelset med blå bjerge, satte kulørte puder og reoler op, og langsomt gled det triste ud af dagene.
Anna kom på billedskole og fik hurtigt venner, gamle sorger blev erstattet af grin med nye veninder. I starten ringede Mads dagligt spurgte til billeder og dagens oplevelser, men efterhånden blev det til korte smser: Hej, skat, hvad laver du?. De slatne børnepenge dækkede kun tegnepapir og akvarel.
Forsøgene på at spille på pietet eller trække Anna ind som mellemmand, gled ud i ingenting. Frederikke holdt fast. Anna vænnede sig til det nye liv.
Og hen over de tonede, sene sommeraftener følte Frederikke, at hun for første gang kunne trække vejret. Mor og datter spiste æbleskiver i haven, fodrede ænder i søen, plukkede blade, lod dragen stige over havens birketræer.
Hver gang hun så sin datters glade smil, vidste hun: det er sådan, det skal være. At bygge et selvstændigt, trygt liv, uden frygt og tvivl, hvor roen og glæden var det vigtigste. Aldrig mere noget andet.
Sådan sluttede drømmen mærkelig, men klar om prisen for en ny chance.
