Prisen for hovmod
Freja, kan jeg låne et par ting af dig? spurgte Karen forsigtigt, mens hun trådte ind i sin søsters hyggelige lejlighed på Vesterbro.
Hun lod blikket glide over den rummelige entré med designer-møbler, smukke spejle i elegante rammer og den lille fine puf ved døren det hele lignede simpelthen noget, man så i Bo Bedre. Den velkendte stikkende misundelse sneg sig ind: Freja havde altid haft styr på alt.
Freja dukkede op i stuen og sendte sin søster et hurtigt blik. I sit afslappede sæt i blødt uld så hun tilfældigt elegant ud dét look, Karen forgæves havde forsøgt at mestre i årevis.
Kom nu, hvad er det, du pønser på? sagde Freja roligt og lænede sig op ad dørkarmen.
Karen rettede nervøst på ærmet af sin frakke den var ikke ny, men stadig velholdt. Hun prøvede at undgå at glo på det store maleri overfor, på den upåklagelige orden og duften af friskbrygget kaffe, der fyldte hele lejligheden.
Det er egentligt ikke noget særligt mumlede hun, mens hun prøvede at samle sig.
Freja tog ikke øjnene fra hende, og Karen vidste med det samme, at hun ikke kunne undgå forklaringen. Hun tog en dyb indånding og sagde så:
Der er klassejubilæum på lørdag. Jeg er nødt til at være der! Og jeg bliver nødt til at se helt skarp ud, forstår du? Jeg vil gerne have, at alle tror, mit liv bare kører på skinner!
Hvorfor gider du det? spurgte Freja og vendte endelig ryggen til. Hvorfor bruge energi på folk, du ikke har snakket med i evigheder og sikkert aldrig kommer til at ses med igen? Du bor jo i en anden landsdel!
Karen kørte hånden gennem håret. Hun længtes pludselig sindssygt efter sådan et køkken som Frejas med barstole, indbygget ovn og de der fede lamper hængende fra loftet. Tænk at starte dagen uden stress og rod, men i stedet med langsom morgenkaffe i lækre omgivelser.
Du fatter det ikke! udbrød hun, lidt for højt. Det betyder bare meget for mig. Jeg vil have, at de skal se, jeg har klaret den at jeg har fået succes. Og ikke tror jeg bare ikke har udrettet noget.
Hun bed sig i læben og kunne ikke lade være med at kigge på Freja med åbenlys misundelse. Det så ikke ud til, at Freja lagde mærke til det eller også var det bare ligegyldigt for hende.
Mener du virkelig, du vil spille den, du ikke er? spurgte Freja blidt, mens hun satte sig ned ved spisebordet. Tror du virkelig, det gør indtryk på nogen?
Det er ikke pointen, Karen rystede på hovedet. Jeg vil bare gerne have, at folk tror, alle mine drømme gik i opfyldelse!
Okay, sukkede Freja opgivende. Lad os kigge på det. Men du lover, det er første og sidste gang, du prøver at narre folk på den måde. Det er altså ikke fair.
Du forstår det ikke!
Og sådan begyndte Karens historie…
~~~~~~~~~~~~~~~~
Hele folkeskolen igennem var hun klassens stjerne det måtte selv lærerne indrømme. Gennem gangene fulgte drengene hende, alle i håb om at få bare lidt opmærksomhed den dag. Lærerne blev altid blødere, når hun så bare en smule trist ud eller sukkede svagt og hendes forældre nægtede hende intet. Hun behøvede bare hæve et øjenbryn eller sende et blik, så fik hun, hvad hun bad om.
Hun havde lært altid at få sin vilje. Hvis hun blev vild med et par sneakers, der lige var landet i København, gik der ikke et døgn, før hun havde dem. Og hvis der kom en sød, ny dreng i klassen, gik det aldrig mange dage, før han bar hendes taske hjem. Det blev nærmest en sport hvor langt kunne hun strække grænserne og hvor mange ønsker kunne hun få opfyldt?
Fordi jeg kan, tænkte hun ofte. Det var blevet hendes motto og undskyldning for alt. Hvis en veninde begyndte at date en, Karen havde kigget på, gik hun straks i aktion og næsten altid vandt hun. Det var ikke fordi, hun var forelsket hun blev bare grebet af at overtage rampelyset. Og hun fik altid det sidste smil.
Med tiden begyndte de gamle veninder at trække sig. Først droppede den ene hende fra fælles planer, sidenhen fandt den næste nogle nye venner. Karen tog sig ikke synderligt af det der var altid andre, der gerne ville imponere hende og blive en af de udvalgte. Det var bare naturligt: hvis de ikke kunne tåle hendes regler, havde de det bare ikke i sig.
Til gymnasiefesten følte hun sig som dronningen af hele ballet. Store sal, guirlander, balloner, folk svirrede omkring hende ligesom hoffolk. Hun elskede opmærksomheden det var hendes scene, hendes moment.
Hun blev nærmest høj på rusen over at se op til sig selv og lod det gå ud over andre. Midt i snakken om minder kom hun op at køre, og begyndte at slynge små, sarkastiske kommentarer efter pigerne mindede dem om små fejltagelser, stak til dem med deres tøj, hår, alt. Ordene kom bare, og hun kunne se chokerede blikke, men hun kørte på det var jo hendes fest.
Mit liv bliver fantastisk! proklamerede hun overstadigt. Jeg kan se det for mig: rig mand, som opfylder alt, kæmpe hus, måske endda eget firma Men jeg skal ikke arbejde, det hele kommer af sig selv! Penge, luksus, opmærksomhed det bliver bare mig!
Hun malede billeder, som om hun allerede levede det. Dyre lamper, lækre biler, champagnemiddage på Balthazar.
Men jer fortsatte hun og kiggede direkte på en stille pige, der altid havde siddet forrest og lavet sine lektier. Du ender sikkert som folkeskolelærer i udkanten, eller bag kassen i Føtex, og din mand arbejder på lager og tager sig en bajer for meget!
Hun fortsatte fra den ene til den anden, dryssede spidse bemærkninger, små forudsigelser om mislykket liv og hverdags-grå realiteter. Pigerne kiggede ned, én tvang et smil frem, en anden kiggede væk. Men stemningen var tydeligt trykket.
Hun morede sig for hende var deres reaktioner bare endnu et bevis på, at hun var ovenpå. Og drengene lo med eller nikkede om det var af frygt eller for at miste status, var ikke til at vide.
Efter gymnasiet valgte Karen at læse jura i Aarhus ikke fordi faget tiltalte hende vildt, men fordi det lød smart. Hun mente, det var nemmere at møde en super matchende fyr i universitetsmiljøet. Heldigvis havde hun arvet en lille lejlighed af mormor, så hun slap for at bo på kollegie eller leje dyrt et kæmpe plus.
De første uger gik præcis, som hun forestillede sig det. Hun indrettede lejligheden nydeligt, fik hurtigt venner, tog på barer og til fester. Den samme charme, stil og selvtillid fungerede også i Aarhus. Hun sugede komplimenter til sig og følte sig sikker: snart ville hun få succes både med karriere og kærlighed.
Men snart bankede virkeligheden hårdt på døren. Uni var noget sværere, end hun troede. Læsning krævede tid og fordybelse, og eksamenerne var benhårde. Karen, som altid havde sluppet let om ved det, kunne pludseligt ikke følge med hun droppede timerne, udskød opgaver, og regnede med sit smil nok skulle klare skærene.
Allerede efter første eksamensperiode gik det galt. Hun dumpede på stribe. Lærerne var ikke længere overbærende, men benhårde: Enten tager du dig sammen, eller også er jura ikke dig. For første gang mærkede Karen det stik af usikkerhed, hun ellers altid havde været fri for.
Verden havde ændret sig nu var hun ikke den skarpe, smukke pige i klassen. I Aarhus var der MANGE smarte, kloge og målrettede unge kvinder og flere af dem formåede både at have et studenterjob, læse og se godt ud. Karen var pludselig helt gennemsnitlig.
Men i stedet for at knokle, så fik hun en anden strategi: find en mand mens hun stadig kunne. Inden jeg mister det sidste af mit shine, tænkte hun, og begyndte at gå mere målrettet på jagt efter en rig og attraktiv kæreste.
Det lykkedes næsten, da hun mødte Rasmus søn af ejeren bag en række privathospitaler, god opvækst i Hellerup, lækkert job og godt netværk. Han var ikke en George Clooney, men for Karen var det ligegyldigt han kunne ALT andet. Lige det, hun havde drømt om.
Karen lavede et gameplan: først mødes tilfældigt på hendes yndlingscafe, derefter charmerende og åben i samtaler, altid velfriseret. Hurtigt blev de venner og siden begyndte de at ses. Det gik, som hun håbede han var interesseret.
Men hun havde ikke forudset, hvor meget Rasmus familie gik op i, hvem han datede. Da han nævnte Karen for sin mor over havregrøden, kiggede hun kritisk på ham:
Hvem er denne Karen? Hvad laver hendes familie?
De bor i Herning. Helt almindelige folk, mor.
Almindelige? Du ved godt, at vores gamle venner i Charlottenlund forventer noget helt andet vi har traditioner, vi skal værne om. Altså, du kan jo ikke bare
Rasmus prøvede svagt at tage hendes parti, men meldingen var klar Du kan finde en pæn, dygtig pige, som matcher dig og familien. Ikke hende!
Imens fortsatte Karen med at dagdrømme om store bryllupper og ferier på Mallorca. Indtil han en dag ringede og bad om en snak.
På cafeen så Rasmus allerede skamfuld ud, før ordene kom:
Det går ikke mine forældre vil ikke have det, og jeg ja, jeg orker ikke bøvlet.
Karen sad tilbage og stirrede ned i et næsten tomt cafe latte-glas. Hun græd ikke havde egentlig bare en skærende irritation indeni.
Hvorfor? tænkte hun bittert. Jeg har jo gjort alting rigtigt! Hvorfor kan han ikke tage noget ansvar? Æv, og nåede ikke engang den nemme løsning med en baby så kunne han aldrig slippe væk!
Det blev værre. I løbet af nogle uger opdagede hun, at der i omgangskredsen blev sladret om hende. At hun gled rundt og jagtede rige mænd. Pludseligt blev stemningen akavet, når hun trådte ind mænd, der havde været interesserede, trak sig væk. Selv når hun mødte dem på cafeer, nikkede de bare stift og vendte om på hælen.
Hun prøvede at skjule, at det ramte hende. Indeni vidste hun godt, at chancen for at gifte sig op var blevet minimal.
Der var absolut ikke noget, der kunne få hende hjem til Herning det ville jo være at tage ydmygelsen på sig. Forældrene vidste intet, de hørte kun om universitet, spændende projekter, fede dates med succesfulde mænd for dét var, hvad Karen fortalte dem. Hun elskede tanken om, at de kunne prale lidt af hende, og derfor fortsatte hun med at spille rollen.
Den eneste, der kendte sandheden, var Freja. Hun havde fundet ud af det ved et tilfælde, da hun kom på besøg uanmeldt.
Kom nu bare hjem, her er ikke noget, der venter dig, sagde Freja alvorligt en aften. Bare vær ærlig og sig det, som det er.
Karen havde tørret øjnene, rettet sig op og sagt:
Aldrig! Det skal nok lykkes mig! Jeg giver ikke op, før jeg har mit drømmeliv!
Og i de dage troede hun, at det kunne lykkes hun datede videre, prøvede at charmere sig op igen, holdt fast i illusionen. Men tiden gik, pengene fra mormors opsparing forsvandt og der kom ikke nogen rig mand.
Til sidst var der så lidt tilbage, at hun blev nødt til at finde arbejde men uden færdig uddannelse eller erfaring ville ingen have hende. Hun endte bag kassen hos Netto.
I starten føltes det som en kæmpe nedtur. Folk kiggede, spredte rygter, mumlede: Hun ser da for pæn ud til det job. Men Karen bed tænderne sammen det måtte bare være midlertidigt.
~~~~~~~~~~~~
Og i går fik jeg invitation til vores klassejubilæum, sluttede hun mut. Jeg kan bare ikke blive væk, forstår du? Alle vil tro, jeg har fejlet, hvis ikke jeg møder op!
Freja satte teskeen fra sig og så alvorligt på sin søster.
Du har aldrig overvejet, om der måske er nogen, der bare vil grine ad dig? Husk på, hvordan du var dengang til festen… Folk glemmer jo ikke bare.
Karen strammede sig op, og hendes kinder blussede.
Sludder! fnyste hun. Jeg holder mig godt skjult! Bare jeg møder op og viser mig, er der ingen, der forstår sandheden!
Freja lænede sig tilbage. Hun tænkte sit. Hvorfor invitere hende, der engang frydede sig over at tryne de andre? Hvorfor var de overhovedet interesserede?
Men hun sagde ikke noget højt hun vidste, at Karen altid gik sine egne veje, og først bagefter tænkte over konsekvenserne.
Nå, sagde hun neutralt. Hvis du vil, så gå. Men tænk på, om du overhovedet har lyst til at være der.
Hvad skulle der ske? Jeg tager den lækre kjole, får sat håret og så kigger ingen længere!
Hvis du får brug for hjælp til outfittet eller makeup, siger du bare til. Jeg hjælper gerne.
Du kunne se, Karen slappede lidt mere af det var vist det, hun havde brug for at høre.
Tak Du aner ikke, hvor meget jeg sætter pris på det. Jeg SKAL bare tage mig bedst muligt ud!
**********************
Karen fløj nærmest ud af restauranten på Østerbro, mens hendes mascara tog en uheldig drejning ned over kinderne. Den iskolde nattevind ramte hende, men hun ænsede det ikke hun skulle bare væk. Åh gud, Freja havde jo ret! Jeg skulle aldrig have gået hertil!
Hele aftenen havde hun følt, hun trådte selvsikkert ind i lokalet, folk vendte sig, hun smilede cool. Med omhyggeligt indstuderede bevægelser fortalte hun historier om manden med den store konsulentstilling i Bruxelles, huset i Charlottenlund (eller var det Hellerup?), og hun berettede detaljeret om ferier og hverdagsluksus.
Men mange i selskabet sendte hinanden blikke de grinte mere med end af.
Så, midt i en samtale mellem snapsene, lød det pludseligt:
Det skøre er, jeg så faktisk Karen for nylig i Netto, råbte en tidligere klassekammerat, så alle hørte det. Hun så ikke ligefrem ud til at være millionær.
Stilhed. Folk vendte sig.
Jeg har også billeder, sagde en af pigerne, hun aldrig havde snakket meget med, og pillede telefonen frem.
Og så kom de ellers på storskærmen, billederne fra det virkelige liv.
Der stod Karen bag båndet med trætte øjne, iført den kedelige Netto-uniform. Hun slæbte plastposer med Frosties og Skyr ind i en trist opgang. En anden gang stod hun og rodede igennem tilbudskassen med stop madspild.
Først fnis, så regulær latter. Nå, Karen, hvad så med den der karriere? Er drømmeprinsen også kassedreng? råbte én.
Karen blev stående, hun kunne mærke blodet pumpe i ansigtet, benene blev som gele. Der var ikke noget usædvanligt i at arbejde i Netto det var bare ikke det, hun selv havde fortalt om.
Uden et ord vendte hun rundt og løb ud. Hun hørte ikke, hvem der råbte efter hende, så ikke, om nogen forsøgte at stoppe hende. Kun den iskolde luft og tårerne, hun strøg væk fra kinderne, alt imens hun famlede sig frem mod en bænk.
Hun stødte næsten ind i en mand med et indkøbsnet fra Irma, der undskyldende trak sig til siden.
Er du okay? spurgte han. Der var en ægte varme og omsorg i stemmen, så Karen helt mistede fatningen.
Hun så op på den fremmede. Og i det øjeblik bristede det hele.
Nej hun hviskede næsten uhørligt, mens hun tørrede sine øjne. Min forlovede har forladt mig før brylluppet
Ak ja nogen lærer det bare aldrig.
